Kristendom og politik. Alle deltager i debatten på lige fod

DET ER I DEN SENERE TID blevet debatteret en del, at så mange biskopper markerer sig politisk og især henviser til næstekærligheden som argument for at åbne vores hjerter og modtage de mange flygtninge, uanset det kommer til at koste os visse afsavn. Det er mennesker i dyb nød, og vi har så meget.

Der er jo noget rigtigt i det, og jeg kan ikke følge, at præster og biskopper ikke skulle have lige så megen ret til at blande sig i debatten som alle andre. Jeg stiller blot to krav. De bør ikke henvise til, at kristendommen fortæller os, hvordan eller hvor mange vi skal hjælpe. Eksempelvis om vi skal hjælpe ved at modtage disse mennesker her frem for i nærområdet.

Jeg vil tillade mig at henvise til K.E. Løgstrup, der her - som på så mange områder - har sagt det både præcist og godt:

”Det menneske, for hvem det kristne budskab er den afgørende sandhed om hans eksistens, kan ikke i det budskab hente nogle specifikke, kristelige argumenter for det ene eller andet syn på ægteskab, børneopdragelse, politik etcetera, men han må argumentere for sin opfattelse på det ene og det andet område som enhver anden - og med argumenter, der må kunne godtages af ikke-kristne såvel som kristne.”

Derfor tag jeres præstekappe og bispekåbe af, når I udtaler jeg om politik og sig tydeligt: ”Jeg mener ...” Lad det ikke fremstå, som om det er kristendommen, der siger, at vi bør føre en bestemt politik. Det andet krav handler om respekt for, at vi i demokratiet skal være politisk ligeværdige. En biskop skal ikke lade sin stemme hæve sig over andres stemmer i den politiske debat. En politisk udmelding bør ikke have større vægt end summen af de rationelle argumenter, den hviler på.

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner bliver ofte brugt politisk, men jeg synes, man glemmer, at samaritaneren hjalp for sine egne midler. Hvis man vil være god for andres penge, kan det være den helt rigtige politik, men der er så ikke tale om rigtig næstekærlighed. For næstekærlighed fordrer, at man personligt yder noget.

Som en lederartikel i avisen den 20. september pegede på, skal det i øvrigt medtænkes i den aktuelle debat om flygtninge, at vi kan hjælpe en hel del flere flygtninge og mennesker i dyb nød, hvis vi hjælper i nærområdet. Så hvis det drejer sig om at hjælpe så mange som muligt, bør vi i højere grad hjælpe i nærområderne.

Nogle vil måske mene, det er bedre at hjælpe færre, men her i landet. Vi bør se på, om vi ikke især selekterer dem, der havde råd til at betale menneskesmuglerne for at komme hertil, mens vi lader de fattige i stikken. Og er vi overhovedet sikre på, at de personer, vi hjælper her i landet, får det godt og trives her? Integrationen lykkes ikke for godt, men næsten alle bliver her. Der er mange spørgsmål. Kristendommen giver os ikke præcist svar.

I forbindelsen med personer flygtet fra Syrien tales der meget om opdelingen i personligt forfulgte og krigsflygtninge. Personligt tror jeg, at landets tilstand er så kaotisk og korrupt, at vi ikke kan kontrollere personernes oplysninger. I de fleste tilfælde må vi blot tro på, hvad de flygtede fortæller.

I relation til kristendommen og biskoppernes udmeldinger kan jeg kun sige: I er velkomne i den politiske debat, men stig ned fra piedestalen, hvis I stod på en sådan, og så ihukom Løgstrups gode ord.