Kære emanciperede kvinder i vor tid! Jeres feminisme er blevet for snæver og for selvfed. Og den har mistet sit fokus.
Feminismen er blevet et venstreorienteret projekt, der mere skal fremme vores egen stats magt end fremme ligestilling og ligeværdighed for de kvinder i verden, for hvem disse elementære rettigheder burde være en selvfølge i en globaliseret verden.
På den ene side har vi fået hardcore-feministerne, der ikke tolererer gængse opfattelser af maskulinitet og hævder, at køn er en social konstruktion. De vil kun have mænd, de kan afrette, så mænds maskulinitet kan ligge i en kjolelomme og blive der.
Og på den anden side har vi fået de såkaldte amme- og livmoderfeminister, som gør det til ny kvindesag at stå på deres ret til at gå hjemme hos børnene og påberåbe sig retten til at være mor med stort M - helst i mange år og på det offentliges regning.
Langt de fleste erklærede feminister i Vesten er, viser det sig, kun feminister for at hytte egne mærkesager, og vel at mærke mærkesager for en småforkælet gruppe af middelklassekvinder, der i forvejen har fået både ligestilling og ligeværdighed
Men skal feminisme have mening i dag, må den både holde op med at kredse narcissistisk om de biologiske kønsforskelle og individuelle selvrealiseringsprojekter. Feminismen må igen blive universel. Heri ligger også, at vi som feminister må være tværetniske, tværkulturelle og tværreligiøse. Kun sådan kommer feminismen på omgangshøjde med en globaliseret og mangfoldig verden.
Hvordan skal kvinder verden over lære, at vi som kvinder har forskellige udfordringer alt efter, hvor vi bor og hvilken kultur, vi lever i? Hvornår vil vi forstå, at det gælder om at se ud over vores egen virkelighed og finde frem til, hvordan vi favner hinanden i en fælles kamp mod undertrykkelse og forskelsbehandling. Hvis vi vil være universelle, må vi kigge ud over grænserne. Vi må forcere kulturelle barrierer, religiøse barrierer, normer og etnicitet.
Vi skal ikke kæmpe for, at kvinder kan blive kone nummer 2, 3 eller 4, når det kun gælder det ene køn. Vi skal heller ikke støtte kræfter, der mener, at kvinder retmæssigt kan udsættes for vold, hvis de ikke makker ret, eller kan blive smidt ud, fordi manden er træt af dem.
Vores ramme må afstikkes af menneskerettigheder og selvbestemmelse. Måtte kvinder i andre kulturer og religioner med anderledes normer og værdier opleve sig selv som universelle feminister, så kan de vel også det, hvis deres kamp angår retten til selvbestemmelse og frihed til at vælge og respekt for menneskerettighederne.
Hvorfor har vi behov for at søsætte dette nye feminisme-begreb? Den ene af os er etnisk dansk og har “formastet” sig til at arbejde sammen med etniske minoritetskvinder i den tro, at dette var helt ukompliceret. Det har det så ikke været, idet kvindekampe åbenbart - i nogles optik - kun bør kæmpes af dem, der har disse kampe at kæmpe. Ikke en “søster”, der har sit på det tørre og bare er en ordinær gammeldansker. Danske elitære feminister mener ikke, det er deres kamp at kæmpe for kvinders frihed og ligestilling i andre kulturer. Det blev gjort meget klart over for den ene forfatter til denne kronik af de store danske kvindeorganisationer.
Men intet er så skidt, siger man jo, at det ikke er godt for noget. For denne uberettigede anklage førte til lange gode samtaler mellem os to kronikører, idet den anden kronikør er dansk-tuneser, journalist og forfatter og ikke mindst anser sig selv som hårdtarbejdende feminist. Det er hun også, for hun kæmper en brav kamp for kvinders frihed og retten til selvbestemmelse ikke mindst i sin egen kultur. Mouna kæmper både i Tunesien og herhjemme.
Vi undrer os over, hvordan nogen kan gradbøje begrebet feminisme til kun at gælde for en bestemt slags elitære velformulerede kvinder. Middelklassens kvinder har herhjemme opnået ligestilling. Ja i hele Vesten er vi godt med, i hvert fald for middelklassekvinderne.
Det kan imidlertid se anderledes ud for de mere socialt udsatte, fordi ligestillingskampen også er et socialt problem. Feminisme er nemlig ikke kun berettiget en bestemt gruppe kvinder, den burde rumme og favne bredt, kvinder fra alle sociale kår og lag, religiøse som sekulære i solidaritetens hellige navn.
Feminismens fællesnævner burde være, at alle kvinder i denne verden burde have en grundlæggende ret til at bestemme over egen krop og retten til at vælge sit eget liv.
Ingen normer, kultur, doktriner eller religion skal forhindre kvinder i at træffe egne valg om påklædning, livsstil og seksualitet. Udfordringen viser sig, når denne selvbestemmelse gælder for valg, “vi” ikke bryder os om. Eller sagt på en anden måde, værdier vi ikke forstår, eller som ikke er en del af vores værdinormsæt og kompatible med vores kvindesyn.
En sexarbejder skal således også have retten til at bestemme selv, men det skal en muslimsk kvinde med tørklæde også, selvom disse to kvindetyper måske i nogens øjne repræsenterer to modpoler.
Universel feminisme er universel og skal gælde for alle kvinder i verden uden nogen form for eksklusionsstrategi. Også de kvinder, der måtte vælge anderledes end herhjemme eller blandt egne kulturfæller. Det er ikke ligetil. Men vi anser det for nødvendigt i den verden, der er i dag.
Vi er dagligt i kontakt med kvinder fra alle verdensdele, og daglig konfronteres vi med så ekstrem kvindeundertrykkelse fra andre verdensdele eller fra andre kulturer, at en manglende bestyrelsesplads for danske elitære kvinder klinger tåbeligt.
Når det er sagt, skal vi selvfølgelig heller ikke udvande begrebet Universel Feminisme. Et “ønske” om underkastelse i en voldtægtskultur, eller underkastelse i en religiøs kultur, der bevidst udøver social, juridisk, økonomisk og seksuel magt over kvinder, bør vel næppe kunne kalde sig universelle feminister.
Men derfor kan vi godt lade dem leve sådan et liv, hvis de absolut vil, og hvis det valg bunder i et frit valg. Men vi skal selvfølgelig ikke støtte deres kamp, eller godtage den i den universelle feminismes navn. Til gengæld kan kampen godt udspilles i egne af verden, hvor kvinders ligestilling er anderledes defineret, fordi de lever i en anden kultur og med andre værdier og normsæt.
Overskriften må være kvinders ret til selvbestemmelse og frihed. Men vi må også indrømme, at der kan være visse udfordringer i at tage nogle kampe sammen med kvinder, der er langt fra de værdier, vi her i Vesten sætter så højt.
Dog er vi ikke fortaler for at importere den hvide feminisme i andre dele af verden, som ikke ønsker at leve efter den vestlige feminisme. Kvinder må selv bestemme og definere rammerne for den form for feminisme og feministisk kamp, der lever op til deres ønsker og behov.