Verden er i brand. KunneDanmark ikke gøre det lidt bedre?

DANMARK ER ET LAND i overflod. Et stærkt land. Jeg mener, at lande som os har en forpligtelse til at hjælpe dem, der ikke kan hjælpe sig selv. Vi er forpligtede til at række en hånd ud til verdens brændpunkter. Og dem er der mange af.

For verden står i brand. Krig, sygdom og hungersnød raser som aldrig før, og millioner af mennesker lever i daglig frygt. Børn ser deres fædre blive halshugget og deres mødre blive voldtaget.Folk er tvunget til at flygte fra alt, hvad de ejer.

Det syntes jeg tit, vi glemmer, når vi i dagens Danmark diskuterer flygtninge. Hvor mange skal vi tage imod, hvis overhovedet nogen? Jeg finder det grotesk, at vi overhovedet behøver at diskutere det. At det ikke bare er en selvfølge for det danske folk at give en hånd til dem, der beder om det.

Vi glemmer at sætte os i deres sted. Hvad ville vi selv gøre, hvis vi stod i en situation, hvor vi ikke længere var velkomne i vort eget land? Jeg ville flygte og håbe på det bedste. Præcis som tusindvis af flygtning gør lige nu.

Venstre og Dansk Folkeparti stiller et iskoldt forslag om, at vi sender flygtningene til Kenya. Til nærområderne. Et yderst interessant forslag. For det første ligger Kenya i Afrika og er på ingen måde tættere på Syrien eller Palæstina, end Danmark er. For det andet opholder 87 procent af verdens flygtninge sig allerede i nogle af verdens fattigste lande. Og det holder jo ikke.

Det nytter ikke udelukkende at hjælpe til i de syriske nabolande. De er fyldte til randen. Derfor rykkes flygtningene videre til landene uden om disse - og så rammer vi Europa.

Men hvorfor vil vi ikke hjælpe disse mennesker? Hvorfor er det så farligt at få nogle af dem til Danmark? Det er jo ikke ligefrem, fordi det kniber med pladsen heroppe.

Jeg syntes, det er flovt, at vi som danskere ikke hjælper mere til, end vi gør. At der findes mennesker i dette land, som vil skære i u-landsbistanden. At der findes folk, som har lagt næstekærligheden og solidariteten på hylden. Det er, som om medmenneskeligheden og tolerancen i det danske samfund er blevet erstattet af uvidenhed og afgrundsdyb, grundløs frygt.

Den nye stramning af asylpolitikken gør ikke min stolthed over at være dansk socialdemokrat større. Tværtimod. Vi bruger penge på at kaste bomber dér, hvor vi hellere skulle kaste gazebind og flybilletter ned. Vi spenderer flere milliarder kroner på at slå de onde fyre (og alle de uskyldige civile, der lige ryger med i svinget) ihjel, men vil ikke tillade en familiesammenføring før efter et år. Inden for det år kan dansk artilleri havde dræbt den efterladte del af en familie, som håbede, ønskede og drømte om at komme op til Skandinavien og blive genforenet.

Vores usympatiske adfærd her til lands betyder, at nabolandene til de krigshærgede områder må indføre endnu strengere love og begrænsninger. Her er Libanon et slående eksempel. Et land, hvis areal er omkring en fjerdedel af Danmarks, huser nu så mange flygtninge, at hver tredje eller fjerde beboer i landet er syrisk flygtning.

Vi risikerer at nedbryde, ødelægge og udvande Libanon, Tyrkiet, Jordan og de andre lande omkring Syrien, hvis vi bliver ved med at hælde flygtninge ned i det bæger, der allerede er på nippet til at flyde over.

Verden er i brand. Og vi har om nogen ressourcerne til at slukke den. I hvert fald en lille del af den. Det handler ikke om, at vi skal ned at løse en konflikt, som ingen af os alligevel forstår fuldt ud på trods af flotte professortitler og utallige dokumentarudsendelser, men om at vi skal stå til rådighed med pleje, såvel psykisk som fysisk, til de mennesker, hvis hjem er blevet revet væk for øjnene af dem.

Vi vil så gerne være et godt forbillede for især de mellemøstlige lande; være dem, der har ret, dem der kommer med guldkornene og de fornuftige løsninger.

Vi synes selv, at vi er så gode - men spørgsmålet er bare for hvem og med hvilket formål? Er dansken virkelig ikke i stand til at bidrage med mere til verden? Jeg tror på, at vi kan. Og at inderst inde, der vil vi også gerne.