Der er mange måder at håndtere krise, sorg og smerte på. Debatten om, hvorvidt der må være præster og religiøse ledere på landets hospitaler, skal handle om, hvordan vi bedst hjælper mennesker igennem de voldsomme kriser, der knytter sig til alvorlig sygdom og død.
Ikke om hvorvidt der kommer religiøse vurderinger ind over behandlingerne. Det siger sig selv, at ingen læge med respekt for sig selv vil lade andet end faglige hensyn afgøre den medicinske del af behandlingen. De etiske spørgsmål er beslutninger om liv og død, som går ud over fagligheden og kræver noget af det enkelte menneske, den enkelte ansatte, hvor der ofte ingen rigtige svar er på forhånd. Kun vurderingen i den enkelte situation.
Jeg har selv været i praktik som præst på Rigshospitalet. Jeg fik lov til af følge tre vidunderlige mennesker, der hver dag gjorde en uvurderlig forskel for dem, de talte med.
Jeg kom med ind til forældreparret, der netop havde været igennem en voldsom fødsel og nu stod med to døde piger født i ottende måned. Lægerne havde ikke mere at gøre. Pigerne lå færdige og fine med lukkede øjne i den lille vugge på stuen.
Jeg kan huske, jeg gruede for at gå ind til dem, men så snart vi var derinde, havde vi en professionel funktion og kunne derfor være med dem i al deres rædsel og smerte. Vi sang ”Nu titte til hinanden” med forældrene og talte med dem. Vi var hos dem i de første og mest dramatiske minutter af deres nye store sorg. Vi hjalp dem med at leve bare en lille smule. Med at begynde det sværeste af alt: at sige farvel til sine egne børn.
Jeg kan huske, hvordan præsten Christian rakte hånden ned i vuggen og lagde sine hænder på børnene og bad for dem. Jeg aner ikke, om forældrene var religiøse. Men jeg tror, at i det øjeblik ville de bare gerne vide, at nogen passede på deres små piger, når de ikke længere selv kunne. At de var i gode hænder, nu når de var revet ud af deres. Jeg kunne fortælle jer om landmandsparret, hvor faderen var kommet til at køre sin lille søn over med sin traktor, så drengen nu lå i koma. De kunne ikke gøre andet end at vente. De anede ikke, hvad de skulle gøre af sig selv og satte sig derfor ned i kirken noget af tiden og kaldte præsten op på stuen for at være hos dem på andre tidspunkter. Den lille dreng klarede den, og det er et af de fineste øjeblikke i mit liv, da jeg så forældrenes lettelse. Lægerne reddede hans liv. Jeg tror, præsterne var med til at redde forældrenes forstand i de øjeblikke af usigelig rædsel, de gik igennem.
Jeg kunne fortælle jer om ægteparret på min egen alder, hvor manden gennem nogle måneder gik fuldstændig i opløsning af en galoperende kræftsygdom.
Her var det præsten Lotte, der fulgte dem. Talte med dem. Gjorde dem klar til det, der måtte ske. Hun rørte ved ham, selv da han lå de sidste timer, før han døde, helt forkert farvet med mug på tungen. Hun så ham ikke som en syg krop fuld af kræft, som lægerne bliver nødt til. Hun så et menneske. Hun talte til et menneske. Og hun var den, som ægtefællen helst ville have hos sig, mens hendes mand døde.
Alt dette kan man ikke vide, hvis man ikke selv har været der. Men vil I, der tager diskussionen, ikke nok vise forståelse for, at andre kan have anderledes behov end I selv?