Folkekirken. Drop reform, hvis kirkenskal være en del af statens borgerservice

KRISTELIGT DAGBLADS LEDER den 10. oktober fastslog, at folkekirken ikke kunne være tjent med gennemførelse af de rester af ændringer i kirkens styrelse, som der nu er tale om. Al kompetence vil fortsat ligge hos Folketing/minister, og sådan lovgivning vil forhindre, at der i en overskuelig fremtid kommer reelle ændringer. Lederen anbefaler derfor, at Folketinget undlader nu at lovgive om kirkens forhold.

De forslag, som politikerne i øjeblikket forhandler, bygger på den fortolkning af Grundlovens beskrivelse af folkekirkens stilling i samfundet, at den nuværende kirke er en fortsættelse af enevældens kirke alene med den ændring, at Rigsdagen (nu Folketinget) fra 1849 har overtaget kongens rolle. Kirkens ledelse må derfor i alle forhold forblive hos Folketing og minister. Folketinget kan ifølge denne fortolkning ikke endeligt afgive en større eller mindre del af den kompetence, som Grundloven har tillagt lovgiverne. Forslaget i Kristeligt Dagblad er helt i overensstemmelse med virkninger af denne fortolkning af Grundloven.

Fortolkningen, der ikke er velbegrundet, er ikke bindende, men strider imod en fuldt forsvarlig fortolkning, der lægger afgørende vægt på Grundlovens formuleringer og deres forarbejder. Herefter kan Folketinget give folkekirken styringsregler i en ”forfatning”, som Grundloven foreskriver, og som kan indeholde, at Folketinget afgiver kompetence, som kan begrænses og imødekomme ønsker som for eksempel udelukkelse af etablering af en folkeforsamling/synode og udelukkelse af, at nogen kan udtale sig på kirkens vegne.

Overladelse af kompetence vil kunne ske til forskellige organer, der begrænses til henholdsvis beskrevne administrative og økonomiske dispositioner og til sikring af, at folkekirken holder sig til det luthersk-evangeliske trosgrundlag, som beskrevet i Grundloven. Den overordnede administrative kompetence kan indskrænkes til at vedrøre nødvendig koordinering af de lokale menigheders udfoldelser.

Grundlovens brug af ordet ”forfatning” om styringsregler for folkekirken er ikke tilfældigt valgt. Det fremgår af ordets almindelige brug som beskrivelse af styringsregler for selvstændige stater og som noget ganske andet end Grundlovens angivelse af, at andre trossamfunds ”forhold” ordnes ved lov.

Ordet ”forfatning” angiver, at Folketinget, når det lovgiver om kirkens styring, må fastlægge i det mindste en vis selvstændighed for kirkelige organer, hvorved Folketinget afgiver beslutningskompetence til disse.

Folketinget må erkende, at dets pligt til efter Grundloven at understøtte folkekirken blandt andet betyder, at det må dække kirkens stærke behov for en anden ledelse end den nuværende med Folketing og minister i spidsen, og at styringen af kirken må indrettes således, at kirken bedst muligt bliver i stand til at løse sine opgaver og møde fremtidens udfordringer, der vil kræve, at engagerede og dygtige kræfter kan fastholdes og tiltrækkes.

Det vil kræve, at de får ansvar og beslutningskompetence i en ledelse, der ikke er bundet af et bureaukrati, som følger af at være en del af statsforvaltningen og undergivet et ministeriums og en ministers beslutninger.

Styringsregler for folkekirken må fastlægge og indrettes efter, at der derved tilsigtes en kirke, som først og fremmest består af lokale trossamfund.

Hvis Folketinget kommer frem til, at hovedformålet med kirken er, at den skal være en del af statens borgerservice, er der ikke behov for at ændre på den nuværende ledelse af kirken.