Biskop svarer: Glædeligt at vække modsigelse

Modsigelse er en del af dialogen. Og jeg er uenig med Jens Ole Christensen i, at uden troen på Kristus er der kun "vildnis, død og løgn", skriver biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller

Vi er endnu ikke enige, der er stadig brug for dialogen, mener Peter Fischer-Møller, biskop over Roskilde Stift
Vi er endnu ikke enige, der er stadig brug for dialogen, mener Peter Fischer-Møller, biskop over Roskilde Stift. Foto: Jens Norgaard Larsen/.

HVOR ER DET GLÆDELIGT, at en kronik om ”Mission, dialog og modsigelse” i Kristeligt Dagblad den 23. september har givet anledning netop til både samtale og modsigelse, samtidig med at der bliver mere fokus på mission som en helt afgørende side af kristne kirkers liv.

Debatindlæggene har givet mig anledning til at genlæse min kronik og overveje, om der var noget, jeg havde glemt, misforstået eller ikke havde fået udtrykt tilstrækkelig klart. Det er jo det herlige ved dialog, at det faktisk kan føre den, der vover sig ind i samtalen, frem til større klarhed og måske endda til helt nye indsigter.

Mit udgangspunkt er, at dialog ikke bare er en metode i forhold til det at formidle kristendom og drive mission. Jeg er overbevist om, at dialogen er indbygget i selve den kristne tros væsen. Fordi troen har sin grund i Jesus Kristus. Og fordi troen lever ved at blive delt.

Det anliggende fik jeg tilsyneladende ikke udtrykt klart nok, da flere indlæg med henvisning til evangelisten Johannes' gengivelse af Jesu ord: ”Jeg er vejen, sandheden og livet” finder, at mit dialogbegreb - på trods af min forsikring om det modsatte - udtrykker en relativisme lidt efter modellen: Enhver må blive salig i sin tro. Det vil jeg gerne gøre klarere.

Netop ordet ”Jeg er vejen, sandheden og livet” er helt centralt for mig. For her bliver det tydeligt, at den sandhed, den kristne tro er forankret i, er et menneske, Jesus Kristus. Hvad han sagde og gjorde, og hvilken betydning det har for os, for vores tro på Gud og vores liv sammen, det er vi ikke færdige med at forstå.

TROEN PÅ Jesus Kristus som hele verdens frelser udfoldede sig med tiden, i samtale og samvirke, i det liv, de første kristne delte med hinanden, og hvor han, som kaldte sig ”livet”, have sagt, at hvor to eller tre er forsamlede i hans navn, vil han være midt iblandt dem. Tankevækkende nok kaldte de første kristne den tro, de delte, for ”vejen”, og sig selv for ”dem som er på vej”.

Selv var Jesus, som vi møder ham i evangelierne, hele tiden undervejs, både fysisk og mentalt. Den mest fantastiske historie fra hans vandring er efter min mening fortællingen om den fremmede kvinde, der et sted oppe i Libanon, hvor Jesus havde trukket sig tilbage med sine disciple, opsøger ham, fordi hendes datter er syg.

Først afviser disciplene hende, så siger Jesus selv fra: ”Jeg er kun sendt til de fortabte får af Israels hus”, og da hun bliver ved, sætter han trumf på: ”Det er da ikke i orden at give den mad, der var tiltænkt til børnene, til de små hunde!”. Den bider, men kvinden bider ydmygelsen i sig og fortsætter: ”Jamen, de små hunde spiser jo af, hvad børnene spilder på gulvet!”.

Guds søn vovede sig ind i en dialog, og dér skete der noget. Han, som vi kalder vejen, sandheden og livet, han bryder selv op fra den forestilling, han havde haft om, at hans opgave alene var rettet imod hans eget folk. Han bliver klar over, at hans gerning går på tværs af alle grænser, at den omfatter alle mennesker. Det gjorde kvindens datter rask. Og det blev på en måde grundlaget for al senere kristen mission. Vi er stadig på vej sammen.

Målet med dialog er ikke at blive enige eller at finde et kompromis. Dialogen er en samtale, hvor jeg håber, at den anden vil høre på, hvad jeg har at fortælle, og hvor jeg omvendt er parat til at lytte lige så opmærksomt på, hvad den anden har på hjerte.

Sandsynligvis kommer vi til at forstå hinanden bedre, forhåbentlig bliver vi i stand til at leve bedre sammen på trods af forskellighederne. Måske blev den anden og jeg selv udfordret og beriget af samtalen, så vi vil sætte lidt andre ord på vores tro, den tro, som for mig altid vil have Jesus Kristus som sin dybeste kilde.

Dialogen kan også vække til modsigelse. Det har denne dialog også gjort. Jeg er uenig med Jens Ole Christensen i at ”uden troen på Ham (Jesus Kristus) er der alene vildnis, løgn og død” (Kristeligt Dagblad den 11. oktober). Sådan vender kristentroen ikke for mig. Jeg tror på Jesus som min frelser, men frelsen er ikke frelse fra noget, der alene er ”vildnis, løgn og død”.

Frelsen er en genoprettelse af den gudskabte verden, en verden som fra begyndelsen af var god, og hvor godheden stadig i glimt kan bryde igennem - også uden for en kristent formuleret forståelsesramme.

Jeg vil på det grundlag tilslutte mig den formulering, Kirkernes Verdensråd satte på papiret i San Antonio i 1989:”Vi kan ikke pege på nogen anden frelsesvej end Jesus Kristus, samtidig kan vi ikke sætte grænser for Guds frelsende magt.”

Vi er endnu ikke enige. Der er stadig brug for dialog.