I gamle dage gik præsten for at være det klogeste hoved i sognet. ”Det går over min forstand og ind i præstens,” sagde man opgivende, når man stod over for noget, man ikke kunne forstå.
Nu er alt forandret. Er man præst, er man ikke rigtig klog. Og hvis man alligevel skulle være en lille smule klog, så er man i hvert fald ikke klog på den rigtige måde. Sådan er der i hvert fald nogen, der ser på sagerne.
Det gør blandt andet Tommy Petersen, der er radikalt medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Han har udtalt, at præster skal holdes helt ude af de etiske råd og komitéer, der er ved at blive nedsat på landets hospitaler.
Argumentet er, at præsterne ikke tjener patienternes sag, men bare er ude på at missionere og prædike Guds vilje. Underforstået: Er man præst, er man lettere utilregnelig, fordomsfuld og mistænkelig som en agent, der bredriver undergrundsvirksomhed i fremmed magts tjeneste.
Det er påfaldende, at præsterne nævnes som den eneste profession, der ikke har adkomst til de etiske komitéer, og det til trods for, at alle hospitaler har tilknyttet en eller flere præster. Alle andre professioner er velkomne i de etiske komitéer - bare ikke præster. Det kan man da kalde diskrimination, så det batter noget! Særlig påfaldende er det vel i betragtning af, at præsteuddannelsen rummer undervisning i såvel etik som sjælesorg, der begge befordrer en solid menneskekundskab.
Hvorfor dette præstehad? Fordi religiøse holdninger ifølge Tommy Petersen er en uting i de etiske komitéer. Her skal alt nemlig ske som i den kliniske praksis: sagligt, kompetent og sterilt. ”De etiske vurderinger skal finde sted ud fra objektive og videnskabelige kriterier,” udtaler han.
”Objektive og videnskabelige kriterier"? Hvor lyder det dog fordomsfrit, sagligt og fornuftigt - lige indtil man begynder at tænke over tingene. Så finder man ud af, hvor komplet idiotisk holdningen er. For hvordan skulle et menneske nogen sinde være i stand til at tænke objektivt og videnskabeligt om etiske spørgsmål?
Man måtte i så fald slet og ret tage afsked med alle sine mere eller mindre uforblommede synspunkter, meninger og holdninger. Det ville jo indebære, at man så at sige kunne gøre sig historieløs, kulturløs og dermed identitetsløs. Men intet menneske kan udradere sin egen subjektivitet og alene eksistere i ”spekulationen”, som Kierkegaard ville sige. Ikke engang Tommy Petersen.
I den forbindelse er det lidt spøjst at notere sig, at samme Tommy Petersen også er formand for Ateistisk Selskab i København. Han er med andre ord Hovedstadsregionens ateistiske ayatollah. Her ligger hans identitet og hans forudsætninger.
Ateister har som regel to ting til fælles: De tror, at de ikke tror på noget, og så er de voldsomt missionerende. De vil ikke kaldes et trossamfund, for deres overbevisning hviler på oplysning og viden om verdens fænomener, og sikker viden er noget ganske andet end famlende tro. Virkeligheden består af det, der er tilfældet: kendsgerninger, facts, materie og fysiske love.
Men kære venner. Lur mig, om ikke selv den fromme ateist Tommy Petersen, der ikke tror på noget som helst, smører madpakke om aftenen, stiller vækkeuret og kryber til køjs i en stille forvisning om, at livet går videre. Det er nok noget, han tror. Vide det, kan han i hvert fald ikke.