”INGEN, JEG KENDER, vil afskaffe den praktiserende læge.” Sådan skriver regionsrådsmedlem Charlotte Fischer (R) i en polemik med Klavs Birkholm i Kristeligt Dagblad den. 15. september.
Det tror jeg heller ikke, er Charlotte Fischers hensigt, men derfor kan det jo godt være det, hun er ved at gøre. Typisk for hele denne debat fortsætter hun med at skrive, at ”regeringen har endda lige lagt op til at styrke deres rolle i behandlingen af kronikere”, men hvis det nu ikke er en kernefunktion for praktiserende læger, kan det jo godt være ødelæggende at ”øge deres rolle” på det område.
Bag debatten ligger to forskellige opfattelser af den praktiserende læges rolle. Traditionelt har vi som alment praktiserende læger set vores opgave som at møde vores patient som et menneske, der har nogle problemer, hvori der muligvis indgår noget, som sundhedsvæsenet kan hjælpe med. Vores fag er sammen med patienten at analysere hans situation, en analyse, der forhåbentlig kan hjælpe dette menneske med at få lidt bedre styr på sit liv. Nogle gange indeholder det en eller anden form for behandling, som vi ofte selv kan sætte i værk, mens vi andre gange skal inddrage det øvrige sundhedsvæsen.
Over for dette står en forestilling om, at mennesker kommer til lægen med en sygdom, at det er lægens opgave at finde sygdommen - stille diagnosen - og derefter sætte den ”korrekte” behandling i gang. Denne opfattelse, der ligger bag sygehusvæsenet, er ved at brede sig i den politiske debat og kvæle det almenmedicinske fag.
Typisk bruger man altid kronikerne - for eksempel diabetikerne - som eksempel. Men for det første er disse mennesker med ”for eksempel diabetes” sjældne i den almenmedicinske hverdag, og for det andet hører de til i det internmedicinske speciale. Når man altid bruger disse særtilfælde som udgangspunkt for debatten om almen medicin, som er noget andet, kvæler det den nødvendige debat om, hvordan vi får gode praktiserende læger.
LAD MIG GIVE et lille eksempel. En mor kommer med sin fireårige dreng, der har ondt i ørerne og røde trommehinder. Det er en tilstand, der normalt går over af sig selv og derfor kun skal behandles med Pinex for smerterne, men bedsteforældrene skal have sølvbryllup i morgen.
Jeg vælger derfor at give drengen penicillin for at optimere muligheden for, at han kan være med. Men det er ikke en ”korrekt” behandling. Hvis jeg skal indberette disse data, kan jeg enten gøre det rigtigt og skrive diagnosekode og behandlingskode og modtage en bemærkning om forkert behandling, eller jeg kan blive blød i knæene og lade være med at behandle ham, men med en øget risiko for, at det bliver et dårligere sølvbryllup.
Pointen er, at det almenmedicinske arbejde er i et samarbejde med patienten at finde løsninger, som giver den konkrete patient i den konkrete situation de bedste muligheder for at komme videre på et rimeligt lægevidenskabeligt grundlag.
Det klassiske lægeløfte hedder ”sjældent helbrede, ofte lindre, altid trøste”. Det, Charlotte Fischer og hendes kolleger blandt politikere og embedsværk er i gang med, er at mase vores arbejde ind i en skabelon om, at alt kan helbredes, og derfor skal vi vurderes på, om vi nu også helbreder tilstrækkeligt mange, og det finder man ud af ved at se, om vi stiller dia-gnoser og giver den behandling, der svarer til diagnosekoden. Og om Charlotte Fischer nu ønsker det eller ej, så er hun faktisk ved at afskaffe de praktiserende læger, sådan som vi har kendt dem indtil nu.