Sandhed og dialog. Mission er da altid et forsøg på at vinde andre for Kristus

Debatindlæg skrevet af Morten Kvist

I DEBATTEN OM forholdet mellem mis-sion og dialog bragte Kristeligt Dagblad den 23. september en kronik af biskop Peter Fischer-Møller, hvor han forsøger at overkomme skellet mellem de to begreber. Modstillingen er falsk, hævder han og henviser til to ting: At ingen har patent på sandheden, og at man derfor ikke skal missionere. Dernæst en omfattende dialogisk praksis i forhold til både muslimer og andre.

Peter Fischer-Møller har ret i, at der ikke er et oplagt modsætningsforhold mellem dialog og mission. Hvordan i alverden skulle man kunne missionere uden at tale med folk, og dialog betyder vel netop samtale? Og skal det være en ordentlig samtale, må den vel føres i respekt for den, man taler med? Selvfølgelig, det er ingen uenige om. Hans vittighed om at kaste bibeler ned i faldskærme rammer ikke nogen.

Problemet er, at den almindelige brug af ordet dialog ikke bare betyder samtale mellem to parter og så det, de taler om. ”Dialog” er en kode i det politiske sprog, som går ud på at finde et kompromis, og som har fundet vej også til debatten om islam og kristendom. Den moderne relativisme har sneget sig med ind i ordet, at din religion kan være lige så god som min, for i grunden er der ingen forskel.

Peter Fischer-Møller er klar over faren. Han ved godt, at man ikke altid kan blive enige, men han får ikke rigtig lukket ned for relativismen, for så vidt som enighed altid er en hovedbestræbelse.

Endvidere skriver han: ”Hvis vi bilder os ind, at vi har patent på sandheden, og at mission går ud på at få andre til at overtage vores sandhed, så fører vi os selv og andre på vildspor.”

Øjeblikket forinden har han imidlertid skrevet, at kristentroens centrum er inkarnationen, at Gud blev menneske i Jesus Kristus. Kristus hævder om sig selv, at han er vejen, sandheden og livet, hvad Peter Fischer-Møller dog ikke nævner. Det burde han have taget med.

Hvis mission ikke går ud på at få andre til at overtage netop den sandhed, som er de kristnes, giver ordet ingen mening, og dåbsbefalingen falder også. Hvordan andre vil forvalte denne sandhed, hvad de kan se i den, og hvilke konsekvenser de vil drage, er deres egen sag.

At hævde, at Kristus er vejen, sandheden og livet, betyder ikke, som Peter Fischer-Møller synes at frygte, at man så har patent på sandheden om alle mulige forhold, kirkeordninger, etik med videre. Det betyder, at man har et sted at begynde sin søgen efter sandhed og et sted at se hen, og at dette sted er bedre end andre.

Forholdet mellem islam og kristendom har udløst debatten om mission og dialog. Begrebet sandhed, som noget vi skal holde i hævd, skal med. Ellers føres alle på vildspor. De to religioner hævder hver sin vej til sandhed og frihed, henholdsvis sharia og Kristus. Islam og kristendom er to forskellige åndsformer, der står i vejen for hinanden. Den forudsætning høres endog meget dårligt i Peter Fischer-Møllers kronik.

Det er altid fornuftigt at tale med andre med henblik på at finde sandheden. Den søger vi altid efter, og her kræves stor åbenhed. Det har vi lært af Kristus, for så vidt hans liv er uudgrundeligt, ikke af shariaen eller nogen anden lov, moderat eller ej.

Det er ikke åbenhed at sige, at din religion er lige så god som min, og at vi derfor ikke må kritisere hinanden og forsøge at omvende hinanden. Det er at træde sig selv over tæerne og i sidste ende at opløse sig selv. Det har vist aldrig været meningen med missions- og dåbsbefalingen.