KRISTELIGT DAGBLAD har i en række artikler siden den 11. september ført en kampagne mod den digitale udgave af N.F.S. Grundtvigs samlede værker, www.grundtvigsværker.dk.
I den forbindelse er der blevet fremført en del uholdbare påstande. Senest er den norske udgave af Henrik Ibsens skrifter blevet bragt på bane som et lysende modstykke. I avisen den 20. september hævdes det, at man på Ibsen-udgaven tænkte ”den brede formidling” ind fra begyndelsen, modsat det ufolkelige Grundtvigprojekt, hvor man først vil etablere en videnskabelig udgave og bagefter formidle den til folket.
Nu er det vist på tide, at nogen, der kender til sagen, blander sig. Undertegnede var fra 2006 med til at forberede ansøgningen om en finanslovsbevilling til Grundtvig-udgaven. Jeg var også leder af udgaven i dens første tre år fra 2010 til 2013. Forinden havde jeg i 1998-2009 været medlem af styregruppen for Henrik Ibsens skrifter, i 2008-2009 som formand.
For det første er det forkert, at den brede formidling var styrende for Ibsen-udgaven. I de 11 år, styregruppen eksisterede, havde vi kun ét for øje: at sikre en historisk-kritisk udgave efter højeste videnskabelige standard.
Udgaven skulle udkomme både i bogform og digitalt, men den digitale versions opgave var især at rumme de varianter, som ikke kunne rummes i bogudgaven (altså forarbejder til de færdige værker og senere udgaver af dem). Det er ikke noget særlig populært formål. Først da den videnskabelige udgave var næsten afsluttet, blev den mere populære formidling koblet til.
Ibsen-centerets nuværende leder, Frode Helland, citeres den 20. september for, at ”ønsket om den brede formidling har været vældig styrende for Ibsen-udgaven”. Men Helland var ikke en del af projektet i den tid, jeg var med, og læser man hans udtalelse med lup, fremgår det også, at han først udtaler sig om tiden efter 2009. Det er journalisten, der får det til at se anderledes ud.
Når Grundtvigs Værker kritiseres for at ville udgive først og gå i bredden senere, kan man altså ikke bruge Ibsen-udgaven som argument, tværtimod.
En anden uholdbar påstand fandt man i Kristeligt Dagblad den 12. september, hvor Dansk Folkepartis forskningsordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, blev citeret for, at ”hovedsigtet med Grundtvig Centeret var at få Grundtvig ud til alle - også et yngre publikum som folkeskole- og gymnasielever (...) Formidling må være kerneopgaven, ellers kan det være ligemeget”.
Men det er ikke rigtigt. Centerets opgaver var tre - med hovedvægten på den første: 1. At tilvejebringe en videnskabelig udgave af Grundtvigs værker 2. At forske i Grundtvigs forfatterskab og virkningshistorie og 3. At formidle viden om de samme to emner
Grundtvig Centerets samlede aktiviteter opfylder alle tre formål. Men at kritisere den videnskabelige udgave, som er centerets højst prioriterede opgave, for ikke at formidle bredt, er at blande tingene grundigt sammen - alt imens man vender dem på hovedet.
I øvrigt kunne det være klogt at kaste et blik på de store danske forfatteres udgivelseshistorier. Især Ludvig Holberg og Søren Kierkegaard er blevet gjort til genstand for flere videnskabelige udgaver af alt, hvad de har skrevet.
Af Holbergs samlede skrifter findes to udgaver. Af Kierkegaards samlede værker findes fire udgaver, af hans papirer (dagbøger, breve med videre.) findes tre. Af H.C. Andersens samlede værker findes kun én videnskabelig udgave, som er ganske ny (2003-2007), og i mange år blev det opfattet som en skandale, at den ikke fandtes.
Hvordan så med Grundtvig? Der findes fire forskellige udvalg af hans værker: Poetiske Skrifter (1880-1930), Udvalgte Skrifter (1904-1909), Værker i Udvalg (1940-1949) og Grundtvigs Sang-Værk (1944-1964).
Kun den sidste, som rummer hans salmer, er på et niveau, vi kan kalde videnskabeligt i dag. De andre ændrer rask væk i originalernes stavemåde og tegnsætning uden at gøre ordentligt rede for det, så man kan ikke stole på, at deres tekst er forfatterens. Desuden findes nogle udgaver af hans prædikener, som fraskriver sig videnskabelige ambitioner.
Men der findes altså ingen udgave af Grundtvigs samlede værker. Og slet ikke af hans skrifter, det vil sige både værker og papirer. Meget af, hvad han skrev, henligger enten utrykt eller findes kun i originaltrykkene, sat med frakturskrift, som få i dag kan læse og helt uden kommentarer. Det er vi nu ved at rette op på.
Dette med at udgive de store forfattere i videnskabelige udgaver er noget, som kulturnationer af og til gør. I Danmark Holberg, Kierkegaard og Andersen; i Norge Ibsen; i Sverige Strindberg og Almquist. Men Grundtvig? Alle er vist enige om, at denne indædte bekæmper af fordummelse bør foreligge i en pålidelig udgave frit tilgængelig for hans landsmænd. Hvilken rolle spiller Kristeligt Dagblad i denne situation?
Redaktionen svarer: Kristeligt Dagblad har ikke ført kampagne mod den digitale udgivelse af Grundtvigs Værker, men derimod skrevet en række artikler, hvori vi har videregivet kritik fra politikere og kilder i det grundtvigske miljø af Grundtvig Centrets formidlingsindsats. I alle artiklerne har repræsentanter for Grundtvig Centeret haft mulighed for at svare på kritikken. Grundtvig Centeret har en forpligtelse til at formidle viden om Grundtvig, også til andre end forskere, som centerleder Michael Schelde og bestyrelsesformand Mette Bock også siger i artiklerne. Det ville være forkert af Kristeligt Dagblad ikke at stille spørgsmål til projektet, der samlet set kan komme til at koste skatteyderne op imod 200 millioner kroner.