MORTEN KVIST skrev den 27. september om forholdet mellem mission, dialog og sandhed.
Jeg tror, vi langt hen ad vejen er enige, men vi mangler afklaring af, hvad vi mener med ordene.
Når vi i Danmission bruger ordet dialog, mener vi ikke, at formålet er at nå kompromiser, alle kan leve med. Kvist tager altså fejl, når han påstår, at dialogens hovedbestræbelse er at nå til enighed.
I kronikken den 8. oktober begår Birgit Bertung samme fejl, når hun skriver: ”Dialog betyder samtale med det underforståede formål at komme overens.” Dialogens formål er ikke at blive enige, men at indgå i en samtale ud fra den tro, man har. Vi kompromitterer ikke vores kristne tro ved at have samtaler med mennesker, der tror noget andet. Som Kvist selv siger, så indgår vi i en dialog ud fra det, vi som kristne er overbeviste om er sandheden: at Kristus er vor Herre og Frelser; at Han er den sande vej til livet.
Det, man også skal holde sig klart, er, at vi har forskellige formål med de samtaler, vi indleder med andre. Når Morten Kvist går ned ad H.C. Ørstedsvej i Herning, møder han måske fru Jensen. Han ved, hun for nylig har været syg, og spørger, hvordan hun har det. Det er en dialog, der udspringer af medmenneskelighed, fordi vi bryder os om hinanden. Hvis vi svinger os lidt højt op, så er megen dialog et udslag af næstekærlighed, omsorg og nysgerrighed.
Det kan også være, at Morten Kvist gerne vil missionere lidt mere og så spørger fru Jensen, om hun kunne tænke sig at være med i kirkens litteraturkreds. Eller hvis han missionerer lidt kraftigere, spørger han hende, om hun kunne tænke sig at komme i kirke på søndag. Og det kan jo være, fru Jensen spørger ham, om han vil besøge hende en dag, hvor hun så over kaffekoppen fortæller, at hun gik til healer for at blive rask, at hun tror på reinkarnation, og at hun fastede og bad til Jesus om helbredelse.
Det kan de jo så indlede en dialog om, ikke for at blive enige eller for at finde et kompromis, men for at sige, at de måske ikke er enige, og at deres tro på en række områder ikke er den samme. Men forhåbentlig har de også udfordret hinanden og er blevet lidt klogere på deres egen tro i løbet af samtalen.
NÅR KRISTNE OG MUSLIMER mødes og taler sammen, når de har en dialog, er målet heller ikke enighed. Islam og kristendom er forskellige religioner, forskellige veje til Gud, hvor vi som kristne er overbevist om, at Jesus er vejen.
Hvor er så forskellen på mission og dialog trods slægtskabet? Dialogen er den medmenneskelige samtale, hvor vi kan blive enige om at gøre noget sammen for at forbedre leveforhold, samarbejde trods forskellighed, hvor vi lærer hinanden at kende, og hvor vi i mødet med det anderledes selv når større afklaring af, hvad vi tror på, og hvor troen kan beriges, fordi vi også ser, at Gud er virksom i de andres liv.
I Danmission er denne form for dialog også mission, fordi den er udtryk for medmenneskelighed, næstekærlighed, om man vil, fordi den skaber fred og gensidig respekt. Mission har altid også haft denne side i arbejdet, nemlig at virke sammen med andre for bedre levevilkår og for et fredeligt og retfærdigt samfund. Menneske først.
Dialogen kan også blive mere intens og inviterende, og der kan så være en mere aktiv, indbydende kristen forkyndelse i samtalen. Det er den form for forkyndelse, der vil vinde andre for Kristus.
Denne kalden andre til at blive kristne, denne indbydelse søger vi, hvor vi kan. I andre dele af vort arbejde er det ikke muligt, for så dør dialogen, og så mister vi muligheden for at arbejde sammen med anderledes troende for en bedre verden, og det er der også brug for.