JEG SPØRGER MIG SELV, om vi lever i en særlig kold tid. Anledningen til mine refleksioner har været ytringer fra sygehuspolitikere, der i den senere tid og naturligvis stærkt tiljublet af de meget troende og missionerende i ateistisk selskab har foreslået, at præsterne skal smides ud af hospitalernes etiske komitéer.
Jeg spørger mig selv, om disse politikeres udsagn er udtryk for en tidsånd. I hvert fald føler jeg trang til modsigelse og modstand, og jeg kan ikke lade være med at tænke på Ole Wivels digt fra 1959, optrykt i Højskolesangbogen:
Der truer os i tiden
en ond, usynlig magt:
vor egen sikre viden,
som sprængte med foragt
den skænkede natur
og nedskrev Adams billed
til skyggen på en mur.
De nævnte politikere nedskriver netop mennesket til en skygge af et menneske. De synes uden forståelse for, at mennesket er andet og langt mere end biologi. Ja, mennesket er mere end legeme og sjæl. Vi er ikke abekatte, men indblæst med ånd. Det er forskellen på mennesket og andre eksistenser på kloden. Dyrene har sjæl, men ikke ånd.
Det er egentlig utroligt, at vi skal blive ved med at have den diskussion om, hvad et menneske er. For det er jo det, det handler om. Men desværre er den nødvendig. Alt for mange politikere er så optaget af deres egen sikre viden, at de ser bort fra den skænkede natur, nemlig at mennesket også er sjæl og ånd, og at helbredelse ikke alene er et spørgsmål om teknik, men at tage hånd om det hele menneske.
Netop syge mennesker er meget udsatte og sårbare. Netop syge mennesker er meget optaget af eksistentielle spørgsmål. Spørgsmål, der måske aldrig tidligere i livet har været påtrængende, banker nu på og kræver en forklaring og afklaring.
Det har flere sygehuse åbenbart indset og med største selvfølge taget præsterne med i samarbejdet og i etiske komitéer. Man kan kun ønske, at endnu flere sygehuse ønsker denne udvikling, som politikerne nu forsøger at bremse.
DET ER IKKE KUN udtryk for en kold tid, at politikere vil standse præsternes tilstedeværelse, hvor de naturligt hører hjemme. Det er udtryk for grænseløs arrogance og dumhed. Modstanden mod præsterne vidner om et totalt ukendskab til, hvad et menneske er som skabning, og de pågældende må være totalt uden erfaring fra det virkelige liv, hvad angår patienter og plejepersonale, og uden kendskab til, hvad præsten kan.
Sandheden er jo, at der i dag heldigvis på mange hospitaler er et glimrende og frugtbart samarbejde mellem især plejepersonale og præst, både til gavn for personalet og ikke mindst til gavn for patienten. At det gensidige samarbejde giver både præst og plejepersonale større forståelse og viden for hverandres kompetencer og indsigt i de menneskelige vilkår, siger sig selv.
Når der alligevel er god grund til at reagere så stærkt på nogle politikeres forsøg på at blande sig i sammensætningen af hospitalernes etiske komitéer, er det også, fordi det er politikerne, der sidder på den pengekasse, som altid betyder, at personalet på sygehusene skal prioritere.
Det ville være ulykkeligt om præstens vigtige deltagelse i komitéerne blev nedprioriteret med den faglige indsnævring, det jo også ville betyde. Tværtimod bidrager præsten både som præst og teolog og med sit menneskesyn til en faglig bredde, der er til gavne for den samlede kompetenceudvikling på et sygehus.
Når jeg føler trang til at reagere, er det dog ikke mindst, fordi jeg finder, at politikernes indblanding er et utåleligt tyranni over for den enkelte patient og personalet. Det er, som om disse politikere godt understøttet af Ateistisk Selskab vil bestemme, at den enkelte ansatte medarbejder og den enkelte patient endelig ikke må hente hjælp hos præsterne. Tænk, hvis præsterne indoktrinerede. Men det gør de ikke, for så var de for længst blevet isoleret.
Hvad de tyranniske sygehuspolitikere ikke har opdaget er, at der synes at være et stigende behov for at få sat ord på det uforståelige. Både hos patienter og ansatte. For i en verden, hvor vi kan det hele, er det jo uforståeligt, at vi kan blive udsat for sygdom og død, uden at vi kan stille noget op.
Så bliver vi vrede og kræver svar. Eller vi falder i afmagt og trygler om svar.
Til at give svar til dem, der beder om det, har vi præsterne. De kan både bringe den vrede og den hjælpeløse videre. Præsterne kan både ved eksistenssamtaler bringe ateisten videre og for den hjælpeløse anfægtede forkynde evangeliet om de hjælpeløses hjælp.