Lille quiz: Hvilken nyhed fra de seneste uger må anses for den mest betydningsfulde? Hermed mener jeg ikke af størst personlig betydning for lærer Thomsen, direktør Smith eller Dansk Industri. Jeg mener mest betydningsfuld for det fælles bedste.
Er det statsministerens åbningstale? Er det finanslovforhandlingerne? Er det afsendelsen af syv jagerfly, som har gjort Danmark til deltager i Levantens religiøse borgerkrig? Er det ebola-smittens fortsatte udbredelse?
Eller er det de to nye, globale rapporter om den accelererende artsudryddelse? Rapporterne, der blev offentliggjort med få dages mellemrum, peger samstemmende på menneskehedens manglende evne til overhovedet at omgås andre arter på vores fælles klode. Tilsyneladende bilder vi os ind, at vi sagtens kan klare os alene.
1) Living World Report 2014, den årlige redegørelse fra Verdensnaturfonden (WWF), bygger på en globalt omfattende og videnskabeligt afvejet indsamling af data om pattedyr, fugle, fisk, krybdyr og padder. Dens konklusion er, at antallet af hvirveldyr-arter siden 1970 er gået tilbage med ikke mindre end 52 procent.
Som George Monbiot kommenterer i dagbladet The Guardian: ”Hvis ikke denne nyhed kan fortælle os, at der er noget galt med vores livsform, er det svært at forestille sig, hvad der kan. Hvem kan tro, at et socialt og økonomisk system, der har denne virkning, er sundt? Hvem, som tænker over dette tab, kan finde på at kalde det et fremskridt?”.
2) FN's Global Biodiversity Outlook 4 er en slags statusrapport over, hvordan det går med implementeringen af de strategiske mål for beskyttelse af biodiversiteten i tiåret 2011-2020, som næsten 200 lande enedes om i 2010.
Rapportens nedslående budskab er, at målene negligeres. De truede arter, som for eksempel lemuren på Madagaskar og mariehønen i Europa, har ikke fået det bedre. Tværtimod er de og mange andre arter kommet langt tættere på udryddelse i løbet af statusperiodens første fem år. Særlig hårdt ramt er søer og vandløb, hvor antallet af arter er dalet med 75 procent, uden at vi har gjort nævneværdigt for at mindske forureningen.
Tænk engang: I Centralafrika lever endnu nogle få eksemplarer af okapien. Dette fabelagtige og forunderlige dyr kalder englænderne for ”den blåtungede skovgiraf”, for trods zebrastriberne tilhører det giraffamilien. Med en usædvanlig lang tunge kan det rense sig selv i øregangene. Hvilken værdi har dette dyr? Hvor meget skal vi ofre for at redde det?
På Sibiriens tundra og visse vådområder i Kina finder man skerylen, en meget lille sneppefugl, som bedst kan høres, når flokken letter. Den er stærkt udryddelsestruet. Men hvilken værdi har et så undseligt dyr?
Okapien, skerylen, hulock gibbonaben, skovelefanten, hugormen og tusinder andre væsener må forsvinde, fordi vi partout skal producere endnu mere plasticlegetøj, endnu mere unødvendig emballage og endnu flere jagerfly.
Den fortsatte økonomiske vækst er åbenbart mere værdifuld end naturens underfulde mangfoldighed. Plasticværdi er åbenbart vigtigere end herlighedsværdi.
Målet for det nuværende økonomiske system er tydeligvis at forvandle jorden til én stor betonhal, hvor der ud over mennesker højst findes grisefarme, et par kakerlakker og en enkelt pekingeserhund. Stupiditeten kender ingen grænser.