Vi skal drage omsorg for de døende

Hvis den altoverskyggende værdi er den enkeltes ret til at vælge døden, er sagen fra Belgien ganske enkel, skriver dagens debattør

Det forhold, at en fange også får muligheden for assisteret selvmord, er en ganske simpel udvidelse af borgernes rettigheder i selvbestemmelsens hellige navn, skriver debattør. Foto: Scanpix
Det forhold, at en fange også får muligheden for assisteret selvmord, er en ganske simpel udvidelse af borgernes rettigheder i selvbestemmelsens hellige navn, skriver debattør. Foto: Scanpix. Foto: Søren Bidstrup. .

Fra Belgien hører vi historien om den fængslede forbryder, som får hjælp til selvmord. En ny debat om aktiv dødshjælp er hermed sikret. Grænsen mellem dødsstraf og dødshjælp bliver pludselig papirtynd, og i begge tilfælde spares samfundet for en økonomisk byrde.

Men som vi ser det i enhver debat om aktiv dødshjælp, spiller man nu trumfkortet, hvilket er argumentet om den individuelle ret til selvbestemmelse. Selvom den belgiske fange er berøvet friheden i fængslet, får han nu paradoksalt nok tildelt den ultimative frihed til at vælge døden. Sagen dukker op i kølvandet på en række sager fra Holland og Belgien, hvor stadig flere får tildelt den menneskelige ret til ikke længere at være menneske. 

Hvis den altoverskyggende værdi er den enkeltes ret til at vælge døden, er sagen fra Belgien ganske enkel. Selvom hver sag er tragisk på hver sin måde, er argumenternes skabelon uhyre simpel. En syg kriminel, en ensom enke, en deprimeret teenager, alle har de ret til at tage deres eget liv.

Det er valg, som placeres på linje med andre store valg i livet såsom ægteskab, arbejde, børn eller pension. Jeg har ret til at gå på pension fra livet, når jeg og kun jeg beslutter det. Det skal andre overhovedet ikke blande sig i. Jeg trækker mig tilbage fra livet, når kun jeg finder det ubærligt og uværdigt. 

Men selv belgierne tror ikke selv på dette. De forsøger at opsætte en række juridiske forordninger, som skal forsvare rammerne for den enkeltes ret til døden og desuden lukke munden på enhver, der blot tænker på at sige ordet ”glidebane”.

I den konkrete sag med den belgiske fange har han en uhelbredelig psykisk afvigelse, som hævdes at legitimere retten til assisteret selvmord. Sidste år takkede 1.800 belgiere ja til dødshjælp, hvilket er en stigning på 400 set i forhold til året før. Unge som gamle borgere med kræft, demens, eller psykisk sygdom fik denne hjælp. Det forhold, at en fange også får muligheden, er en ganske simpel udvidelse af borgernes rettigheder i selvbestemmelsens hellige navn. 

Men kan aktiv dødshjælp til individer fra en bestemt klasse i praksis adskilles fra en dom over værdien af mennesker tilhørende denne klasse? I den aktuelle sag fra Belgien er borgeren ikke blot psykisk ustabil, men samtidig ringeagtet som en forbryder af værste skuffe. Han er voldtægtsforbryder. Retten til at blive slået ihjel synes således ikke længere kun at bero på fysisk eller psykisk lidelse. Det beror nu også på en retfærdiggørelse, hvor det værdige også bliver det retfærdige.

Men hvis denne retfærdiggørelse tages til efterretning, må konsekvensen være, at gruppen af forbrydere, der kan få adgang til aktiv dødshjælp, udvides. Men dermed udvider man også antallet af personer, der føler sig værdiløse i kraft af deres gruppetilhørsforhold. Mennesker med svær fysisk eller psykisk lidelse kan ofte føle sig værdiløse og som en byrde for både familie og samfund. Nu kan forbrydere måske begynde at føle det samme. 

Men lad mig her anføre følgende: Hvad er det typiske svar fra en pårørende, hvis en nærtstående begår selvmord, hvad enten det beror på sygdom eller dyb fornedrelse? Svaret lyder ganske ofte: ”Det kom helt bag på mig. Havde jeg bare vidst, at hun havde det så svært, så havde jeg været der noget mere for hende.” Det umiddelbare svar er aldrig: ”Havde jeg blot vidst, at hun ville begå selvmord, så havde jeg dræbt hende.”

Selv når vi oplever nærtståendes store lidelse, forsøger vi at støtte, hjælpe, lindre, trøste og så videre. Vi hører sjældent nogen sige: ”Nu kommer jeg for at give dig den størst tænkelige hjælp. Jeg dræber dig.” Nej, vi hjælper i livet til døden uden sigte på at forlænge det unødigt. Vi lader døende dø og lader døden være en tilskikkelse.

Men døden kan være modbydelig. Den udsigtsløse koma, kræften der tog det meste af hjernefunktionen, ALS der tog enhver førlighed og så videre. 

Men i disse situationer skal vores samfund spejle de bedste menneskelige instinkter. Vi skal drage omsorg for den døende, særligt når det for patienten ser allerværst ud. Når vores medborgere føler sig skrøbelige eller ubrugelige, skal vi aldrig sende et signal om, at det netop er det, de er, for dernæst at sende en læge med den sidste sprøjte. Vi skal derimod værne om den, som er svag.

Mennesket har langt større værdi end den, der knytter sig til dets autonomi. Denne værdi kommer bedst til udtryk i måden, vi som samfund tager os af de svageste og mest sårbare på. Værdigheden vil her gives en plads, selvom den ofte kan være svær at få øje på.