Det ansigtsløse samfund tager over

Det ansigtsløse samfund er et samfund, hvor man må betjene sig selv uden at møde et andet menneske. Men er isoleringen af det enkelte menneske en god idé? spørger debattør

Mennesket er skabt til at leve livet i fællesskab med andre til gensidig gavn og glæde. Men i disse år synes det at gå i retning af isolation af det enkelte menneske. Foto: Iris
Mennesket er skabt til at leve livet i fællesskab med andre til gensidig gavn og glæde. Men i disse år synes det at gå i retning af isolation af det enkelte menneske. Foto: Iris.

Mennesket lever ikke alene på en ø, plejer man at sige. Mennesket er skabt til at leve livet i fællesskab med andre til gensidig gavn og glæde. Men i disse år synes det at gå i retning af isolation af det enkelte menneske.

Singlekulturen har bredt sig mærkbart blandt yngre mennesker i de senere år - og det tilsyneladende ad frivillighedens vej. En isolering af det enkelte menneske. Men i samme periode har samfundet skubbet på i samme retning og skabt en udvikling, der også rammer de svageste i samfundet.

Som tidligere omtalt her i avisen har vi bevæget os ind i det ansigtsløse samfund. Et samfund, hvor man må betjene sig selv uden at møde et andet menneske og uden at kunne få hjælp til løsning af problemer, man står i. Et samfund med jernbanestationer uden egentlig betjening, banker med yderst begrænset kassebetjening og den igangværende digitalisering af samfundet, hvor det enkelte menneske skal blive hjemme ved computeren for at få en slags kontakt med borgerservice, Skat og så videre. Det hele for at spare penge.

Sidste skud på stammen er den vakuumpakkede ældremad - såvel varm mad som smørrebrød - der nu uddeles én gang om ugen til ældre, som ikke kan klare sig uden hjælp. De vil nu få ét besøg per uge, mod det tidligere daglige besøg af hjemmehjælperen. Ét besøg - goddag og værsgo - og så farvel. Ingen samtale. Også dét sker angiveligt, fordi der kan spares millioner af kroner.

Den vakuumpakkede varme mad kan holde sig i 15 dage og smørrebrødet i ni dage i den ældres køleskab. Så når sidste portion spises, er den mindst en uge gammel. Det lyder ikke just befordrende for ens sult. Det bemærkelsesværdige er, at det sker kort efter, at fødevareminister Dan Jørgensen (S) har sat gang i en proces, som skal gøre madlavning og spisning til et centralt punkt i danskernes hverdag. Der skal være duft i hjemmet og hygge om bordet. Men vakuumpakket mad giver hverken duft eller hygge. Hvor er fødevareministeren i denne sag?

Hvad er der sket i vores samfund, siden først bankerne, så DSB, staten og nu kommunerne i den grad mangler penge? I de seneste 50-60 år har vi levet i et samfund, som har været stolt af at være rigt, så en omfattende velfærd har kunnet komme alle til gode.

Men i de seneste 10-15 år har der i tiltagende grad skullet spares, så det nu også skal gå ud over de svageste i samfundet. Har velfærden bygget på forventet efterbevilling? Har vi levet over evne?

Alle de nævnte tiltag er sket under dække af, at der kan spares millioner af kroner. Også digitaliseringen og også den vakuumpakkede mad. Men hvad millionerne skal bruges til, forlyder der ikke noget om. For mig at se er det dog ikke rimeligt at lade de svageste i samfundet betale for, at andre eventuelt har brugt for meget.

Det er naturligvis muligt, at beslutningstagerne helt alvorligt mener, at den vakuumpakkede mad er fortræffelig. Hvis det er tilfældet, vil jeg forslå, at alle offentlige køkkener - såvel de statslige som de kommunale - nedlægges og erstattes af store køleskabe til vakuumpakket mad, og at storkøkkenerne så én gang om ugen bringer ”madpakkerne” ud til embedsmænd og politikere og lægger dem i køleskabene.