Ny nordisk skole blev til krebinetpædagogik

Debatinterview: I bogen ”Lærernes kampe - kampen for skolen” dokumenterer lærer og journalist Thorkild Thejsen hele forløbet, hvor fejl på begge sider efter hans opfattelse har skadet folkeskolens fremtid

Tegning: Rasmus Juul.
Tegning: Rasmus Juul.

I 2002 havde Danmarks Lærerforening netop valgt en ny formand, Anders Bondo Christensen, og den daværende formand for Kommunernes Landsforening (KL), Ejgil W. Rasmussen, Venstre-borgmester i Gedved Kommune, indbød ham til et uformelt møde.

Mødet fandt sted omkring et rundt bord, fordi parterne så i princippet var på samme side. Da den daværende KL-næstformand, Odenses Anker Boye (S), på et tidspunkt angreb lærerne, afbrød Ejgil W. Rasmussen mødet, ”ellers ender det med, at bordet bliver firkantet”.

Citatet indgår i bogen ”Lærernes kampe - kampen for skolen” skrevet af Thorkild Thejsen, tidligere lærer og gennem 23 år redaktør på lærernes fagblad Folkeskolen. Bogen beskriver lærernes faglige kampe siden 1960'erne og kulminerer med en udførlig gennemgang af de begivenheder i 2012-2013, som førte til, at lærerne blev lockoutet af deres kommunale og statslige arbejdsgivere og ved et regeringsindgreb frataget deres hidtidige arbejdstidsregler.

Det er mit indtryk, at du synes, at det var meget bedre aftaler, man fik lavet i 00'erne, og især i 2008, da forhandlingsbordet var rundt, mens bordet i 2013 var endog meget firkantet. Men var den seneste ændring af lærernes vilkår ikke en nødvendig aftale set med kommunernes og regeringens øjne?

Der havde været en flot tradition for at snakke sammen, inden de egentlige forhandlinger begyndte, men Michael Ziegler fra Kommunernes Landsforening inviterede slet ikke Anders Bondo Christensen denne gang. Baggrunden for striden går tilbage til 1993, da man indførte nogle meget stive arbejdstidsregler, som opdelte lærernes arbejde i den såkaldte U-, F- og Ø-tid. De blev gradvist opblødt, og i 2008 fik man, hvad KL dengang kaldte en ”ubureaukratisk kulturbryder”. Bondo kaldte det en ”professionsaftale”, og Ziegler gav den ”topkarakter” på tv. I 2012-2013 mente regeringen og KL nu pludselig, at folkeskolens kva-litet afhang af, at man fik fjernet lærernes arbejdstidsregler, men andre vurderer, at folkeskolereformen sagtens kunne have ladet sig gøre inden for 2008-overenskomstens rammer.

De manglende forhandlinger over tid omkring et bord førte til, at lærerne fremsatte en anklage om, at hele forløbet på forhånd var lagt til rette af KL og regeringen. Men er det mere end en konspirationsteori?

Vi ved, at repræsentanter for KL, Finansministeriet og Undervisningsministeriet mødtes til en række hemmelige møder, som skulle forberede skolereformen og de kommende overenskomstforhandlinger. Når man som jeg har forsøgt at få aktindsigt i beslutningerne, får man ingenting. Ombudsmanden har betegnet deres metode som ”meget uheldige krumspring”, men lovligt. Jeg kan ikke dokumentere, om der har været tale om ”matchfixing”, men jeg har talt med hele KL's top og med fire ministre om forløbet, og det står klart, at regeringens og kommunernes folk lovede hinanden, at denne gang var man parat til at gå hele vejen.”

Fra den anden side bliver Danmarks Lærerforening anklaget for heller ikke at ville gå på kompromis. Var Anders Bondo ikke også med til at gøre bordet firkantet?

Danmarks Lærerforning opdagede alt for sent, at KL ville noget helt andet denne gang. KL's Erik Fabrin (V) siger til mig, at hans opfattelse var, at den ret, arbejdsgivere på alle andre områder har haft til at lede og fordele arbejdet siden 1899, ikke gjaldt for lærere, og nu skulle dét laves om - én gang for alle. Han kalkulerede med, at der ville gå en periode, hvor skolen med hans ord måtte betale ”store krigsomkostninger”. Der kunne ikke skabes et kompromis, for, som han sagde: ”Man kan ikke lave et gennemsnit af noget og ingenting.”

Men det har undret mig, at Anders Bondo Christensen først sent stillede forslag om to minutters forberedelse pr. elev, selvom han styrede lige i retning af en øretæve. Det er der groft sagt to forklaringer på. Den vigtigste er, at KL aldrig gik ind i reelle forhandlinger. Den anden er, at undersøgelser af befolkningens opfattelse undervejs i konflikten tyder på, at lærerne mødte større forståelse end kommunerne i begyndelsen. Så svarede KL igen med en kampagne, som slog på, at det ikke var lærerne, men Danmarks Lærerforening, man bekæmpede. Det gav bagslag. Selv pæne lærere, der stemte radikalt og aldrig havde været fagforeningsaktive, sagde nu: ”Jeg er Danmarks Lærerforening.” Nu var man så rasende i baglandet, at Bondo som forhandler også havde en meget smal sti at gå på. Det, han sagde ja til, skulle jo godkendes af et flertal af medlemmerne ved en urafstemning.

Men du er også inde på, at Anders Bondo begik en stor fejl, da det kom ud i medierne, at han ved en tale til en lockout-fest i Københavns Lærerforening sagde, at ”De siger, at nu skal lederne lede og fordele arbejdet. Gu' skal de da ej”. Er det ikke rigtigt, at han dermed åbnede en front til skolelederne, som indtil da havde været neutrale i konflikten?

Jo, på det tidspunkt havde Danmarks Lærerforening al den vrede og alt det sammenhold, en fagforening kan ønske sig. Anders Bondo havde rejst land og rige tyndt i ugevis og ankom klokken 23 til en fest, hvor alt kogte. I den situation løber det af med ham, og han går for langt, og det bliver, hvad KL's administrerende direktør, Kristian Wendelboe, kalder en game changer. Skolelederne blev rasende, og befolkningens sympati smuldrede. Og så kom der et regeringsindgreb, der entydigt tog parti for KL.

Men det er vel et indgreb, som baner vejen for det, regeringen vil. Eller er det udtryk for, at regeringen og KL er udygtige, at de vælger krigen frem for forhandlingen?

De er ikke nødvendigvis udygtige, men med deres kampagne om en ”normalisering” af lærerne, går de i deres egen fælde. De mangler fuldstændig en forståelse af, hvad der er på spil, når man skal lave god undervisning, og vedtager nogle rammevilkår, som gør, at det ikke bliver den gode reform, som der ellers var lagt op til. Bedre kvalitet forudsætter, at alle arbejder tæt sammen om at gennemføre ændringerne.

Hvad har den faglige kamp betydet for folkeskolereformen? De rammer, som er lagt til rette for skolen, er vel defineret af den økonomiske nødvendighed?

Man skal passe på med at tro, det udelukkende handler om økonomi, når noget skal gennemføres i skolen. Det betyder rigtig meget, om der er motivation og vilje til stede hos lærerne. Det begyndte positivt, da undervisningsminister Christine Antorini (S) i foråret og sommeren 2012 mødtes med skolefolket og skabte en næsten euforisk stemning om projektet Ny Nordisk Skole, der refererede til den danske succes med det nye nordiske køkken. Tanken var, at man skulle reformere skolen på en måde, så alle følte medejerskab.

Men kort efter holdt statsministeren så åbningstale om, at nu skulle folkeskolen reformeres med det samme. Jeg tror, årsagen var, at regeringen havde brug for en nem vindersag. Men enhver kan se, at det ikke hænger sammen. Jeg kan ikke dokumentere det, men jeg tror, at undervisningsministeren blev tvunget til at fremskynde sit projekt så meget, at der ikke var tid til at få lærerne med.

Hvordan vil det forløb påvirke folkeskolen og dens elever, forældre og lærere?

Jeg tror, vi vil se en del af det, jeg vil kalde krebinet-pædagogik. Vi har fem børn, og som andre forældre har jeg været optaget af at give dem gode vilkår. Derfor har jeg for eksempel lavet mad sammen med børnene. Lave surdej, bage rugbrød og lægge linser i blød. Da vi så flyttede på landet for at - skal vi kalde det reformere vores hverdag - fik vi længere til arbejde, og nu rakte tiden kun til at købe skiveskåret rugbrød, hakket svinekød og frosne grøntsager med hjem.

På samme måde tror jeg, at skolereformen mange steder vil føre til, at man laver det, man orker, og så må det blive derefter. En tanke med reformen har været, at eleverne ikke bare skal undervises ved tavlen. Men hvis rammevilkårene gør, at læreren ikke er ordentligt forberedt, så bliver det tavlefysik i stedet for alt det der fine med, at man skal bevæge sig, selv eksperimentere og hen på vandværket og se, hvordan det rigtigt foregår.

Vi ser lige nu, at en del ledere søger pensionering, og alt for mange lærere går ned med flaget. Krigsomkostningerne er meget høje. Lærere kan ikke leve med at skulle lave dårligere undervisning eller lade være med at ringe hjem til en forælder om aftenen om den elev, som blev rigtig ked af det i dag, og også lige ringe til kollegaen, selvom man har fri. Og når vi nu kommer til efterårets skole-hjem-samtaler, vil forældrene mærke konsekvenserne. Da jeg var lærer, begyndte samtalerne ved 15.30-tiden og sluttede ved 21-tiden. Nu må man regne med at blive tildelt en tid klokken 14.40 eller 15.10 ligesom hos lægen. For mange vil det koste en halv eller hel feriedag at komme hen og tale et kvarter med læreren. Det bliver en ny konflikt, som jeg ikke tror, er gået op for borgerne endnu.

Thorkild Thejsen er uddannet lærer og underviste i 18 år, inden har blev redaktør på lærernes fagblad Folkeskolen. -
Thorkild Thejsen er uddannet lærer og underviste i 18 år, inden har blev redaktør på lærernes fagblad Folkeskolen. - Foto: Leif Tuxen