Hjælp kun de allersvageste

Alt for mange danskere modtager penge fra det offentlige. Spørgsmålet er så, hvem, der bærer skylden for dette, skriver debattør

Vi skal ikke hjælpe folk, der kan klare sig selv. Lad os hjælpe de allersvageste ordentligt og respektfuldt, kun på denne måde giver velfærden mening, skriver debattør.
Vi skal ikke hjælpe folk, der kan klare sig selv. Lad os hjælpe de allersvageste ordentligt og respektfuldt, kun på denne måde giver velfærden mening, skriver debattør. . Foto: Francis Joseph Dean.

Kristeligt Dagblad satte den 15. oktober fokus på det danske velfærdssystem. En meningsmåling, avisen har foretaget, viste, at 61 procent af danskerne mener, at det er for nemt at få penge fra det offentlige i Danmark. I artiklen fremgik det, at danskerne er ved at miste forståelsen for de svageste.

Her er jeg ganske enig, og jeg er selv en af dem, der har det sådan. Alt for mange danskere modtager penge fra det offentlige. Spørgsmålet er så, hvem, der bærer skylden for dette.

Som frihedsorienteret individ kan man godt blive temmelig frustreret, når man ser på indretningen af det danske samfund og i særdeleshed velfærdssystemet. Systemet er indrettet med incitamenter, som tilskynder til dovenskab, som underminerer næstekærligheden og kernefamilien, og som ikke belønner de flittige.

Vi har et samfund, hvor 75 procent af alle danskere på en eller anden måde modtager penge fra staten hver måned, selv om det ikke er 75 procent, der er svage. En million mennesker uden for arbejdsmarkedet lever udelukkende af penge fra staten, mens de hårdtarbejdende skatteydere betaler prisen for dette ved at betale verdens absolut højeste skat. Kort sagt - systemet er skruet helt forkert sammen.

Vi skal have gjort op med den universelle velfærdsstat, så velfærden fokuseres på de svageste i samfundet, således at fremtidens generationer også kan leve i velstand.

I dag hjælper staten med at forsørge eksempelvis alle - folk med børn via børnechecken og alle studerende med SU. Hertil kommer folkepension, boligstøtte, dagpenge, kontanthjælp og så videre og så videre. Passiv forsørgelse passiviserer folk - og fratager det personlige ansvar.

Det er et misforstået medborgerskab, når der ikke siges fra over for dette system. Og det er netop systemet, der skal siges fra over for, hvis ikke lysten til at hjælpe de reelt svage skal forsvinde.

Mange vender vreden mod systemet imod dem, der benytter det. Vi hører om Fattig-Carina, Arbejdsløse-Mette, SU-Sofie og Dovne-Robert. Og de fleste danskere kender sikkert hver især til masser af yderligere eksempler på folk, der benytter eller udnytter systemet, om man vil.

Forargelsen ses indimellem i øjnene på folk, der går forbi en flok arbejdsløse, der sidder på bænken og drikker øl: ”De burde klippe deres hår og finde sig et arbejde,” kan man næsten høre dem sige. Men så længe de blot agerer inden for de lovgivningsrammer, som er opsat politisk og demokratisk, så bør kritikken gå mod beslutningstagerne og ikke dem, der følger beslutningerne. Det er systemet, der er problemet. Systemet burde være indrettet således, at de, der ikke kan klare sig selv, får hjælp - og ingen andre. Jeg vil som konservativ gerne, at vi fokuserer mere hjælp til de hjemløse, til kræftpatienterne, til de psykisk syge og til forskellige udsatte grupper. Vi skal ikke længere give velfærd til alle - vi skal give velfærd fra bunden - til de folk, der virkelig har brug for det. Hvis alle folk får lige meget - så får alle lige lidt.

Vi skal ikke hjælpe folk, der kan klare sig selv. Lad os hjælpe de allersvageste ordentligt og respektfuldt, kun på denne måde giver velfærden mening.