HVORI BESTÅR FOLKEKIRKENS opgave i forhold til nydanskere? Skal folkekirken udøve mission, diakoni eller dialog? Og er det et enten-eller eller et både-og?
Vi mener, det er en styrke med flere ben i migrantarbejdet. Og ud fra kirkens selvforståelse er det både legitimt og troværdigt, at vi møder nydanskere på forskellige måder. Som kirke i et flerkulturelt samfund er det en styrke at kunne trække på hele paletten af kirkens sendelse - og ikke kun gå på ét ben. Det sidste kommer der en sært humpende gangart ud af.
Vi synes derfor, det er en falsk modstilling, når mission, diakoni og dialog stilles op som uforenelige størrelser. I stedet er det frugtbart, når disse virkefelter på hver sin måde integreres i kirkens måde at møde den flerreligiøse virkelighed på.
Vi er sognepræster i hvert sit hjørne af Danmark - på Vesterbro og i Haderslev. Vores virkeligheder er vidt forskellige. Men vi deler ønsket om at møde vores nydanske medborgere som lokal folkekirke på flere ben. Det udfolder sig i sognearbejdet, uden at der er konflikt mellem de forskellige tilgange.
På Vesterbro har der gennem 30 år været en nær sammenhæng mellem diakoni, dialog og mission i arbejdet med nydanskere. I samarbejde med Vesterbro Sogn driver Danmisson ”Mødestedet”, hvor 80 procent af gæsterne er muslimer.
De opsøger fællesskab og rådgivning, men der findes også et bedeværelse for muslimer. Stedet drives i kristen ånd med bordbøn og månedlige gudstjenester, men uden direkte evangeliserende indsats.
I 2013 gennemførte vi en besøgsrunde til moskéerne på Vesterbro, som havde til formål at udvise godt naboskab og spørge, hvordan de oplevede at være troende i vores by. Når folk med muslimsk baggrund ønsker at vide mere om kristendommen, henvises der til en lokal kirke, Apostelkirken, som varetager undervisning og oplæring af konvertitter. To aspekter af det samlede arbejde blandt nydanskere varetages altså i to forskellige rum. Der er forskellige forståelser af forholdet mellem diakoni og mission blandt præsterne på Vesterbro, men der er aldrig blevet lagt hindringer for missionsarbejdet.
I HADERSLEV INVITERER folkekirken til månedlig ”Middag på Tværs”, der består af madfællesskab, samvær og andagt. Det er et åbent og inkluderende fællesskab, som både kristne og muslimer deltager i. Formålet er flersidigt: Vi fremmer kontakt mellem mennesker af forskellig kulturel og religiøs baggrund, vi tilbyder en diakonal indsats, vi deler den kristne tro, og vi er bro til det gudstjenestefejrende fællesskab.
En blandet landhandel af dagsordner, ja. Men i praksis fungerer det godt, fordi mennesker føler sig velkomne og frie til at tage, hvad de har behov for. Efter samme principper driver sognene også den månedlige gruppe ”Kvinder møder kvinder” i samarbejde med Luthersk Mission.
Sognene har desuden sammen med byens frikirker og Luthersk Mission et rent diakonalt initiativ: en kontaktfamilieordning målrettet nye flygtninge. Her mødes mennesker med næstekærlighed og tilbydes fællesskab i det danske samfund. Forkyndelse finder ikke sted, men hvis nydanskere efterspørger kirkefællesskab, imødekommer vi selvfølgelig det.
Endelig foregår dialogarbejde for at fremme god sameksistens i forhold til byens muslimer. Kirken medvirker her til at bygge broer frem for mure i det multireligiøse danske samfund. Det sker gennem samtaler mellem imam og sognepræst, med konfirmandbesøg i moskeen og gennem skoleprojektet Din tro - min tro.
Vores sogne går altså på flere ben i forhold til migranter. Ikke fordi vi er i splid med os selv, men fordi forskellige mennesker og situationer kalder på forskellige måder at være kirke på. Derfor er flerbenet migrantarbejde en ressource og styrke - og ikke en tyndbenet affære.