Sørine: Den svenske humanisme har tragedien i sit kølvand

Den superhumanistiske svenske asylpolitik forudsætter, at svenskerne ikke for alvor begynder at opføre sig, som mennesker er flest, skriver Sørine Gotfredsen

En slags "superhumanisme" udfolder sig i Sverige i disse år, skriver præst Sørine Gotfredsen
En slags "superhumanisme" udfolder sig i Sverige i disse år, skriver præst Sørine Gotfredsen.

DET ER IKKE HVER DAG, man hører formuleringer, der bliver siddende i bevidstheden. Men det skete i dagene op til det svenske valg, hvor daværende statsminister Fredrik Reinfeldt udtalte de berømte ord om, at Sverige skal stræbe efter at blive intet mindre end en humanistisk supermagt.

Man følte sig i det øjeblik som vidne til en filmatiseret George Orwell-roman, hvor menneskene er gået ganske amok i egne højtidelige idealforestillinger.

Reinfeldt talte om synet på flygtninge og meddelte uden omsvøb, at der i de kommende år ikke ville blive råd til ret meget andet end at udvikle den humane omsorg for de mange, der kommer til landet. Hvilket ifølge flere var medvirkende til den vælgerlussing, der umiddelbart fulgte.

Således har det svenske valg skabt fornyet debat om begrebet humanisme, og pudsigt nok falder det sammen med, at historiker Mikael Jalving har udgivet en bog om Søren Krarups samlede forfatterskab. En glimrende bog, der blandt andet genopfrisker Krarups årelange humanismekritik, der grunder i den tanke, at når mennesket blindt dyrker egne forestillinger om det sande og skubber Gud væk, har projektet tendens til at resultere i grader af fanatisme. Fordi man har afskaffet den almægtige instans, der kan trække en grænse for menneskets udfoldelse.

NÅR SØREN KRARUP gennem årene har forarget så mange, skyldes det i høj grad, at han sætter menneskets idé om egen godhed i perspektiv.

Han hævder, at hvis ikke vi anerkender en forpligtelse over for noget større end egen begavelse og fremskridtstro, risikerer vi i de store visioner at svige den enkelte.

På den måde har han jævnligt forarget journalist Georg Metz, der forleden på tv atter undrede sig højlydt over, hvad Krarup egentlig mener, når han siger, at humanisme i sit yderste er en farlig ideologi.

For Metz er humanisme et smukt begreb, eftersom der for ham intet højere findes end mennesket selv. Dermed befinder det sig ikke uden for sandheden, som Krarup hævder, men bærer selv det sande med sig og kan udfolde den gode vilje.

Man kan jo mene, at det 20. århundrede afslørede, hvad der kan ske, når mennesket selv vil definere den absolutte sandhed, hvad enten den kaldes nazisme eller kommunisme.

Og på anden vis kan man overveje, om ikke svenskerne - på en noget mere blid facon - kan være i færd med at udvikle endnu et eksempel på en løbsk ideologi?

Drømmen om at blive verdens humanistiske supermagt kræver nemlig nogle klare forudsætninger for ikke at ende i kaos. Den fordrer, at svenskerne vil blive ved med at åbne deres hjerter og ikke forfalder til bekymring og måske endda forurettelse angående behandlingen af deres land.

Eksperimentet kræver, at svenskerne blot accepterer en udvikling, der synligt år for år vil ændre den svenske virkelighed radikalt.

Ja, det fordrer med andre ord, at svenskerne ikke for alvor begynder at opføre sig, som mennesker er flest.

Sverige kan måske komme til at udgøre endnu en påmindelse om, hvordan rendyrket humanisme kan trække tragedien i sit kølvand. Her i form af alle de skæbner, der vil strande på det svenske samfunds bund med alt, hvad dertil hører af konflikter og nedbrydelse af medmenneskelig tillid.

Søren Krarups humanisme-kritik udspringer i sin kerne af troen på, at det syndige menneske skal beskyttes mod sin egen selvovervurderede udfoldelse og erkende, at det befinder sig uden for sandheden. Det kan ikke omforme den givne virkelighed uden at sætte farlige kræfter i gang, og Mikael Jalving gengiver i sin bog følgende Krarup-udtalelse fra 2013:

”Menneskeslægten vil i stadig mindre grad vide af, at den er syndig, og tror derfor, at den kan løbe fra virkeligheden. Det at kristendommen er ved at blive sådan noget, som man ikke tager alvorligt, det er ensbetydende med, at man degenererer, fordi man fyldes med tro på sin egen sandhed, og den er højst skrøbelig, og derfor bliver man fuld af løgn.”

Løgn i den forstand at den, der taler, ser sig selv som retfærdig, uden at vide, hvordan han forblændet af troen på egen indsigt i retfærdigheden kan skabe stor ulykke. Det, der for den ene er udtryk for degeneration, er for den anden billedet på smuk menneskelighed, og Søren Krarup og Georg Metz kommer aldrig til at forstå hinanden.

Sidstnævnte har tidsånden på sin side, men til gengæld tør jeg godt hævde, at Søren Krarup har store dele af virkeligheden på sin. Udfoldelsen i disse år af den svenske superhumanisme vil meget tænkeligt komme til at understrege et par af hans pointer angående sammenhængen mellem humanisme og kynisme. Og sikkert er det, at den opmærksomme modtagelse af den første sammenhængende analyse af Krarups forfatterskab illustrerer, hvor centralt han gennem årene har ramt.

”Problemet er altid religiøst,” siger Søren Krarup i en af sine bøger, og man må tilføje, at problemet dermed altid er tidløst.

Vi har aldrig set det udfoldet for sidste gang.