Behovet for en mere konsekvent tilgang til unges adfærdsproblemer er blevet et højaktuelt debatemne blandt landets lærere og socialpædagoger.
Uro, mobiltelefoner, mobning, misbrug og vold udfordrer i stigende grad de pædagogiske miljøer. Det har fået mange forskellige meningsdannere som professor Niels Egelund, politiker Alex Ahrendtsen (DF) og senest pædagog Troels Gamst til i konsekvenspædagogikkens navn at efterlyse flere sanktioner og mindre dialog i pædagogiske tiltag over for både almindeligt uvorne og utilpassede unge.
Sommetider handler det om eftersidninger, udelukkelse eller stroppeture til skoleelever. Andre gange om at indespærre og straffe kriminelle piger anbragt på døgninstitutioner.
Fælles for forslagene er, at konsekvenserne opfattes som et virkemiddel, der må tilføres den blødsødne pædagogik udefra.
Det er en ukonstruktiv misforståelse, for i virkeligheden hører begrebet konsekvens naturligt sammen med menneskets muligheder for at lære. Det burde ikke være til at komme uden om i pædagogisk sammenhæng. Når vi handler, har det helt naturligt konsekvenser.
Pædagogikkens fornemste opgave er at tilvejebringe unges refleksion over denne sammenhæng. En konsekvens har derfor ikke direkte noget med hverken disciplinering, straf eller tvang at gøre. En konsekvens er en logisk følgevirkning af en handling.
I Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU) arbejder vi hver dag ud fra et konsekvenspædagogisk holdningsgrundlag, hvor den enkelte gennem praktisk arbejde bliver anerkendt som hovedansvarlig for egne handlinger. Det gælder, hvad enten konsekvensen af deres handlinger påvirker dem positivt eller negativt.
Elevgruppen er kendetegnet ved, at de har svært ved at fungere under samfundets normer, og mange har været involveret i kriminalitet og misbrug.
Alligevel er vi ikke synderligt pressede af disciplinære udfordringer. Eleverne møder et pædagogisk system med klare forventninger og med logisk begrundede konsekvenser. De arbejdspladslignende uddannelser er bygget op omkring forskellige produktions- og serviceområder, hvor det for eksempel er muligt at handle sig til en afskedigelse fra et uddannelsesområde.
Det vil betyde, at eleven efter en tænkepause selv skal søge om arbejde hos en ny faglærer. Forud herfor skal faglæreren have observeret et uheldigt handlingsmønster hos eleven, gjort eleven opmærksom på det, støttet eleven i at finde frem til handlingsalternativer og ikke mindst have påpeget afskedigelsen som en sandsynlig konsekvens af ikke at følge disse handlingsalternativer. Sagt anderledes er konsekvenspædagogikken ringe stillet uden de procesorienterede og anerkendende samtaler.
Konsekvenspædagogikken er i dette perspektiv både modtræk til straffebaseret adfærdsregulering og til såkaldt snakkepædagogik. Hvis der ikke går proces og dialog forud for konsekvensen, har eleverne heller ikke mulighed for selvstændigt at vælge, hvilke konsekvenser de ønsker at orientere deres handlinger op imod.
Så bliver konsekvensen til en pådraget straf. Pointen er, at disciplinen i landets pædagogiske miljøer ikke fremmes ved hårdhændet og vredesbaseret styring. Den fremmes ved hele tiden at appellere til, anmode om og påpege elevernes ansvar for de fremadrettede konsekvenser af deres handlinger.