FOR EN MÅNEDS TID siden tog professor Viggo Mortensen og jeg initiativet til at holde en konference under mottoet ”Oprør fra udkanten - Mulighedernes land 2.0”. Vi var dødtrætte af den helt urimelige skævvridning, der sker af vort land i disse år, hvor vi nu er kommet så langt ud, at det er nødvendigt at aftvinge beslutningstagerne et svar på spørgsmålet om, hvorvidt de virkelig ønsker, at hele Danmark også i fremtiden skal være beboet.
Det viste sig, vi ikke stod alene med den oplevelse. Der kom halvandet hundrede mennesker fra mange dele af landet til konferencen i Ærøskøbing. Vi lyttede til gode oplæg og diskuterede på livet løs. Til slut enedes forsamlingen om et Udkants-manifest, som den interesserede kan læse på hjemmesiden www.oprørfraudkanten.dk.
Der har været fornem pressedækning, og et netværk af aktivister og interesserede er under opbygning. Min sjæl, hvad vil du mere?
ALLIGEVEL ER JEG gang på gang kommet til at tænke på, at det nu snart er 100 år siden, Anton Berntsen skrev den herlige vise om sin nabo Per Smed. Og ”Mi nååbo, Pe Sme” lever stadig i Højskolesangbogen, hvor den står som nummer 161. Det var Per Smed, der altid havde den samme kommentar, uanset hvilket nyt og spændende initiativ, han hørte om. ”Hvad skal det nytte?” var hans faste replik - eller som Anton Berntsen skrev på ravjysk: ”Hwa nøtt er et te?”.
Det er ikke bare sangen, der lever videre. Det gør Per Smeds indstilling også.
Bevares, det er bestemt ikke den typiske reaktion, vi har mødt på vort initiativ om ”Oprør fra udkanten”. Men blandet ind i koret af positive udsagn høres tydeligt Per Smeds stemme. Ikke fordi Per Smeds efterkommere egentlig har lyst til at være negative, men de har ganske mistet troen på, at det kan nytte at arbejde for en anden udvikling end den, vi oplever - og som de i øvrigt er både modstandere af og ulykkelige over.
Når man snakker med dem, opdager man, at reaktionen skyldes, at de ikke mener, der er noget at gøre. De rå markedskræfter er alt for stærke. Løbet er kørt. Der er ikke noget alternativ til den galopperende skævvridning af landet. Den er blevet vor skæbne!
DET ER MÅSKE en forståelig reaktion, men den er først og fremmest uhyggelig. For den er udtryk for, at mange mennesker føler sig afmægtige. Tilværelsen er blevet uoverskuelig og går sin skæve gang, uanset hvad vi selv foretager os. Det er Per Smed-syndromet, der slår ud i stadig større andele af regulære proteststemmer, når der kaldes til valg. Vi så det ved valgene til Europa-Parlamentet rundtomkring i Europa, og vi så det senest ved valget til den svenske rigsdag den 14. september.
Store vælgergrupper vender ryggen til virkeligheden og stemmer på partier, der præsenterer tydelige syndebukke som den enkle forklaring på den skæve udvikling.
”Oprør fra udkanten” er også en del af kampen mod Per Smed-syndromet. Vi tror på, at udviklingen er resultat af menneskers beslutninger og ikke af fjerne systemers hærgen. Derfor tror vi også på, at udviklingen kan vendes. Men det har sandelig som forudsætning, at den skæve udvikling bliver analyseret og lagt frem. Og at vi derefter er tilstrækkeligt mange, som anviser en anden vej mod et Danmark i bedre i balance.
Vi arbejder for, at Per Smeds efterkommere ikke får ret i, at ”udviklingen” er uafvendelig. Dybest set håber heller ikke nutidens Per Smed'er, at hans sortsyn skal sejre.