Tango i kirken er banal kulturkristendom

Jeg vil også gerne lære at danse tango, skriver debattør. Men er tangodansen vejen til at drage kroppen og det hele menneske ind i forkyndelsen?

Tango hører ikke hjemme i kirken, skriver forfatter. Der er bedre måder at inddrage kroppen i den kristne forkyndelse på.
Tango hører ikke hjemme i kirken, skriver forfatter. Der er bedre måder at inddrage kroppen i den kristne forkyndelse på.

”Tango rykker ind i kirken.” Under denne overskrift berettede Kristeligt Dagblad den 29. oktober om en tangogudstjeneste i Sundkirken på Amager.

Folkekirken har det med at lade ord fylde meget og kroppen intet, udtaler den lokale sognepræst. Vi kan og skal ikke styre alting selv. Ifølge præsten kan vi gennem den argentinske tango fremelske egenskaber som hengivenhed, samarbejde, respekt og ligeværd - og lære, at kærlighed er en overgivelseshandling.

Jeg ville gerne lære at danse argentinsk tango, ingen tvivl om det. Tangoen er en sensuel dans, hvor forholdet mellem de to dansende er i centrum, hvor parterne skiftes til at være førende, og hvor luften er ladet med spænding og drama. Hvem vil ikke gerne opleve det?

Men er tangodans vejen til at drage kroppen og det hele menneske ind i forkyndelsen? Præstens argumentation for tangoens betydning for menneskets gudsforhold og tro virker ikke overbevisende. Den fremtræder snarere som hjemmestrikket til lejligheden, præget som den synes at være af præstens personlige begejstring for dansen.

Hvis jeg må være lidt spids, emmer initiativet af banal kulturkristendom. Kombinationen af tango og kristendomsforkyndelse vil givetvis pirre og tiltrække mennesker, som normalt ikke kommer i kirken, men er det nok, og hvad går deltagerne hjem med?

Sognepræsten har ret i, at vi er tilbøjelige til at negligere kroppen i kirken. Behovet for ændringer har i de sidste 10-15 år ført til en opblomstring af pilgrimsvandringer og meditation i forskellige udgaver. Hvad er fælles for disse aktiviteter? Det er, at de igennem stilhed kombineret med brugen af få nøje udvalgte ord styrker forholdet til den treenige Gud, til skabelsesunderet og til den del af bevidstheden, hvor man erfarer, at Gud er til stede for én helt personligt.

Vil man inddrage kroppen i den religiøse forkyndelse, hvad der som sagt er behov for, er der mere perspektiv i at se mod Østens traditioner end i at vende blikket mod Latinamerika. I den kinesiske medicin har man en flere tusinde år gammel viden om kroppens energisystem og dets betydning for menneskets velbefindende - ikke bare fysisk og psykisk, men også åndeligt.

I behandlingssystemet kender man den ældgamle viden fra brugen af akupunktur, men den finder også udtryk i en række forskellige meditative bevægelsesformer, som går under fællesbetegnelsen qigong. Qi står for åndedrag, luft, energi og livskraft, mens gong står for aktivitet og bevægelse. Når vi dyrker qigong, vækker vi livsenergien og sætter den i bevægelse. Vi bliver stærkere og mere til stede i forhold til ikke bare os selv og andre, men også i forhold til den åndelige dimension. Qigong-traditionen i Østen har en spirituel overbygning, men den er ikke nødvendig for at praktisere og få glæde af bevægelsesformen. I Kina er man tilbageholdende med at undervise i den spirituelle overbygning, ligesom man er varsom med at dyrke qigong offentligt.

Da jeg var i Kina for nogle år siden, var det forbudt. Vi kender alle sammen de problemer, den religiøse bevægelse Falun Gong løb ind i i forhold til det kinesiske styre, som har svært ved at lade andre værdisystemer end sit eget komme til orde. I Vesten kan vi uden religiøse betænkeligheder tage qigong til os som meditation i bevægelse. Det bliver man hverken buddhist, daoist eller andet ukristent af. 

Vil man inddrage kroppen i den kristne forkyndelse på nye måder, er det derfor oplagt at åbne sig for qigong. Det er nemlig ikke svært at give bevægelsesformen et kristent indhold, på samme måde som cisterciensermunken Thomas Keating har gjort det med meditation, og som det også gøres med qigong. For eksempel praktiseres der qigong på jesuitten Franz Jalics' retrætecenter i Tyskland og på det økumeniske meditations- og retrætecenter Berget i Sverige. 

Med andre ord: Der er masser af inspiration at hente i den østlige spirituelle tradition, når det gælder krop og kristendom. Er underviseren solidt forankret i kristendommen, er det hverken svært eller farligt at gøre det.