Opråb! Hvor er medmenneskeligheden, når vi taler om flygtninge?

Grænserne er rykket i den danske debat om, hvad vi skal gøre ved mennesker på flugt, mener debattør. Vi taler i flæng om solidaritet og medmenneskelighed, men det bliver ved ordene

Vi danskere skal passe på, vi ikke kommer til at gøre andres liv mindre værd end vores eget, Skriver Rebecca Goldschmidt Andersen. Foto: Scanpix
Vi danskere skal passe på, vi ikke kommer til at gøre andres liv mindre værd end vores eget, Skriver Rebecca Goldschmidt Andersen. Foto: Scanpix.

FLERE MENNESKER verden over flygter lige nu fra hus, hjem og familie, imens de danske politikere med foruroligende stor opbakning fra folket laver strammere love for, hvem der bliver lukket ind over grænserne. Vores bekymringer på udlændingeområdet rækker ikke længere end til de lukkede grænsebomme, og ingen tænker på dem, der sendes hjem, netop som de har kæmpet sig vej til vores desværre lukkede døre.

Vi taler i flæng om solidaritet, hjælpsomhed, forståelse, næstekærlighed, globalt ansvar og medmenneskelighed. Men det bliver ved ordene. For ingen af delene er til at få øje på i dansk flygtningepolitik for tiden. Og vi kan ikke skyde skylden på politikerne, for i et demokrati er det folket, der styrer. Vi danskere har altså kun os selv at skamme os over.

Netop medmenneskeligheden er ganske enkelt forsvundet i Danmark, når det kommer til flygtningepolitikken. Dette må siges at være en dybt kedelig udvikling.

VI SKAL HUSKE PÅ, at med menneskeligheden forsvinder også menneske-ligheden. Selvom det danske folk er utroligt lige sammenlignet med så mange andre lande, så ses der en tydelig tendens til, at vi ikke betragter os på lige fod med mennesker uden for vores grænser. Når det gælder lighed mellem mennesker, glemmer vi danskere totalt at se ud over vores egen nationalistiske næsetip.

Det er på tide, at vi hanker op i kikkerten og ser, at der står folk på den anden side af vores lukkede grænsebomme - mennesker som os selv - og higer efter et trygt sted at opholde sig. Og vi skal ikke bare rette kikkerten mod fjernsynet, når TV-Avisen eller ”Horisont” ruller over skærmen. Det har vi efterhånden gjort i mange år, og efter meningsmålingerne ved sidste valg at dømme bliver vi ikke mere medmenneskelige af den grund.

Nej, det er på tide, at vi ser os omkring, kigger på hinanden og siger: ”Nøj, hvor har vi det egentlig godt i vores trygge og fredelige hjem.”

Derefter må vi så indse, at blot fordi vi er så heldige at være født i Danmark, hvor en sindssyg diktator eller fanatisk organisation ikke render rundt og sprænger huse i luften og rekrutterer vore børn til blodige kampe, så er vi ikke hævet over mennesker fra sådanne steder i verden.

Det er her, menneske-ligheden kommer ind i billedet.

Udefra må det synes, som om vi danskere ligefrem nyder at dømme levende til døde, når de kommer og banker på vores efterhånden høje porte. For vi bygger stadig videre og sætter flere hængsler på. Det sidste hængsel lukker muligheden for familiesammenføring inde.

Så nu har vi også lejligheden til at dømme, hvem der må bo med deres familier, og hvem der må lade deres familier i stikken, hvilket ofte kan være det samme som at give disse dødsstødet. Regeringen har dog måttet beklage, at hængslet ikke alligevel var stærkt nok til at splitte så mange familier ad, som vi havde håbet.

OM NOGLE årtier håber jeg, at det fremtidige danske folk vil sidde og bide negle, mens de skamfuldt tænker tilbage på nutidens menneskebehandling i det danske samfund. For en ting er, at blandt andre de kæmpende i Syrien sender deres folk på flugt, men en anden, ikke nær så problematiseret ting, er, at vi danskere er i gang med at sende flygtningene lige tilbage i kløerne på de dræbende.

Vi gør simpelthen andres liv mindre værdifuldt end vores eget, bare fordi vi selv er danskere. Det må siges at være et gruopvækkende gammeldags menneskesyn, der hærger den danske mentalitet. Et menneskesyn, som forhåbentlig kan nå at ændres.

Vi bør spørge os selv, hvor den offentlige kritik af racismen blev af, før denne uhyre forførende isme overtog størstedelen af Christiansborg og de, der valgte repræsentanterne hertil, ind.

Kritikere af den nuværende hærgende statsracisme må lade deres røster høre, så medmenneskeligheden igen kan indtage sin plads i danskernes hjerter. Dermed kan vi begynde at behandle alle - syrere, svenskere og danskere - som lige mennesker med ret til et liv.