En pakistansk far med permanent opholdstilladelse har boet i Danmark siden 1990 og har aldrig modtaget hjælp fra det offentlige. Han har to voksne børn, der begge er født i Danmark og er danske statsborgere.
For mange år siden blev han skilt fra sin første kone, men blev i 2003 gift igen med en pakistansk kvinde. Denne søgte straks familiesammenføring med sin mand, men det blev nægtet, og hun flyttede derfor, som det er pakistansk skik, til mandens familie i Pakistan, hvor hun boede i hus sammen med sin svigermor og svoger, familiens beskytter.
Manden rejste to til tre gange om året til hustruen i Pakistan, og de har nu fire mindreårige børn. De, både børn og voksne, talte dagligt sammen på Skype.
Efter svigermoderens død for flere år siden, fortsatte hustruen med at bo hos svogeren og dennes familie, men da svogeren pludselig døde, søgte hun sammen med sine børn om besøgsvisum til Danmark, og de ankom hertil i november 2013. Hun og børnene søgte straks familiesammenføring. Børnene fik dette, men hustruen fik afslag.
Selvom manden har boet i Danmark i 24 år og har selvstændig virksomhed, så han kan forsørge sin familie, skal moderen rejse fra Danmark. Børnene er begyndt i skole, den mindste i børnehave.
Myndighederne har på trods af dette vurderet, at ægteparret har større tilknytning til Pakistan end til Danmark, hvorfor moderen skal udrejse fra landet straks med det resultat, at familien splittes. En enlig kvinde i Pakistan uden mandlig beskyttelse har yderst vanskelige eksistensvilkår.
Faderen har ingen mulighed for at flytte sin virksomhed til Pakistan og etablere sig der. Faderens erhverv er familiens eksistensgrundlag. Han er selvstændig erhvervsdrivende i Lyngby. Familien har egen lejlighed, og han har aldrig modtaget hjælp fra det offentlige.
Afgørelsen er truffet af Udlændingenævnet, og der er ingen yderligere ankemuligheder i Danmark. En sådan adskillelse strider imod FN's børnekonvention, hvor der i artikel 3,1 står: “I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række.”
Børnehavelederen for det yngste barn har anført i en erklæring til Flygtningenævnet: “Alle børn har ret til to forældre.Børnene har hele deres liv været sammen med deres mor. Det vil være et psykisk og fysisk svigt at adskille børnene fra deres mor.Det vil have alvorlige konsekvenser for børnenes psykiske udvikling.”
Myndighederne har med denne afgørelse tilsidesat alle humanitære hensyn og begår brud på såvel menneskerettighederne som Børnekonventionen.