Socialdemokraterne er blevet medløbere

Vi bliver ikke mindre danske af at give plads til fremmede kulturer i vores samfund, skriver debattør

Vi vil bekæmpe den snæversynede og frygtbaserede tilgang til udlændingespørgsmålet som Helle Thorning-Schmidt præsenterede i sin åbningstale. Vi skal tage ansvar i verden og åbne op for dem, der så desperat har brug for vores hjælp, mener debattør.
Vi vil bekæmpe den snæversynede og frygtbaserede tilgang til udlændingespørgsmålet som Helle Thorning-Schmidt præsenterede i sin åbningstale. Vi skal tage ansvar i verden og åbne op for dem, der så desperat har brug for vores hjælp, mener debattør. . Foto: Lars Bahl.

Da S-R-SF i efteråret 2011 satte sig i regeringskontorerne, var et af regeringens første tiltag at fjerne den grænsekontrol, som Dansk Folkeparti havde tvunget VK-regeringen til at indføre. En grænsekontrol, der havde skabt rynkede øjenbryn hos mange andre EU-lande, og som mange af os socialdemokrater syntes var dybt pinlig. Vi var begejstrede over vores nye socialdemokratiske regering og dens tilsyneladende solidariske tilgang til flygtninge og indvandrere.

I sidste uge åbnede statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) så folketingsåret med sin sidste åbningstale i denne valgperiode. Blandt emnerne i talen var udlændinge og grænsekontrol. Her proklamerede hun til stor undren for os, at grænserne nu igen skal under skærpet kontrol.

Lige siden 1990'erne har Dansk Folkeparti fået lov til at sætte dagsordenen, når talen er gået på udlændinge- og integrationspolitikken herhjemme. Det er tid til at udfordre denne herskende diskurs med en helt ny og markant anderledes linje. Og ikke mindst et markant anderledes og mere positivt syn på andre mennesker og andre kulturer.

Socialdemokraterne er blevet medløbere, hvilket de seneste udmeldinger angående blandt andet asylansøgere fra Syrien, antyder.

Nu tidligere justitsminister Karen Hækkerup (S) ville stramme asylpolitikken yderligere. Det er vi dybt uenige i. Vi mener, det er tid til at gå den modsatte vej. Både Socialdemokraterne og Venstre falbyder for tiden hinanden i kampen om at have den mest stramme og restriktive asyl- og udlændingepolitik. Det er ulækker symbolpolitik, der repræsenterer et race-to-the-bottom, hvor man efterhånden er fuldt ud på linje med Dansk Folkepartis holdning til flygtninge og indvandrere. Efter vores mening en dybt tragisk udvikling.

En analyse fra Ugebladet A4 viser, at især for de unge vælgere vil udlændingepolitikken være afgørende for, hvor de sætter krydset ved et kommende valg. Knap hver anden unge under 30 år mener, at udlændingespørgsmålet er den aktuelt vigtigste politiske problemstilling. Derfor er det ganske logisk, at de store partier forsøger at markere sig på området.

Den linje, som man har valgt, er dog meget fortvivlende. Det lader til, at man hos både Socialdemokraterne og Venstre tror, at kun ved at være på linje med Dansk Folkeparti kan man opnå succes ved det kommende valg.

Vi tillader os at være voldsomt uenige i denne påstand. Vi tror fuldt og fast på, at en ganske stor del af vælgerne også ønsker at være solidariske med folk i nød. Der skal altid være plads til folk, der ønsker at lade sig integrere og bidrage positivt til det danske samfund. Og når vi gerne vil tage ansvar ude i verden og deltage i militære indsatser, så skal vi naturligvis også tage et lige så stort ansvar for alle de mennesker, som er tvunget på flugt fra uroligheder og voldelige regimer.

Vi må forstå, at vi ikke skal lukke os inde i Danmark og afskærme os fra resten af verden. Vi skal fortælle alle nye danskere, at det ikke kun er dem, der har brug for os, men i lige så høj grad os, der har brug for dem. God integration handler i virkeligheden om nogle helt basale menneskelige værdier: respekt, tolerance og empati med andre.

Lad os bryde med den årelange tradition for en udlændinge- og integrationspolitik baseret på skepticisme og erstatte den med en politik fyldt med positive forventninger og imødekommenhed. Vi bliver ikke mindre danske af at give plads til fremmede kulturer i vores samfund. Vores håb er, at vores parti vil gå til valg på en klar ambition om en helt ny og anderledes linje i integrations- og udlændingepolitikken i tråd med den socialdemokratiske ånd om et stærkt fællesskab med plads til alle.

Vi vil bekæmpe den snæversynede og frygtbaserede tilgang til udlændingespørgsmålet som Helle Thorning-Schmidt præsenterede i sin åbningstale. Vi skal tage ansvar i verden og åbne op for dem, der så desperat har brug for vores hjælp.