Folketingsmedlem Esben Lunde Larsen (V) skrev i Kristeligt Dagblad den 3. oktober nogle mærkelige ting. Han skrev for eksempel ”Den evangelisk-lutherske teologi og tænkning, som har skabt et rum for åndsfrihed i Danmark“”. Hvad er det lige, at han tænker på med åndsfrihed i evangelisk-luthersk teologi?
Fra reformationen i 1536 og til grundloven af 1849 havde Danmark religionstvang, man skulle være døbt til statskirken i landet. Vor store landsmand Niels Steensen blev udelukket fra et professorat i København, fordi han var konverteret til katolicismen. Og så sent som i 1840'erne blev baptisternes børn tvangsdøbt i statskirken.
I den Augsburgske Bekendelses artikel 1 fordømmes en række kætterier - blandt andre muhamedanerne. Troskab mod denne bekendelse er som bekendt en del af præsteløftet. Grundlovens trosfrihed var ikke i 1849 et varmt ønske i kirken. I 1825 blev Grundtvig idømt livsvarigt censur af enevældens myndigheder. Er det åndsfrihed?
Men det var jo før grundloven, vil nogen sige. Hvad med i dag? Birthe Andersens juleprædiken i 1983 i tv vakte blandt andre politikeren Erhard Jakobsens (CD) vrede.
For cirka et år siden var der en sag om en byrådspolitiker, som ville afskedige de præster, som var imod abort- åndsfrihed? Tidligere i dette år var en anden politiker ude efter de præster, som ikke ville vie homoseksuelle. Er det åndsfrihed?
Esben Lunde Larsen vil forbyde folkekirkens præster at tale om miljøødelæggelser, udbytning af Jordens ressourcer og elendige arbejdsforhold i Den Tredje Verden. Så hvad tænker Esben Lunde Larsen egentlig på med forkyndelsesfrihed og åndsfrihed?
Esben Lunde Larsen gør sig også klog på folkekirkens kerneopgave: at forkynde evangeliet. Evangeliets forkyndelse har fra kristenhedens første dage via Martin Luther og frem til vor tid handlet om ”synd og nåde”. Jan Lindhardt skriver et sted: ”Evangeliet er for syndere, men hvad hvis man ikke vil forstå sig selv som synder eller skyldner?”. Hverken Lindhardt eller jeg ved noget om, i hvilket omfang nutidens danskere forstår sig selv som syndere, men jeg forstår hans spørgsmål, fordi hvad er synd i vor tid? Ved Esben Lunde Larsen det?
Vi er trælle under loven, konkret straffeloven og færdselsloven, derfor gør vi normalt ikke, hvad loven forbyder. Men hvad gør vi faktisk? Jeg tror, at en del af Kristeligt Dagblads læsere mindst en gang har cyklet uden cykellygte i lygtetændingstiden? Er det synd? I gamle dage var for eksempel ikke-ægteskabelig sex en svær synd, men sådan opfattes det ikke nødvendigvis i vor tid.
Men hvad forstås som synd i vor tid? På generalforsamlingerne i min pensionskasse spørges der ivrigt til, om vore investeringer er bæredygtige og etisk forsvarlige, banker og de fleste andre store virksomheder gør meget ud af i deres årsberetninger at fortælle om deres etiske og bæredygtige profiler.
Vore butikskæder og sundhedsmyndigheder prøver også at hjælpe os til en korrekt levevis, økologi og bæredygtighed, så ingen rygning og alkohol. For hvilken verden og hvilke personlige eksempler vil vi give videre og overlade til vore børn, børnebørn og oldebørn?
Den politiske teologi har aldrig rigtig slået rod i Danmark, men i vore nabolande Tyskland og Sverige er det et selvfølgeligt emne at tale om ”den strukturelle vold” (Dorotee Sölle med flere), som den uhæmmede, kapitalistiske økonomi bevirker i forhold til verden udenfor vort Europa: Synd!
Når nabokirkerne har officielle holdninger til miljø- og ulandspolitik peger de med rimelighed på de rige landes kollektive syndighed, som er udbytning af den øvrige verden. Jeg frygter, at der er lange udsigter til Guds nådige tilgivelse af vor kollektive syndighed.
I vor tid har Moselovens formaning i 2. Mosebog (20, 6): ”Jeg straffer fædrenes skyld på børn, børnebørn og oldebørn“” større mening end nogensinde tidligere.