Jeg blev gammel den 29. juli 2014 klokken 15:30. Hvert år på min fødselsdag i juli gennemlæser jeg min dagbog for det forløbne år. Denne gang var resultatet uafvendeligt: Jeg var blevet gammel. Der var både fysiske og mentale faktorer i den konklusion.
Jeg kunne ikke længere gribe en bold, som en dreng smed til mig på stranden; jeg havde ikke samme orienteringsevne som i spejderårene; jeg kunne ikke længere stå op og tage sko på. Og så var der de mere barske indikatorer: Mit hørelsestab nærmede sig døvhed, og hjerteflimmeret kunne ikke helt holdes under kontrol med stærk medicin.
Læg dertil det mentale, at det bliver sværere at forstå, hvad der foregår i den brogede verden, som er min med årlige ophold i Kina, Egypten, USA og Danmark. Jeg deltager mindre og mindre, selvom jeg har formelle tilknytninger alle fire steder i form af gæsteprofessorater eller fungerende som hjemmegående husmoder i Washington. Men jeg er klart blevet mere tilskuer end deltager.
Trætheden og glemsomheden er stigende. Godt med en middagslur og en lang nattesøvn. Og Gud ske tak og lov for den lille Mayland-lommekalender, der forhindrer, at jeg ikke dukker op på de aftalte tidspunkter.
Jeg har skåret mit rejseliv ned til en gang jorden rundt om året i stedet for to. Jeg siger ofte nej tak til selskaber og familiefester. Og hørelsen har for længst afskåret mig fra at gå i biograf og teater, til operaer, foredrag og paneldiskussioner. Jeg holder dog stadigvæk foredrag selv og får om nødvendigt tilhørerne til at skrive spørgsmålene på papirlapper.
Så alderdommen er en kendsgerning, og den kommende afslutning kan ikke bortforklares og jo slet ikke undgås. At alderdommen også har sine glæder, bør nævnes. Arbejdsfrihed, middagslur og børnebørn for eksempel.
JEG HAR KIGGET LIDT PÅ de af mine bekendte og venner, der er i samme aldersgruppe som mig selv. Der er omkring 100. 20 er allerede døde eller uhelbredeligt syge ofte med svære lidelser. Så er der 20 andre, der er i fineste form og i hvert fald foregiver at kunne det samme som for 30-40 år siden.
Det giver så 60, der i og for sig har det udmærket, selvom de må leve med en eller flere skavanker. Sukkersyge, slidgigt, hjertekvababbelser, brystkræft og prostataproblemer blandt de mest almindelige. De får næsten alle sammen medicin. De er ofte meget forskellige i deres holdning til den sidste livsfase. Fra udpræget glæde over livet, tilfredshed med tingenes tilstand på trods af besværet til evige beklagelser, bekymring og jamren.
Normalt går man ikke og tænker på disse ting, men da mit forlag bad mig om at skrive en bog om alderdom og død i ”mine” tre civilisationer, den vestlige, den islamiske og den østasiatiske, sagde jeg alligevel ja. Det kunne jo blive en passende afslutning på mit forfatterskab med en helt naturlig deadline indbygget.
Der er et tabu forbundet med alderdom og død i Vesten. Der skrives bøger, som foreslår at afskaffe alderdommen. Vi kan rask væk tale om sex i alle former og afskygninger, om politikernes privatliv i alle detaljer, men nævner man døden, bliver der stille i det gode selskab. Bortset selvfølgelig fra i kirken, hvor døden er et centralt emne ved enhver gudstjeneste. For de troende er der direkte trøst at hente i evangelierne, men for os kulturkristne nager tvivlen. Er den totale udslettelse ikke langt mere sandsynlig?
I den muslimske verden er døden en del af dagligdagen for den almindelige muslim. Gud har skabt døden, så den må som alt andet accepteres. Han har også vist, hvordan man gør sig fortjent til paradisets lyksaligheder. Det gør man ved at overholde islams fem søjler: trosbekendelse,bøn, almisse, faste og pilgrimsrejse. Jo bedre man overholder dem, jo længere fremme står man i køen ved dommedag. Der er ingen garanti, for det ville være selv at bestemme, hvad kun gud kan bestemme. Og det har intet menneske ret til. Selvmordsbombere er dog undtaget. De får garantien.
Der er noget betagende enkelt ved den muslimske begravelse. Liget vaskes og iklædes de hvide lagner fra pilgrimsrejsen og begraves såsamme dag eller inden for 24 timer med ansigtet vendt mod Mekka. Saudierne går så vidt at forbyde gravsten. Det var med nød og næppe, at de mere rabiate blev forhindret i at ødelægge Profetens Grav i Mekka baseret på, at Muhammed kun er et menneske, og at dyrkelse af ham som guddommelig er blasfemi.
I den østasiatiske verden er der på vanlig praktisk, pragmatisk kinesisk vis egentlig kun denne verden at tage hensyn til. Livet her på jorden skal nydes i fuldt mål, siger daoisterne. Confucius anser døden for at have to stadier: den fysiske død og så den endelige død, der indtræffer, når ens navn ikke længere nævnes eller findes på husalteret.
Dog holder buddhisterne som bekendt på, at vi må igennem reinkarnation, inden vi når frem til nirvana. Nu er kineserne langt overvejende en blanding af daoister, confucianere og buddhister i en og samme person, så man kan frit vælge, hvad man vil tro.
På mine besøg i Kinas landsbyer har jeg mange gange stolt fået fremvist bedstefars flotte kiste - af bedstefar selv! Rygtet går, at bedstefar fra tid til anden lægger sig i kisten for at øve sig lidt i, hvad der en dag uvægerligt skal ske. Døden er for ham ikke nær så skræmmende, som den er for os.
Nuvel. Jeg vil følge forlagets opfordring og i mit globale nomadeliv se nærmere på, hvordan alderdommen og livets afslutning betragtes og opleves i de tre civilisationer. Forhåbentlig til gavn og inspiration for mig selv og læserne. Og med håbet om, at jeg selv forsvinder, inden jeg må opgive nomadelivet.