I LEDERARTIKLEN den 24. oktober bevæger chefredaktør Erik Bjerager sig på en knivsæg, når han på den ene side opfordrer politikerne til at lytte til ”noget, der ligner en grundangst” hos ”store dele af den danske befolkning” for, at ”den tilsyneladende endeløse flygtningestrøm fra Mellemøsten med en markant anden kultur vil ændre det danske samfund” - en flygtningestrøm, der ”ligner en naturkraft med kaos i sit følge” - og på den anden side skriver, at ”politikerne med deres politik kan påvirke befolkningen, så den bliver mere villig til at tage imod endnu flere flygtninge”.
Man kan vanskeligt være uenig i, at politikerne bør lytte til befolkningen. Det væsentlige spørgsmål er, hvad de derefter skal gøre. Som bekendt er det parlamentariske demokratis bløde punkt, at politikere har en kortsigtet taktisk interesse i at tækkes det, der opfattes som den ”almindelige” mening, og i hvert fald undgå at udfordre den åbent.
Desværre kan det også gælde i de situationer, hvor den ”almindelige” mening - usagt, hvor udbredt den måtte være - er fejlinformeret, fordomsfuld eller ubønhørlig over for dem, der har vores hjælp behov.
Hvis vi lader levitten i lignelsen om den barmhjertige samaritaner repræsentere ønsket om at bevare den herskende sociale orden uændret, kan vi et øjeblik overveje, om det havde været demokratisk rigtigt, at samaritaneren havde lyttet til ham og ladet den nødstedte ligge i vejgrøften. Det er grundlæggende det valg, ethvert menneske og enhver politiker står over for: at være sig selv nok eller at være sig selv for sine medmennesker.
Som det refereres i lederartiklen, kan vi tage mange flere flygtninge, end vi gør, også uden nogen som helst risiko for en sammenhængskraft, hvis indhold ingen i øvrigt bekymrer sig om at forklare nærmere.
Efter Anden Verdenskrig var der på et tidspunkt 250.000 flygtninge i Danmark. Og den nationale velstand var uden sammenligning mindre end nu. Dertil kommer, at mange flygtninge faktisk vender tilbage til deres oprindelseslande, når det er muligt. Og det at tale om kaos i Danmark sættes vist i passende perspektiv, hvis man sammenligner med det kaos, der for tiden hersker i Syrien, Gaza eller andre af verdens virkelige konfliktområder.
Hvis man mener demokratiet alvorligt som livsform og ikke som stemmefiskeri, må man lytte til sine medborgere, tage deres eventuelle angst alvorligt og forholde sig respektfuldt til den. Men det gør man ikke ved at tale angsten efter munden - eller tilrettelægge oplysningerne om flygtningesituationen politisk taktisk - men ved at argumentere, oplyse og om nødvendigt korrigere, så angst kan afløses af en realistisk beredthed til at forholde sig hæderligt og interesseret til den mangfoldige og konfliktfyldte verden, som vi er en del af.
Flygtningedilemmaet består dermed først og fremmest i, om vi foretrækker at lade, som om vi som danskere kan unddrage os medansvar for den store verden ud fra et håb om, at vi kan gøre vores egen verden lille og uforanderlig - eller om vi er klar til at håndtere dens udfordringer med den menneskelighed, som vi har mulighed for, når angsten eller egeninteressen ikke stiller sig i vejen.