Velfærd. Valgfrihed forudsætter mangfoldighed

VI TRÆFFER mange valg i livet - nogle store, andre små. Men store eller små, så afspejler de, hvem vi er, vores ønsker til fremtiden og vores værdier i livet. At vælge er helt naturligt for os - og at fratage os valget er i højere grad et overgreb end udtryk for omsorg.

Derfor er det positivt, at Venstres valgoplæg sætter fokus på netop menneskets valgfrihed. Men valgfrihed forudsætter mangfoldighed. Står der tre ens glas vand på et bord, og du gives valgfrihed, giver friheden ikke meget mening. Først når der mellem de tre glas er en meningsfuld forskel, giver valget mening. Ønsket om valgfrihed skal således følges op af et klart fokus på, hvordan vi skaber og udvikler mangfoldigheden, samtidig med at vi styrker økonomien og udvikler kvaliteten.

Valgfrihed knyttes tit sammen med debatten om udbud. De har intet med hinanden at gøre! Udbud handler om konkurrenceudsættelse, og kan lige så let føre til reduktion af det frie valg som det modsatte. Årsagen er, at udbud kun forholder sig til den enkelte opgave og ikke til helheden.

På velfærdsområdet spiller det offentlige, og i særlig grad kommunerne, en helt central rolle. Det skal de også i fremtiden. Frit valg er ikke en offentlig blankocheck - opgaven for Venstre bliver derfor at finde en model, der på den ene side understøtter udviklingen af mangfoldighed i vores velfærdssystem, samtidig med at der er styr på den offentlige økonomi.

Selveje Danmark har fire klare bud, der understøtter ønsket om frit valg. Venstres oplæg skal følges op af en national aftale mellem det offentlige og de selvejende velfærdsaktører, der fastslår principperne for det gode udviklende samspil mellem parterne.

Vi skal genopfinde driftsoverenskomsten, der både skaber mangfoldighed og styring. Der skal udvikles en ny betalingsmodel, som sikrer økonomisk ligestilling mellem de offentlige tilbud og de ikke-offentlige. I dag er det ofte helt uklart, hvilken økonomi der knytter sig til for eksempel driften af kommunale tilbud.

Vi skal sammen udvikle en ny samarbejdsform for samspillet mellem parterne. Hvis vi kun skruer op og ned på de knapper, vi kender, så opfinder vi ikke noget nyt.

Lykkes det for os, vil Venstres oplæg kunne blive starten på et velfærdssystem, der sætter det enkelte menneske i centrum og understøtter udviklingen af kvaliteten af alle tilbud - offentlige eller ej.