Der har været valg til Rigsdagen i Sverige, og det har vi naturligvis også været optaget af i Danmark, men på en lidt underlig måde. Optagetheden har været iblandet det belærende, at disse svenskere ikke rigtig har forstået, hvad der er de væsentligste emner og ikke lever op til at være sande demokrater.
Af danske medier er de blevet belært om, at de har undertrykt den nødvendige debat om flygtninge og indvandrere, og at det ikke er klogt at holde Sverigesdemokraterne uden for indflydelse.
Vi er åbenbart klogere i Danmark. Morten Uhrskov Jensen, en af de toneangivende på den danske højrefløj, kunne endda i ”Deadline” i tv fortælle, at Sverige tenderede mod et totalitært samfund. Barske ord og næppe i overensstemmelse med svenskernes egne oplevelse af deres land.
Jeg synes, at den danske mediedækning af den svenske valgkamp og følgende rigsdagsvalg var forstemmende. For mig et udtryk mest af alt for en dansk selvoptagethed og selvglæde. At tænke sig, Sverige tager imod cirka ti gange så mange flygtninge, som vi gør. De må jo være dumme, eller de har helt overgivet sig til pladderhumanisme og godhedsindustri.
Det var ikke en helt ny tale, heller ikke når det handler om forholdet til den svenske kirke. Det har været hørt mange gange, at vi er meget bedre end dem. Den svenske kirke har tilladt sig at skille sig fra staten, og - som det er blevet sagt, ganske vist i en karikatur - den svenske kirke er kun optaget af, at skibene, der sejler gennem Øresund, skal have dobbeltskrog, og at det var en dårlig ide at bygge Øresundsbroen.
Det har altid været et godt polemisk trick: Vil du din modstander til livs, så kariker hans holdninger, så er du selv i salveten, og man har latteren på sin side. Det vidste allerede Søren Kierkegaard god besked om.
Jeg har et noget andet syn på den svenske kirke. Jeg minder om, at den har fostret nogle af de mest spændende teologiske personligheder i nyere tid.
Der var Anders Nygren, der var professor og sidenhen biskop, og som præcist formulerede den kristne kærlighedstanke, forholdet mellem eros og agape. Om kærligheden som gave eller som drift eller besiddetrang.
Eller Gustaf Alen, også både professor og biskop, der formåede at fremstille kristendommen som enheden af symbol og drama og i sin høje alder kunne frugtbargøre den nye forskning vedrørende den historiske Jesus, så nye indsigter ikke stillede sig i vejen for forkyndelsen, men tværtimod klargjorde den.
Eller Gustaf Wingreen, som jeg havde glæden af at møde, og hvis bog om ”Veksling og kontinuitet” var en åbenbaring tilbage i 1970'erne, fordi man derved fik sans for, at kirke og kristendom aldrig kan gøres til en entydig størrelse, men hvis mangfoldighed og modsætningsfuldhed er en pointe ved kristendommen selv.
Selv er jeg blevet meget inspireret af den tidligere biskop i Göteborg, Carl Axel Aurelius, der er en eminent Luther-tolker, og hans bog ”Till mötes” om kirken og dens udfordringer i det senmoderne samfund, om kirken som en brobygger, hvor nadveren optræder som et symbol på fællesskabet mellem forskellige mennesker, der ligesom ved søndagsmiddagen i familien bliver fælles om alt det, der skaber liv og muligheder, så forskellige vi end måtte være.
Aurelius, der nu har fået en tilknytning til det teologiske fakultet ved Københavns Universitet, er - også da han var biskop - netop en brobygger, også mellem den svenske og danske kirke. Han og jeg har talt om, at vi er meget forskellige i kraft af tradition og aktuelle udfordringer, men vi kan godt lære af hinanden. Og så har svensk teologi den fordel fremfor den danske, at den altid har været tæt forbundet med alt det andet, der har tildraget sig i svensk kulturliv, ikke mindst i litteraturen.
En af de største i den var lyrikeren, Gunnar Ekelöf, der døde i 1968. Han skrev et digt, som også godt kan tolkes at være om Jomfru Maria. ”Du sørger/ men ikke over din søn, som du har mistet/ du sørger over din egen ensomhed/ Derfor rettes alle de ensommes øjne/ mod dig, ensomme”.
Den store svenske litteratur har formået at inspirere og give indsigt - også til teologien i vort naboland. Men det er åbenbart ikke interessant for os.