Selvom det ikke er blottet for en vis meta-charme, at to middelklassekvinder - Mouna Daadouche og Karen West - i fredagens udgave af Kristeligt Dagblad (den 3. oktober) sendte en svada til resten af landets feminister i form af ordene: ”Nutidens feminister er en samling småforkælede middelklassekvinder,” kan vi ikke undslå os for at protestere. For kritikken er både letkøbt og ude af trit med virkeligheden.
For kvinder såvel som mænd kæmper dagligt for at gøre samfundet til et mere ligestillet sted. Det sker i organisationer som Dansk Kvindesamfund, Kvinderådet, Kvinfo, Kvinde Kend Din Krop, i diverse ligestillingsudvalg samt i mange interessegrupper og organisationer. Og det sker i den løbende dialog med medborgere i utallige hverdagsmæssige sammenhænge.
Efter vores opfattelse er det ikke forbeholdt middelklassen at kæmpe imod et løngab på 15-18 procent - der som bekendt vender den tunge ende nedad med traditionelle kvindejobs i plejesektoren på en solid bundplacering. Det er heller ikke forbeholdt middelklassen at insistere på, at fædre (og medmødre for den sags skyld) bør have de samme barselsrettigheder som mødre.
Og det er heller ikke forbeholdt middelklassen at kæmpe mod hverdagssexisme, usynlige patriarkalske kønsmagtordninger, stalking, partnervold og det faktum, at kun 150 af de anslåede årlige 3000 voldtægter (ifølge Center For Voldtægtsofre) ender i retten. Alt dette er ikke forbeholdt middelklassen, fordi det angår os alle, uanset klassetilhørsforhold.
De to debattører har ret i, at der i et ligestillingsperspektiv kan gøres meget mere for kvinder med anden etnisk oprindelse (og vi ser frem til at se, hvad de selv har i ærmet på den konto). Men det er ukorrekt at hævde, at intet bliver gjort.
For eksempel driver Dansk Kvindesamfund et krisecenter (med tolkebistand), Foreningen Mod Pigeomskræring arbejder for mere fokus på emnet i sundhedssektoren, The Everyday Sexism Project skaber opmærksomhed om den hverdagssexisme, der rammer alle kvinder uanset hudfarve, Kvinfo driver et anerkendt mentornetværk med særligt fokus på kvinder med anden etnisk baggrund end dansk, Kvinde Kend Din Krop kæmper for kropslig frigørelse for alle, og Kvinderådet samarbejder med kvindeorganisationer i Tunesien, Jordan og Egypten og var en af drivkræfterne for at få Istanbul-konventionen ratificeret i Danmark, som netop sætter fokus på partnervold og social kontrol.
Alle disse organisationer samarbejder og kæmper i øvrigt også for en opdatering af handlingsplanen fra FN's fjerde verdenskvindekonference i Beijing i 1995, der jo netop handler om et øget fokus på de menneskerettigheder, som de to debattører også efterlyser i deres debatindlæg. For solidaritet er global, også når det gælder kampen for selv at bestemme over egen krop, selv at definere sin kønsidentitet og selv at tage de beslutninger, som former ens liv.
Ved ligestillingskonferencen Nordiskt Forum Malmö 2014 talte direktøren for UN Women, sydafrikaneren Phumzile Mlambo-Ngcuca. Her udtalte hun blandt andet at: ”Hvis I vinder kampen mod vold, så vinder I for os alle. Sådan er det med global solidaritet: Vi bruger hinandens erfaringer til at komme videre. Vi behøver jer til at tage den kamp og vinde den, så vi kan have jer som forbillede i resten af verden. Hvis vi kan pege på Danmark, og sige: ”De gjorde det!”, så betyder det, at det rent faktisk kan lade sig gøre. At det er muligt.” Og det har vi tænkt os at efterleve!