DET VAR opmuntrende midt i al den ballade om migrantarbejdet at læse, hvordan tre fynske præster indledte deres indlæg med at konstatere ”I Fyens Stift går migrantarbejdet på to ben: dialog og mission: det er både-og” (18.9).
Hvordan kan vi bedst værne om dette både-og, som Torben Bramming indledte en ny kirkekamp imod i sin kronik samme dag? Forståelsen af betydningen af den interreligiøse samtale er så ny og så skrøbelig såvel i folkekirken som hos os katolikker, at jeg mener, at vi må kunne stå sammen om at forsvare den.
Torben Bramming anklager alle os tilhængere af den interreligiøse dialog for at ignorere, at dåben er nødvendig for frelsen. Selvfølgelig tror vi alle på, at det er dåbsvandet, som vil åbne Rigets dør for os, når tiden kommer, men det får os ikke til at forestille os Sankt Peter stående ved døren med en hel stabel gamle dåbsprotokoller for at sørge for, at kun vi, som har været heldige nok til at leve i en tid og et land, de kristne missionærer var nået til, slipper ind. Det er indlysende, at kun en mikroskopisk del af alle dem, som vi vil møde i Vores Fars hjem, blev døbte som vi. Men vi er alle undfangede af Guds ånd (1. Mos. 2, 7).
Vi kristne europæere var i den periode, som vi kalder de moderne tider, meget opmærksomme på missionsbefalingen, og vi bragte evangeliet sammen med vores europæiske kultur og vores kirkelige splittelser til de underudviklede samfund.
Det var dengang vi mente: Vi alene ved, så hør efter. Det fremmede ikke dialogen, at de med den bedste samvittighed blandede evangeliets forkyndelse med kulturel imperialisme, men hvis nogen havde foreslået at føre en samtale med de indfødte, ville de opfatte det som rent tidsspilde.
Derfor kom det som en stor overraskelse, da det seneste koncil (1962-1965) kom med en selvstændig erklæring om de ikke-kristne religioner, som formulerer det både-og, jeg indledte med, således: ”Derfor opfordrer Kirken sine børn til med klogskab og kærlighed og ved dialog og samarbejde med tilhængerne af andre religioner at vidne om den kristne tro og livsholdning og samtidig at anerkende, bevare og fremme de åndelige, moralske, sociale og kulturelle værdier, som findes hos de andre” (paragraf 2).
Næste milepæl var verdens bededag for freden i Assisi den 27. oktober 1986, hvor repræsentanter for alle verdens religioner mødtes for på samme tid og samme sted, men hver på sin måde at bede de himmelske kræfter om at skænke os fred. Der var ikke nogen egentlig dialog, men uden forudgående samtaler ville det have været umuligt.
Men disse samtaler havde ikke fundet sted i Vatikanets regi. Måske ville man i de romerske kontorer ikke have omtalt dem som ”religiøs våbenhvile”, som Torben Bramming gør, men deres manglende opbakning har sikkert bidraget til, at koncilets eftervirkning også på dette område har været skuffende.
Det er meget vigtigt at kæmpe for den interreligiøse dialog overalt, hvor den stadig foregår, og derfor er jeg så glad for de tre fynske præsters både-og. Denne dialog er en sart vækst, som vi må værne om.
Selvfølgelig glæder vi os, hver gang en muslim finder vejen til Guds kirke, men skulle vi ikke også glæde os, hver gang en muslimsk forsamling herhjemme får bedre vilkår til at leve sit trosliv?
De er nemlig ikke vantro, men anderledes troende. Kan vi ikke blive enige om, at vi også ved at hjælpe vores muslimske søskende til at blive bedre muslimer bidrager til Vorherres Riges komme?