I KRONIKKEN ”Tyrkiet - en falsk allieret?” i Kristeligt Dagblad den 25. oktober sætter Robert Ellis endnu engang spørgsmålstegn ved, om Tyrkiet er en vestlig allieret.
Ellis overser, at Vesten har en grundlæggende interesse i et stabilt, vestvendt Tyrkiet. Også af den grund er det vigtigt, at vi fortsætter forhandlingerne med Tyrkiet om optagelse i EU - og meget gerne senere på året åbner nye forhandlingskapitler.
Ellis anker over, at Tyrkiet i Syrien prioriterer Assads fjernelse og ønsker oprettelse af en sikkerheds- og flyveforbudszone. Jamen, det burde vel hele tiden have været Vestens politik. At vi - og ikke mindst USA - har rystet på hånden i forhold til at engagere os i Syrien har ikke hjulpet på situationen for civilbefolkningen i landet.
DET ER GANSKE ENKELT ikke rimelig at kalde Tyrkiet for en falsk allieret: Tyrkiet var en frontlinjestat under den kolde krig, ydede mere end de fleste vestlige lande til vort fælles forsvar og var en central spiller med Natos næststørste hær.
Særlig i kampen mod international terrorisme har Tyrkiet i de senere år haft en aktiv rolle: Tyrkiet har blandt andet ydet betragtelige bidrag til internationale aktioner med udsendelse af tyrkiske soldater til Afghanistan og Bosnien.
Tyrkiet påtager sig aktuelt meget store opgaver med husning af halvanden million flygtninge fra Syrien uden synderlig støtte fra det internationale samfund, hvilket Ellis er fair nok til at nævne.
EU-forhandlingerne med Tyrkiet er den bedste ramme for den fortsatte dialog med Tyrkiet om fremme af demokrati og menneskerettigheder. Forhandlingerne har, siden Tyrkiet fik kandidatstatus i 1999, fungeret som en løftestang for en meget omfattende demokratisering af det tyrkiske samfund. Sigtet har været at styrke individets rettigheder.
TYRKIET HAR central strategisk, politisk, økonomisk, energimæssig, kulturel og menneskelig betydning for os i EU. EU-landene - især Frankrig og Østrig - har givet Tyrkiet den kolde skulder, hvilket har svækket reformprocessen i Tyrkiet. Den udbredte negative Tyrkiet-retorik herhjemme trækker på samme måde i den forkerte retning.
I de senere år har forhandlingerne stået i stampe. Både på grund af intern uenighed i EU om, hvorvidt vi overhovedet vil Tyrkiet. Og fordi EU er blevet mindre attraktiv for Tyrkiet.
Unionen står svækket grundet den økonomiske krise og manglende udenrigspolitisk handlekraft. Støtten i Tyrkiet til medlemskab er faldet fra 74 procent i 2004 til 33 procent i dag . Hvis vi afviser Tyrkiet, risikerer vi, at tyrkerne erstatter den europæiske drøm med en ottomansk drøm.