Krigen, kirken og Kierkegaard

Som de andre gange, Danmark har deltaget i væbnede konflikter i Irak, Afghanistan og Libyen, er en egentlig og alvorlig folkelig samtale næsten totalt fraværende, skriver biskop Kjeld Holm

160 år efter Kierkegaard kan det næppe forventes, at folkekirken kan mobiliseres for at fastholde det enkelte menneskes ansvar - også for, at Danmark deltager i en krig. Men hvor er den folkelige debat om krigsdeltagelsen blevet af, spørger Kjeld Holm. -
160 år efter Kierkegaard kan det næppe forventes, at folkekirken kan mobiliseres for at fastholde det enkelte menneskes ansvar - også for, at Danmark deltager i en krig. Men hvor er den folkelige debat om krigsdeltagelsen blevet af, spørger Kjeld Holm. - . Foto: Scanpix.

Danmark er atter en gang i krig, selv om politikerne kalder det en væbnet konflikt. Jeg er ikke helt klar over forskellen, men det kan naturligvis være min fejl! Det er jo mildt sagt heller ikke, fordi dette engagement har medført nogen videre folkelig debat eller anfægtelse.

Som de andre gange, Danmark har deltaget i væbnede konflikter i Irak, Afghanistan og Libyen, er en egentlig og alvorlig folkelig samtale næsten totalt fraværende. Folkeligt og politisk er man så vist mere optaget af, at konflikten i Syrien og Irak medfører, at der kommer mange flygtninge til landet. Og så i øvrigt af, hvordan man kan mildne skattetrykket.

Der er naturligvis undtagelser, forfatteren Carsten Jensen til eksempel, der den 12. oktober skrev en kronik i dagbladet Politiken, der havde karakter af et åbent brev til udenrigsminister Martin Lidegaard (R). Egentlig imod Carsten Jensens stil, for kronikken var yderst neddæmpet i sit sprog. Men den var uhyre væsentlig i sit anliggende.

Carsten Jensen havde bemærket, at udenrigsministeren benyttede en for ministre og politikere særegen retorik. Martin Lidegaard siger ”jeg” og ikke ”vi” igen og igen, når han argumenterer for danske F-16-flys involvering i krigen i Irak og Syrien. Ligeså anvender Lidegaard både udtryk som ”tøver”, ”tvivler” og ”tror”. Med andre ord, udenrigsministeren lader ansvar og skyld være et personligt anliggende. Han kan nok argumentere for, at det danske militære engagement er nødvendigt, men han kryber ikke personligt i skjul bag denne nødvendighed.

Jeg fik ved læsningen af Carsten Jensen en association til Søren Kierkegaard, der som bekendt var indædt modstander af fri forfatning og demokrati. Man behøver ikke i alt at være enig med Kierkegaard, eller man bør nok på de mere end 150 års afstand anvende et andet sprog. Men Kierkegaards anliggende er fremdeles en eftertanke og en anfægtelse værd.

Demokrati var nemlig - efter hans mening - en styreform, der fremelskede anonymitet, ansvarsløshed og menneskefrygt. Særligt pressen, så beskeden i omfang den end var på det tidspunkt, måtte stå på mål for Kierkegaards kritik. Den var nemlig karakteriseret ved, at den videreformidlede en fordrejet virkelighed, og at mennesker blev indfanget i en anonym masse, der netop var identisk med ansvarsløsheden. Kierkegaards frygt var, at mennesker blev til masse og holdt op med at være individer.

Den virkelige magt i samfundet i dag er da også de såkaldte og altomfattende opinionsundersøgelser, der straks videreformidles som sandheden om en sag. Så og så mange procent går ind for dansk krigsdeltagelse, så og så mange procent er imod, at landet tager imod flere flygtninge. Og desværre har sådanne tal og anonyme meninger en enorm indflydelse på politikernes beslutninger. Der lefles for disse massemeninger. Der er ikke tale om dialog, for hvordan taler man med og argumenterer mod 60 procent af befolkningen?

Men hvem skal sørge for, at massen erstattes af individet? Søren Kierkegaard var ikke i tvivl. Det skulle kirken. Den skulle forkynde Gud som instans, der hvert øjeblik kaldte mennesket ud af anonymiteten og gjorde det til et ansvarligt selv, også ansvarlig for fælles beslutninger. ”Gud er, at der er ansvar,” sagde Kierkegaard-disciplen K. Olesen Larsen.

Det var denne personliggørelse af en fælles beslutning, - i dette tilfælde i Folketinget - som Carsten Jensen roste Martin Lidegaard for, men så føjer han til, at denne en mands indre kamp, denne indre debat ikke bliver omsat til en ydre. ”Befolkningen fik ingen chance for at deltage.”

160 år efter Kierkegaard kan det næppe forventes, at folkekirken kan mobiliseres for at fastholde det enkelte menneskes ansvar - også for, at Danmark deltager i en krig. Det kunne jo ende med en synode, og den vil politikerne ikke have. Jeg heller ikke, men mine argumenter er andre end de politiske.

For politikernes argumenter handler om, at kirken endelig skal holde sig væk fra at tage del i et politisk spørgsmål. Den skal ”holde sig til at forkynde evangeliet”. Hvad det så er, når der helst ikke må være noget indhold.

Thi indholdet er netop en kritik af det anonyme, af at dække sig bag en folkestemning, eller hvad der påstås at være nødvendigt. Det er et krav om det enkelte menneskes ansvar - for både krig og flygtninge. Og at turde vedstå sin tøven og sin tvivl, sin skyld, men også sin tro på det godes mulighed, trods alt!