Drejergaard: Tidehverv misbruger Massoud-sagen

Tidligere biskop i Fyens Stift Kresten Drejergaard er forarget over, at tre fynske præster kommer med nedladende bemærkninger i forbindelse med Massoud-sagen

Kresten Drejergaard, kort før han gik af som biskop over Fyens Stift. Han er nu præst i den danske kirke i Schweiz
Kresten Drejergaard, kort før han gik af som biskop over Fyens Stift. Han er nu præst i den danske kirke i Schweiz. Foto: Claus Fisker/ Denmark.

TRE SYDFYNSKE præster, Ole Bach Piekut, Anders Lundbeck og Thomas Aallmann, har i Kristeligt Dagblad den 18. september rost mig for rettidig omhu ved at gøre Massoud Fouroozandeh til præst i folkekirken.

Det med omhuen kan diskuteres. Jeg havde i al fald ikke omhu nok til at forudse, at Massoud skulle bruge sin ordination som bannerfører i Tidehvervs korstog mod danske muslimer.

Men hvad der virkelig falder mig for brystet er, at de tre præster i den sammenhæng finder anledning til at fremkomme med nogle nedladende bemærkninger om Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense, som jeg i et samarbejde med et stort flertal af sognene i Odense Kommune faktisk også er initiativtager til.

Samarbejdet har aldrig været ment som et missionsselskab, men snarere som en folkekirkeligt funderet daghøjskole, som på én gang skulle kunne rumme kristne indvandrere og muslimer, som godt vil vide, hvad kristendommen i Danmark går ud på.

Når de tre præster påstår, at det tværkulturelle samarbejde ”hverken vil forkynde kristendom eller arbejde for missionsbefalingen”, er det simpelthen noget vås. Der har i det tværkulturelle samarbejde været holdt måned-lige gudstjenester i domkirken. Jeg har selv holdt nogle af dem. Ved disse gudstjenester har der været både kristne og muslimer til stede.

FORMÅLET MED DET tværkulturelle samarbejde er ifølge vedtægternes paragraf 3 ”at drive et arbejde blandt asylsøgere, flygtninge og indvandrere med henblik på at fremme en folkelig og kirkelig integration på tværs af etniske og religiøse forskelle”.

Der har aldrig været tvivl om, at det er et folkekirkeligt foretagende. Ved at etablere samarbejdet på det grundlag mener jeg, at sognene og jeg i 1999 udviste rettidig omhu, for det var det, der på det tidspunkt var behov for.

Debatten viser, at dette behov ikke er blevet mindre siden. Vi gik ud fra, at der først må være et menneske, før der kan blive et kristent menneske, hvilket er en tanke med solide grundtvigske rødder.

På højskolevis har samarbejdet derfor koncentreret sig om at belyse det menneskeliv, som vi under alle omstændigheder har fælles, uanset hvad der skiller os religiøst.

”Om kristen ej han er i dag, han bliver det i morgen”, påstår Grundtvig. Den tillid har vi også levet på i Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense. I nogle tilfælde er det også gået sådan, selvom det ikke er det, vi har målt succesraten på. Men for en flok utålmodige korsriddere er det nok svært at forstå.