I en kommentar den 14. oktober gør direktøren for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Hosea Dutschke, sig til talsmand for at ”se velfærd som et fælles anliggende; noget vi sammen tager ansvar for i fællesskab, både borgere, frivillige, pårørende og kommunen. Vi kalder det 'Kærlig Kommune'”.
Vi ser den samme tendens i andre kommuner, nemlig at man ønsker at slette skellet mellem det offentlige og civilsamfundet. Nu ønsker man ikke længere at skelne mellem ”os og dem”, nu skal vi alle være et kommunalt ”vi”. Tanken er i og for sig sympatisk nok, da løsninger i fællesskab altid er at foretrække. Men set i et demokratisk perspektiv er det en farlig udvikling, fordi vort demokrati netop bygger på, at vi har forskellige roller, som ikke skal blandes sammen.
Som samfund har vi etableret det offentlige som en lovgivningsmæssig og administrativ ramme om vort liv, og dermed har vi også givet det offentlige myndighedsfunktioner til at bestemme over vort liv i juridiske og økonomiske sammenhænge.
Som interessevaretagende organisationer må vi derfor advare meget imod, at disse myndighedsfunktioner blandes sammen med borgernes civile rolle i et stort kommunalt ”vi”. Hermed gøres både demokratiet og retssikkerheden uigennemskuelig.
Vi ser det for eksempel, når Aarhus Kommune udråber sig selv til ”kærlig kommune” og iscenesætter sig selv som generøs og frihedsskabende kommune. For borgeren bliver det her uigennemskueligt, hvornår man er underlagt kommunens kærlige omsorg, og hvornår kommunen bruger jernnæven i fløjlshandsken til at træffe afgørelser vedrørende borgerens ydelser på et for borgeren utilfredsstillende grundlag.
Den nye kommunale ”kærlighed” skal ses i forlængelse af det meget udbredte koncept ”borgeren i centrum”. Et koncept, som har bredt sig både på det sociale og sundhedsmæssige område, og som med KL's formulering bygger på, at ”borgeren er den fremmeste ekspert i eget liv”.
Også dette er jo en sympatisk tanke, men også i denne sammenhæng bliver det uigennemskueligt, hvornår det offentlige lytter til borgerens ekspertise, og hvornår man som offentlig instans med myndighed og faglighed gennemtrumfer sin egen magt og ekspertise. Eksemplerne er mange lige fra kommunernes servering af vakuumpakket smørrebrød til kommunernes stop for borgernes sygedagpenge, før de er raske.
Fra frivilligt forum ser vi som sagt med betænkelighed på denne udvikling, fordi den også har som konsekvens, at kommunerne i stigende grad vælger de frivillige sociale organisationer fra som samarbejdspartnere omkring frivillighed i kommunen. Dette på trods af at kommunerne selv for et år siden var med til at formulere og vedtage et ”Charter for samspil mellem den frivillige verden og det offentlige”, hvor der blandt andet står, at ”foreningsdannelsen er rygraden i frivilligheden. Herigennem udvikles dannelse og demokratisk medleven. Det offentlige skal aktivt medvirke til at skabe relevante rammer for den frivillige verden og understøtte den enkelte borgers frivillige indsats og foreningernes organisatoriske arbejde”.
Det er både beskæmmende og utilfredsstillende, at mange kommuner lige siden charterets vedtagelse har forsøgt at springe dette organisatoriske led over for selv både at være interessevaretagere og serviceleverandører over for borgerne.
Vi har derfor behov for en debat om, hvordan vi sikrer den demokratiske rollefordeling, som hidtil har været grundlaget for det danske demokrati.
Vi lever i et individualiseret og pluralistisk samfund, hvor både offentlige, private og kommercielle instanser kappes om at sætte borgeren i centrum med det resultat, at borgeren selv har meget vanskeligt ved at gennemskue, hvilke interesser han/hun som borger er centrum for.
Ikke mindst svage borgere, børn, ældre, arbejdsløse, syge og handicappede kan i disse sammenhænge have meget vanskeligt ved at gennemskue, hvilken dagsorden de egentlig er underlagt.