Folkekirkereformen har kurs mod et kollaps

Det, der skulle have været "den største reform af folkekirken siden 1849", tegner til at blive en fuser, skriver Mette Bock

Mette Bock, kirkeordfører for Liberal Alliance, mener kirkereformen er på vej mod et kompromis, der ikke flytter et mulehår.
Mette Bock, kirkeordfører for Liberal Alliance, mener kirkereformen er på vej mod et kompromis, der ikke flytter et mulehår. Foto: DR.

Det, der af regeringen i 2011 blev lanceret som intet mindre end forberedelsen af ”den største reform af folkekirken siden 1849” har kurs mod kollaps. Et kollaps i form af et lunkent kompromis, som gør alle, både tilhængerne af en reel reform og dem, der ønsker alt ved det gamle, utilfredse.

Vi er på vej mod et kompromis, der ikke flytter så meget som et mulehår kompetence fra staten til folkekirken af den ene grund, at mine gode, borgerlige kolleger har sørget for at trække enhver tand ud af det, der nu ligner en tandløs gumme. Da forhandlingerne fortsat pågår, kan jeg ikke afsløre detaljer på nuværende tidspunkt, men jeg kan appellere til eftertænksomhed i partiet Venstre.

Dansk Folkeparti og De Konservative har fra begyndelsen meldt ud, at de ikke ønsker forandringer overhovedet. Det er en ærlig sag, og regeringen har vidst det fra dag et.

Anderledes forholder det sig hos Venstre. Kristeligt Dagblad har de seneste dage bragt forskellige analyser, der peger på partiets splittelse i kirkepolitikken. Jeg deler denne vurdering efter at have mødt adskillige venstrefolk på de mange debatter om kirkereform, som jeg har deltaget i rundt om i landet. Det er mit klare indtryk, at Venstres bagland er langt mere positive over for en reform end Venstres folketingsgruppe.

Jeg håber, at folketingsgruppen vil lytte til disse fornuftige mennesker i de kommende uger og derefter komme tilbage til bordet, hvor vi kan forhandle en reel reform. Alternativt ser jeg hellere hele sagen skudt til hjørne et par år, til tiden er blevet mere moden.

Det forfærdelige ved et lunkent kompromis er, at det lovfæster noget, der i dag er sædvane. Det smukke ved sædvaneretten er, at den, i modsætning til det, der er lovgivet om, lader sig rokke. En lovfæstelse af sædvanen vil derimod låse situationen i mange år frem, og det vil være ganske forfærdeligt for vores fælles folkekirke.

Men hvorfor er der overhovedet brug for en reform? Fordi folkekirken detailstyres mere og mere. Det er, som om folketing, minister og ikke mindst kirkeministerium efterhånden er af den opfattelse, at folkekirken skal styres efter samme principper som Vejdirektoratet, Skat - eller en større produktionsvirksomhed.

Det er en fatal misforståelse, og det vil kvæle folkekirken langsomt. Til dem, der ser spøgelser i form af synode eller adskillelse af kirke og stat, vil jeg bare sige: det er et spøgelse uden gang på jord. Ingen ønsker en synode, og en sådan er intetsteds beskrevet. Hverken i kommissoriet for de seneste par års udvalgsarbejde eller i den betænkning, der nu foreligger. Heller ikke politisk har en sådan været drøftet på noget tidspunkt.

Vi står lige nu i en situation, hvor vi risikerer at spilde en historisk chance for en reel reform, der kan skabe et højst tiltrængt værn mod statens omsiggribende detailstyring af folkekirken. To års intenst udvalgsarbejde, to års massive diskussioner i sogne og stifter, et rekordhøjt antal høringssvar og en historisk, bred enighed i det kirkelige landskab risikerer at blive tabt på gulvet.

Mit råd til kirkeminister Marianne Jelved (R) er, at hun enten skal gennemføre en reel reform - eller lægge hele forarbejdet på hylden, indtil tiden måske er mere moden om et par år. Men ministeren har til dato insisteret på at lave en aftale, hvor Venstre er med. Uanset hvor tynd aftalen bliver. Venstre bærer sammen med regeringen ansvaret for denne falliterklæring.

Jeg er inderligt imod oprettelse af pseudodemokratiske organer, hvor man bilder folk ind, at de har kompetence og indflydelse, som de i virkeligheden ikke har. Det slider på demokratiet og er rent ud sagt spild af folks tid.

Det er flovt, hvis det store arbejde ender resultatløst. Resultatet kan blive, at folkekirkens medlemmer og de efterhånden mange hierarkiske niveauer kan få lov til at fungere som demokratiske statister i en folkekirke, der styres som en koncern og de facto er ved at udvikle sig til en statskirke.

Er lunkent og uambitiøst kompromis om folkekirkens fremtidige styring gør absolut intet godt for vores fælles folkekirke, der i den grad har behov for rammer og reformer, der kunne muliggøre liv og vækst som modvægt til den langsomme kvælningsdød, der er resultatet af statsliggørelsen.

Jeg vil derfor appellere kraftigt til, at mine gode kolleger i Venstre besinder sig og bruger de kommende uger til at tænke sig godt om. Helst ser jeg, at vi sammen kan gennemføre en reform, der kan værne folkekirken mod statsliggørelse og detailstyring.

Har Venstre ikke modet eller viljen hertil, må vi lade det hele ligge - som det er sket før. Hellere ingen reform end et lunkent kompromis og et pseudodemokrati.

Stakkels folkekirke, siger jeg bare. Dit navn er på vej til at blive statskirke.