SØNDAG DEN 22. SEPTEMBER 2013 står mejslet ind i sind og hjerter i Peshawar. Det var den dag, Alle Helgens Kirkes menighed på cirka 600 deltagere efter en festlig gudstjeneste myldrede ud på kirkepladsen for at drikke te og spise og ikke mindst mødes og snakke.
To sønderrivende brag med 10 sekunders mellemrum ændrede alt for alle, der var til stede. Bomberne var levende unge mænd på 20 og 22 år, udsendt af en talebangruppe, der med dødbringende bælter om livet sprængte sig selv og 100 andre til døde og sårede næsten 200, mange så alvorligt, at dødstallet nåede 138, og mange vil aldrig komme sig helt igen.
Jeg besøgte Peshawar Stift i maj og mødte flere af katastrofens ofre. Et par timer sad jeg ved siden af Iqbal Masih. Vi deltog i fejringen af gymnasieelevers færdige eksamen og overrækkelse af beviser. Vi var hædersgæster og skulle holde tale.
DA IQBAL MASIH blev kaldt frem, hjalp jeg ham på benene, og da han gik frem mod talerpulten, fik han dagens største applaus - af de overvejende muslimske elever, lærere og pårørende. Noget ganske unormalt. Men også et stærkt tegn på, at denne katastrofe ramte alle.
I forbindelse med besøget var bispesædet vært for et møde i Trosvenner. En forening, hvor sunni- og shiamuslimer, kristne, sikher og hinduer mødes på lederplan. Det var stort for mig at deltage i det fire timer lange møde, hvor sameksistens og tolerance var på dagsordenen i de lange skygger af den forfærdelige katastrofe blot syv måneder tidligere. Provinsens øverste muslimske leder er formand, og Peshawars biskop er næstformand. Midt under mødet viser min sidemand mig en indløbet besked på sin iPhone, der fortæller, at der netop er eksploderet en bombe tæt ved Alle Helgens Kirke - som har dræbt fire. Vi fortsætter mødet, for dette sker så tit, siger min sidemand. Mødet afsluttes med det for nogle få år siden umulige, at vi spiser sammen, inden der med store smil og omfavnelser tages afsked. Samtalen fremmer i allerhøjeste grad forståelsen og dermed afhængigheden af hinanden.
DER ER OPSTÅET ET NYT og afgørende forhold mellem stiftets halve procent kristne og det store muslimske flertal. Det begyndte, da muslimske naboer til Alle Helgens Kirke ilede til hjælp for et år siden og hjalp med at bringe ofre til hospitalerne. Andre tømrede kister sammen til de døde, og andre hjalp med begravelserne, alt sammen inden for 24 timer, som skik er.
Mandag den 22. september 2014 samledes alle, der havde mulighed for det, i Alle Helgens Kirke til flere mindegudstjenester. Biskopper fra andre stifter og kirkesamfund samt enkelte udenlandske repræsentanter deltog.
Her takkede man for de mange, der blev revet bort og nu er ”hjemme hos Gud”, som det ofte udtrykkes. Man benævner de døde som martyrer. De døde for deres tros skyld og ganske uskyldige.
I morgen søndag mindes vores kirke ”alle helgener” med lys på gravene og gudstjenester med navneoplæsning på de døde. Lad os også mindes vore søstre og brødre, der døde i Peshawar for et år siden, og huske på det fællesskabsbånd, vi via Danmission har haft med kirken i Peshawar Stift igennem mere end 113 års samarbejde og partnerskab.