Alles frelse er ingen vranglære

En kronik om Kirkelig Samling ser alles frelse og troen på Jesus som eneste frelse som modsætninger, men det er ikke rigtigt, mener Kaj Mogensen

Alles frelse udelukker ikke mission, skriver pastor emeritus Kaj Mogensen
Alles frelse udelukker ikke mission, skriver pastor emeritus Kaj Mogensen. Foto: Arkiv.

I kronikken den 22. september fortæller formanden for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse, Hans Olav Okkels, hvorfor der stadig er brug for Kirkelig Samling.

Bevægelsen ”fastholder med Det Nye Testamente, at Jesus er vejen, sandheden og livet. Som følge heraf afviser vi dels tanken om alles frelse og dels tanker om, at andre religioner skulle være veje til frelse. Vi frelses ikke ved religiøsitet, men af Guds nåde på grund af Kristi gerning ved tro “”

Der opstilles her en modsætning mellem troen på Jesus som eneste vej til frelse og det, som Okkels kalder ”alles frelse”.

Denne modsætning er falsk. Troen på, at alle mennesker, hele den skabte og faldne menneskehed, ved Guds nåde frelses, er netop et radikalt udtryk for troen på, at Jesus Kristus er vejen, sandheden og livet, og at der ikke er frelse i noget andet navn. Der er ingen religioner, heller ikke kristendommen som religion, der er vejen til frelse. Det er alene Jesus Kristus, fordi han åbenbarer og virkeliggør Guds kærlighed.

I kronikken fremføres det, som så ofte fremføres, at ”alles frelse” er ”vranglære”. Men alles frelse er ikke et udtryk for, at vi frelses ved religiøsitet. Alle menneskers frelse er ingen selvfølge, ingen rettighed. Alles frelse er konsekvensen af, at Jesu Kristi forsonergerning omfatter hele skaberværket: ”For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig og ved ham forsone alt med sig på jorden som i himlen, ved at stifte fred ved hans blod på korset” (Kolossenserbrevet 1, 19).

”Alles frelse” er en del af det frelseshistoriske endemål: at hele det brudte skaberværk genoprettes, at syndefaldets virkning ophæves. Hvis ikke alle mennesker ved Guds nåde og Jesu Kristi forsonergerning frelses, ville det aldrig ske, som vi tror og håber: At ”hvert knæ skal bøje sig i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesu Kristus er Herre, til Gud Faders ære” (Filipperbrevet 2, 10-11).

Det er ikke troen på, at Jesu Kristi forsonergerninger gælder alle de mennesker, der er skabt i Guds billede, det er ikke håbet om alle tings genoprettelse, der er vranglære, men den lære og den tro, at kærlighedens Gud sender sine elskede menneskebørn i en tidsubegrænset smerte.

”Alles frelse” er det eneste sande håb for menneskeheden. Det udelukker ikke mission. Tværtimod. For ved forkyndelsen af Guds kærlighed ved Jesus Kristus skænkes troen og kaldes mennesker ind i et levende fællesskab og gøres til Guds medarbejdere på hans riges komme.

Det vil nok ikke overbevise tilhængerne af læren om ”dobbelt udgang”, men i det mindste burde de se troen på og håbet om ”alles frelse” i den rette sammenhæng: alforsoning alene ved Jesus Kristus og genoprettelse af det brudte skaberværk.