Hvad gør vi over for Islamisk Stat og lignende radikale bevægelser? Et svar, man ofte ser på Kristeligt Dagblads debatsider går på, at det nu er på tide at stå fast på de kristne værdier og ikke bukke under for pres. Det er helt rigtigt; over for IS og den slags terrorbevægelser er det nødvendigt at stå fast på de kristne værdier.
Spørgsmålet er naturligvis, hvad det betyder at stå fast på de kristne værdier? Betyder det at modgå vold med vold, at sætte hårdt mod hårdt? Det kan det vel ikke gøre, da denne tilgang er karakteriseret ved at være ikke kirkens, men nationalstaternes og hærenes tilgang til konflikter og dermed lige præcis ikke et udtryk for de kristne værdier, som det er så nødvendigt at stå fast på.
Men hvis det ikke er i nationalstaternes realpolitik og hærenes krigsretorik, at vi ser modellen for, hvad den kristne tilgang består i, hvor finder vi den så? Det er vel ikke så kompliceret endda?
Hvis vi vil finde frem til, hvad det betyder at stå fast på de kristne værdier, så må vi gå til det sted, hvor kristendommen henter sine værdier. Det er i historien om en mand, som blev udsat for vold og uret, men mødte det med ikke-vold og tilgivelse. Det er, hvad det betyder at stå fast på de kristne værdier.
Er det for let et svar, er det hippie-kristendom? Man kan måske tillade sig selv at forsøge at stå fast på de kristne værdier og følge Kristi tilgang til, hvordan man møder vold, men er det ikke uansvarligt over for dem, man holder af, som så måske står uden nogen for form beskyttelse?
To svar hertil. For det første indebærer ethvert valg, man tager, altid konsekvenser for dem, man holder af. At holde af nogen betyder, at liv bliver viklet sammen. Det er et radikalt valg at forsøge at stå fast på de kristne værdier, og derfor rummer det også radikale konsekvenser for dem, man står i forbindelse med.
At sige, at man vil ”stå fast på de kristne værdier,” betyder, at både en selv og dem, man holder af, muligvis bliver udsat for lidelse.
Når det er sagt, så er det sandsynligvis sådan, at den pacifistiske tilgang, vi finder i evangeliernes historie om Kristus, også er den tilgang, som bedst nedtrapper en konflikt. Men hvilken tilgang, vold eller pacifisme, der er den mest effektive, er vel i grunden ikke hovedsagen.
Det leder videre til den anden del af svaret. Hvis Kristus har forelagt et eksempel for, hvordan man håndterer mødet med vold, hvem er så vi til at stille spørgsmål om dets berettigelse og realisme? At stå fast på de kristne værdier betyder at stole på, at Gud er klogere end os og i Kristus har åbenbaret, hvordan man skal håndtere mødet med vold, selvom det fra vores begrænsede perspektiv kan forekomme svært.
Hvis vi ikke tror, det er muligt at elske vores fjender, så kan vi lige så godt droppe snakken om kristne værdier. Og man elsker nu engang ikke sine fjender ved at slå dem ihjel.
At stå fast på de kristne værdier er ikke den nemme løsning. Det er ikke sikkert, vi altid har fantasien til at forstå, hvor omfattende et udsagn det er at ”stå fast på de kristne værdier”.
Sådan er det nu engang i vores dagligdag mellem kartofler og pensionsindbetalinger.
Men vi må i det mindste holde fast i en præcis sprogbrug. En opfordring til at stå fast på de kristne værdier kan i sagens natur ikke være en opfordring til verdens måde at løse konflikter på gennem vold og krig. En opfordring til at stå fast på de kristne værdier må være noget langt mere omfattende, radikalt og smukt.