Nogle hævder, at Islamisk Stat (IS) ikke har noget med islam at gøre eller har misforstået islam. Men som eksempelvis den konservative Rasmus Jarlov fra Københavns Borgerrepræsentation har sagt det, så har IS desværre med islam at gøre.
Spørgsmålet er mere på hvilken måde? De onde mordere og menneskeforagtende sadister finder en del af deres inspiration i islams skrifter. Rasmus Jarlov bemærker med henvisning til Naser Khaders seneste bog, at ”islams hus” trænger til at blive renoveret. Kirsten Sarauw er inde på det samme i sin gode kronik her i avisen den 1. oktober, ”Løgn over løgn”, hvor hun skriver, at islam trænger til at blive reformeret. Hun omtaler det dog som en slags mirakel, hvis det skete, og forklarer, at så længe hvert ord i Koranen regnes for Allahs præcise diktat, der ikke kan eller må fortolkes væk, så er det svært.
Det er jeg enig i, og det rummer en del af nøglen til forståelsen af den alvorlige situation og de trusler, der i dag er mod den frie verden. Vores religioner er så forskellige af natur, at det egentlig forekommer forkert at betegne dem ved samme ord. Kristendommen har så lidt lovreligion og politisk indhold i sig, så hvis det er denne religion, der er vores umiddelbare forståelsesgrundlag og referenceramme, så er det svært at forstå og trænge ind i islams væsen og indre kerne.
Derfor mener jeg, at det giver mening at skelne mellem islam og islamismen. Det giver en bedre forståelse, og det giver mulighed for at præcisere. Det har også den store fordel, at man så tydeligt kan anerkende og give plads til de muslimer, der ønsker at bortfortolke dele af islam for at kunne være demokratiske borgere. Islamisterne ønsker at fratage dem friheden til at bortfortolke det indhold, der er i konflikt med ønsket om at være en vestlig frihedsorienteret demokrat.
Der er en grund til, at vi hører mere til de ortodokse og bogstaveligt fortolkende muslimer, islamisterne, end de demokratisk orienterede. Der er en grund til, at Naser Khader havde problemer med i sin tid at få sit projekt Demokratiske Muslimer til at fungere og til, at det var ham, der i perioder måtte have livvagter. Og for en helt almindelig muslimsk pige, der er vokset op her i Danmark, som ønsker at være en demokratisk frihedsorienteret pige, der kan være ligestillet med de unge mænd og drenge omkring hende, er det som oftest yderst problematisk, fordi hun da sætter sig op imod sharialoven, der er ligeså central i islam, som næstekærlighedsbudskabet er i kristendommen.
Egentlig giver det jo heller ikke mening at fortolke centrale dele af islam som shariaen, der i øvrigt er ret veldefineret og tydeligt fremgår af islams skrifter, helt eller delvist væk fra islam. Men vi bør gøre alt for at støtte de moderate muslimer, der ønsker det.
Vi bør blot være helt klar over, at der så må være tale om en slags omvendt reformation i forhold til den, Luther satte i gang og lykkedes med. Han påviste, at man havde bevæget sig væk fra kernen og budskabet i Det Nye Testamente, som pavemagten havde misbrugt til at få magt og rigdom fra folket. Med islam skal man ikke søge dybere ind i kernen, men derimod fortolke en del af indholdet væk. Man skal ikke kun søge tilbage til kilderne. Ved en ortodoks og meget ordret fortolkning af islam får man nemlig islamismen frem.
Islamismen - også kaldet politisk islam - kan defineres som en religiøst baseret ideologi, der rummer en totalitær tolkning af islam, hvis endemål er erobringen af verden med alle midler (se blandt andet ”Islamisme” af Mehdi Mozaffari, Informations Forlag, 2013).
Vores udenrigsminister Martin Lidegaard (R) siger, at krigen mod IS i Syrien og Irak ikke er en krig mellem Vesten og islam. Det synes jeg, han har ret i, men jeg mener, at det er en krig mod islamismen. Vi bør fare med omtanke og være klar over, at islamismen som sådan altid bør bekæmpes overalt, så vidt overhovedet muligt. Det gælder i øvrigt også inden for vores egne grænser.