Debatten om børneinstitutioner og det institutionaliserede børneliv er ofte præget af sure miner og mishagsytringer. Det kan skyldes de arbejdende småbørnsforældres kronisk dårlige samvittighed over ikke at kunne tilbringe mere tid sammen med deres børn. Og det kan naturligvis afspejle konkrete, mindre heldige erfaringer med institutioner og pædagoger.
Udgangspunktet for dette indlæg er, at der også er brug for at fortælle en anden slags fortælling, der sætter fokus på de mange positive erfaringer, som børn og deres forældre har med børneinstitutionerne og det store og meget vigtige arbejde, der udføres af pædagoger og pædagogmedhjælpere. Den følgende fortælling drejer sig om gennemførelsen af et såkaldt ”rejseprojekt” i børnehaven i den selvejende institution Riiset i Brønshøj.
Udgangspunktet for rejseprojektet var, at vi lever i et mere og mere multietnisk samfund, hvor der er behov for at forstå mennesker med andre kulturer og levevilkår, ikke mindst for at understøtte tolerance og integration.
Målet var at bidrage til at skabe større åbenhed over for mennesker med andre kulturelle baggrunde, og udfordringen var at gøre det både lærerigt og sjovt for børnene. For at sætte nogle ansigter på tog man udgangspunkt i de lande, som børnenes forældre har rødder i. Det gjorde det muligt at udpege ni lande, som på skift blev besøgt i en uge. Det bragte børnene vidt omkring: fra Færøerne til Pakistan og fra Grønland til Japan, med afstikkere også til lande som Sri Lanka, Filippinerne, Sierra Leone og Costa Rica.
Der blev indspillet en video med forældrene fra de enkelte lande, hvor de siger deres navn, hvor de kommer fra, og hvordan man tæller til 10 og siger ”jeg hedder “”, ”goddag” og ”farvel” på deres sprog.
Børnene blev sat til at male de enkelte landes flag. Der blev sat flag op på et verdenskort med snor hen til det enkelte land, og der blev lavet jordkloder af flamingokugler og gamle kort. Fornemmelsen af at rejse blev understøttet ved, at der blev lavet små flyvemaskiner af træ til børnene, som de så kunne male efter behag - og ved et besøg på Teknisk Museum, hvor børn og pædagoger var inde at ”flyve” i en flyvemaskine.
Ved projektets afslutning fik hvert barn også udleveret sit eget pas med stempler i, og det blev naturligvis behørigt tjekket af det lokale paspoliti. Hver uge fik børnene lejlighed til at smage på mad og danse til musik fra det besøgte land, se naturbilleder på iPads, øve sig i, hvad man skal gøre, hvis man bliver udsat for et jordskælv (i Japan), eller i, hvordan man kan grave efter guld (i Sierra Leone).
Børnene fik også lejlighed til at smage på de forskellige sprog ved at synge Mester Jakob, i det omfang sangteksten var til at få fat på. Hjemme hos os har vi blandt andet hørt den fremført på pakistansk og tysk. Projektet løb alt i alt over 10 uger i foråret 2014, og det har været en stor succes. Børnene har været begejstrede og har lært af projektet, og der har været positiv feedback fra forældrene.
Er der så noget særligt ved det? Det er der, ikke mindst fordi det er et projekt, som ud over at være kreativt og fagligt gennemtænkt er udtryk for en umage og en glæde ved arbejdet og ved børnene, som fortjener at blive fremhævet.
Det er med andre ord vigtigt, at vi får begge sider af sagen med. At der ikke går kronisk brok i den, og at vi også husker at anerkende det store og vigtige arbejde, som pædagogerne udfører, når det - og de - fortjener vores anerkendelse.