Der er meget at undre sig over i Massoud-sagen

Massoud Fouroozandeh. Til BM

Det er vanskeligt at forstå, at der ikke er plads i den rummelige danske folkekirke til en præst som Massoud Fouroozandeh, skriver debattør Scanpix

Det er, som om kun muslimer må missionere, selv til hellig krig. Den kristne mission til fred, tilgivelse og næstekærlighed kommet i vanrøgt, skriver debattør

DER FOREGÅR LIVLIG mission i Danmark, også af hellige krigere til Islamisk Stat. I moskéer som i Grimhøj i Aarhus har der været drevet en udbredt missionsvirksomhed, så unge mænd er draget i hellig krig.

Til gengæld er den kristne mission til fred, tilgivelse og næstekærlighed kommet i vanrøgt. Massoud Fouroo-zandeh, som er konverteret fra islam til kristendommen og har bestået teologisk embedseksamen, har som præst i Fyens Stift døbt talrige muslimer. Massoud og hans familie har betalt en høj pris og bor i dag på en hemmelig adresse. Han har missioneret blandt muslimer.

Nu skulle man tro, at religionsfrihed og retten til at missionere også for kristendom var en selvfølge i Danmark. Kristendommen er - såvel som islam - en missionerende religion: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple”, som det lyder ved dåben, og som det også siges, når præster ordineres og aflægger løfte. Det er missionsbefalingen.

Det er, som om kun muslimer må missionere, selv til hellig krig. Blandt kristne er missionsbefalingen alt for ofte erstattet af ”dialog”. På Danske Kirkers Råds hjemmeside er der 496 henvisninger til ”mission” og 630 til ”dialog”.

Der er afgørende forskel på mission og dialog. Dialogen forudsætter synspunkternes ligeværd, mens mission forudsætter en sandhed, som man gerne vil udbrede til andre. Dialog bygger ofte på, at begges synspunkter er lige sande. Det er en relativisme, som missionsbefalingen opponerer imod. I åndens verden hersker der ikke neutralitet.

FOLKEKIRKEN HAR i misforstået respekt vist uvillighed til mission. Folkekirken skal selvfølgelig gøre det, som den er sat i verden for: udbrede kendskabet til evangeliet. Dialog kan være et middel hertil, men målet er altid mission. Det har hver præst med sit præsteløfte sagt ja til, og det tager Massoud alvorligt.

Det er vanskeligt at forstå, at der ikke er plads i den rummelige danske folkekirke til en præst som Massoud. Han har fulgt sin samvittighed og sit kald. Massouds dåbspraksis anfægtes, fordi han ikke straks sikrer, at de døbte meldes ind i folkekirken. Det bør naturligvis ske, og det må der findes råd for og skønsomhed for at gennemføre. Men den slags teknikaliteter bør ikke være udslagsgivende for, at en pionerindsats stoppes.

Mange folkekirkepræster har et tilsvarende problem. Det har vist sig, at mange børn, som blev døbt, efter at de havde fået navn, altså efter at de var mere end et halvt år gamle, ikke automatisk er blevet optaget i folkekirken. Fejlen beror på, at kirkebogsregistreringen ikke har husket manuelt at hakke et ”flueben” af.

Godt 11.000 døbte er derfor ikke registreret som medlem af folkekirken, hvilket fremskrevet til 2050 vil betyde, at ”en hel dåbsårgang” vil være tabt med et økonomisk tab tæt på en milliard kroner. Det er en opgave, som kirkebogsførende sognepræster og kordegne skal følge op på. Set i det lys burde opmærksomheden på Massouds indmeldelse af de døbte i folkekirken behandles med større storsind.

Drejer Massouds ansættelse sig om, at han ikke straks får meldt folk ind ved dåb, så er det en udfordring, som han ikke er alene om.

Den 8. november holder Helsingør Stift en konference ”Forfulgt, men ikke glemt”, hvor Klaus Wivel holder oplæg om sin bog ”Den sidste nadver”, og hvor Massoud igen i år prædiker.

Det er tredje gang, at der i stiftet arrangeres en konference med fokus for forfulg-te kristne. Gennem flere år har Helsingør Stift støttet ”Church of Love” missionsprojekt som en naturlig del af mellemkirkeligt arbejde.