DET VAR C.S. LEWIS - ham med Narnia-bøgerne - der mente, at det menneske, som først vendte om, når alle andre var på vej den gale vej, måtte være den mest progressive. Og målt med den alen hører psykologiprofessor Svend Brinkmann måske til blandt Danmarks mest progressive skikkelser.
I DR'sAftenshowet talte han for en tilbagevenden til gamle dyder og en afsked med den omsiggribende trang til at mærke efter i sit eget indre. Til den ende citerede han fødselaren Leonard Cohen: ”Jeg har ikke fidus til mine følelser, de kommer og går”.
Brinkmann anbefalede i øvrigt skønlitteratur i stedet for selvhjælpsbøger, og jeg kommer til at tænke på filosoffen John Stuart Mill, der faktisk slap af med sin depression ved at læse Wordsworths digte.
Skønt ”Stå fast - et opgør med tidens udviklingstvang” først udkommer i næste uge, er Brinkmann allerede blevet interviewet til Kristeligt Dagblad og Information. I Information forklarede psykologiprofessoren, at vi har bevæget os bort fra, at det er Gud, der er tilværelsens mening og midtpunkt. I stedet har vi placeret os selv i denne fordelagtige position og er dermed blevet en slags ”børnevoksne”: ”Vi går ikke til præsten, men til coachen, terapeuten eller psykologien, og vi læser ikke Bibelen, men selvhjælpsbøger. Vi går ikke til bekendelse, vi håber ikke på frelse, men vi håber på selvrealisering”.
I stedet burde vi på ny navigere vort liv efter pligten og moralen, mente Brinkmann. Det lyder jo lidt surt og sammenbidt. Og den, der skriver disse linjer, kommer til at tænke på Karen Blixen, der undrede sig over, hvorfor livet enten skulle være et spørgsmål om pligt eller om nydelse. Hvorfor ikke forvandle pligtarbejde til lystarbejde?
Steen Eiler Rasmussen fortalte, hvordan Blixen i sit eget liv netop lod pligt og lyst smelte sammen. Når hun i de kolde vintre i 1940'erne tændte op i pejsen, gjorde Karen Blixen processen sjov, smuk og spændende. Det var en glæde for hende at få ilden til at fænge og varme - men tillige var det et surt pligtarbejde, som Blixen ikke havde andre til at hjælpe sig med.
At det alligevel ikke altid er helt nemt at få pligt og lyst til at smelte sammen, er faldet i antallet af ansøgere til læreruddannelsen (som førsteprioritet) måske et talende vidnesbyrd om. Som Berlingske skrev i søndags, så er det pudsigt og påfaldende, at der er lige så mange ansøgere til reality-tv-programmet ”Paradise Hotel” som til læreruddannelsen.
Med en læreruddannelse er man ret sikker på at få job, hvorimod det ikke ligefrem er karrierefremmende at deltage i ”Paradise Hotel”. En tidligere deltager delte sine smertelige erfaringer og afgav dette ubønhørlige votum: ”Mange arbejdsgivere afviser reality-folk, hvilket nok skyldes, at man bliver puttet i den kategori, at man er samfundets dummeste.”
ER DET, FORDI MAN HAR et profileringsbehov på størrelse med Afrika, at man er villig til at brænde broerne foran sig? ”De unge er meget orienterede efter, hvad der foregår i samfundet,” forklarede lektor Johannes Andersen.
Her kunne de måske lære noget af Søren Kierkegaard, der sagde, at det ikke handler om at være tro mod tiden, men det handler om at være tro mod sig selv. Hvis man kun er tro mod tiden, vil ens identitet i længden blive udvisket. ”Paradise Hotel” er næppe heller nogen smutvej til at blive skuespiller. Så enten kan man knokle forgæves med det, man er vild med og ikke særlig god til. Eller også kan man give sig i kast med det, man er bedst til - for eksempel at undervise - og med tiden lære at elske det.
Babyer elsker i øvrigt salmesang. Eller også gør deres mødre det. I hvert fald kunne MorgenavisenJyllands-Posten forleden på forsiden meddele, at folkekirkens største succes er babysalmesang. Flere af mødrene følte sig tydeligvis også godt tilpas i kirkens rum, hvor Vorherres ord om, at de små børn skal komme til mig, satte dagsordenen på inspirerende vis.
Og det er da noget andet, end hvad jeg engang læste i en fødselsdags-invitation: ”I behøver ikke tage jeres børn med. Vi har selv.”