Voltaire ville af med både fanatismen og kristendommen

Voltaires tolerance er et underfundigt begreb, og man kan kun være glad for, at vor tid ikke helt går i hans spor

Voltaire ville af med både fanatismen og kristendommen

I SIN ARTIKEL den 18. september peger redaktør Anders Ellebæk Madsen på, at Voltaires tolerancebegreb befinder sig milevidt fra vor tids politiske korrekthed. Derved løfter han en flig af Voltaires særegne forståelse af tolerancen, som udmærker sig ved sin spændvidde og sine nuancer.

Som artiklen fremhæver, var Voltaires tolerance ikke ensbetydende med pænt sprog. Den sproglige respekt, vi nu anvender over for andre racer og folk, var ham ukendt.

Om de sorte skriver han: ”Ved deres runde øjne, flade næse (“) den uld på hovedet og ved omfanget af deres forstand adskiller de sig uendeligt fra de andre menneskeracer. Beviset på, at forskellen ikke skyldes klimaet, er, at de negre, som bliver transporteret til de mest kolde lande, altid avler dyr af samme art”.

Om jøderne skriver han: ”De er menneskeslægtens fjender. Ingen civilisation, ingen videnskab, ingen udviklet kunst har nogensinde eksisteret hos denne afskyelige nation” (”Essai sur les moeurs”). Og under artiklen ”Tolerance” i ”Dictionnaire philosophique” skriver han: ”Denne nation er i mange henseender den mest modbydelige, der nogensinde har besudlet jorden”.

Den sprogligt ukorrekte Voltaire havde tolerancen på læberne. At sige, at han blot bekæmpede fanatismen og ikke den kristne tro, er dog lidt af en underdrivelse. Sommetider var Voltaire tilbøjelig til at støtte flertalsreligionen: ”det er meget godt at få menneskene til at tro, at de har en udødelig sjæl, og at der findes en hævnende Gud, som vil straffe mine bønder, hvis de stjæler mit korn og min vin.” (breve og ABC)

RELIGIONEN HAR SIN nytteværdi. Den tjener til at forsvare det hierarkiske samfund, som Voltaire nyder godt af. Men derfra og til at betragte ham som katolik er der en lang vej. Med sit retoriske talent har Voltaire ingen skrupler ved at skrive ”vi” (forstået som ”vi katolikker”), når han vil vinde publikums gunst.

Men dette ”vi” er et røgslør. Voltaire bekæmper ikke kun ”fanatismen”, han bekæmper den kristne tro, som han i dens helhed betragter som fanatisme: ”Gud kan under ingen omstændigheder være født af en pige eller være død i galgen; ej heller blive spist i et stykke dej; han kan ej heller have inspireret disse bøger (Det Gamle og Det Nye Testamente), som er fyldte med selvmodsigelser, vanvid og rædsel”. ”De (kristne) har lagt denne gud i et stykke dej (“), deres gud bliver ædt af mus, han bliver fordøjet og kommer ud af kroppen med afføringen” (”Sermon des cinquante”).

Dette er den Voltaire, som lancerede krigsråbet: ”Ecrasez l'Infme” (Knus den Infame). ”Den Infame” var ikke blot fanatismen eller kirken, men Kristus, ”den hængte”, og hans kors, ”en galge, man har forgudet”. Dette er den Voltaire, som underskrev sine breve med Misoprist (den, som hader præsterne) og Christmoque (den, som håner Kristus).

Hvem er så den gud, Voltaire beder til i afhandlingen om tolerance? Denne bøn er et lille mesterværk af maskeret stil; en karikatur af en kristen bøn, omformuleret som deistisk trosbekendelse. Han beder for ”de atomer, man kalder for mennesker” (ikke just en kristen betegnelse) og henvender sig til en unævnelig Gud, det abstrakte ”evige Væsen”. Voltaire formår to ting på én gang: at skabe en stemning, de kristne ikke umiddelbart tager afstand fra, og at angribe kristendommen.

Deismen og kristendommen er ikke parallelle religioner for Voltaire. Deismen (den naturlige religions fjerne Gud) skal erstatte kristendommen: ”Det er på tide at tilintetgøre den afgud”.

Voltaires tolerance er et underfundigt begreb, og man kan kun være glad for, at vor tid ikke helt går i hans spor.