Drop fordommene om 'Den forbudte dåb'

Carsten Mulnæs bør droppe sine fordomme og læse Massoud Fouroozandehs bog 'Den forbudte dåb' igen, skriver sognepræst og medforfatter.

Sagen om indvandrerpræsten Massoud Fouroozandeh fra Fyn skaber stadig debat. Særligt efter udgivelse af bogen ”Den forbudte dåb - sandheden om Massoud-sagen”. -
Sagen om indvandrerpræsten Massoud Fouroozandeh fra Fyn skaber stadig debat. Særligt efter udgivelse af bogen ”Den forbudte dåb - sandheden om Massoud-sagen”. - . Foto: Sonny Munk/Scanpix.

Sognepræst Carsten Mulnæs kan ikke lide ”Den forbudte dåb”. Han er ellers selv med i bogen med sin praksis om at invitere muslimer, som hverken vil døbes eller er døbt med til alters i sin kirke. Det er i bogens anden del, der handler om det dybe skel mellem mission og dialog i folkekirken. Mulnæs er trods det forvirret over tre ting, som jeg her vil svare kort på:

Hvorfor, spørger han, gøre et stort nummer ud af, at Massoud Fouroozandehs projekt, et år før det slutter, skal ændre navn til ”del af folkekirkens migrantarbejde”. Der er jo andet migrantarbejde, så det er jo bare realiteterne, der beskrives ved navneændring, siger Mulnæs naivt.

Helt ærligt: Der foregår andet nødhjælpsarbejde i folkekirken end Folkekirkens Nødhjælps, så skal organisationen altså hedde ”del af folkekirkens nødhjælp”.

Der foregår andet mellemkirkeligt arbejde end Det Mellemkirkelige Råds, så skulle det hedde ”del af folkekirkens mellemkirkelige arbejde”? Behøver jeg skære det mere ud i pap, at det er, fordi biskop Lindhardt får et vink med en vognstang andre steder fra, som ikke kan lide Massoud Fouroozandehs arbejde, at dette krav kommer frem? Læs bogen igen.

De næste to spørgsmål vil jeg svare på samlet: Hvorfor må Jesper Hougaard Larsen og tidligere biskop på Fyn Kresten Drejergaard (Fyns Stifttidende den 28. oktober) ikke kalde Massoud Fouroozandeh ”perker”? Det er ikke et problem længere, ifølge Carsten Mulnæs, for alle gør det nu om dage. Jeg ved ikke, om alle gør det, men Dan Park og den politimand, der blev slæbt i retten for under en demonstration at have kaldt en indvandrer ”perle”, er formodentlig ikke enige.

Det fører til det egentlige anliggende for Mulnæs, nemlig spørgsmålet om ikke Massouds markante omvendelsespraksis og konservatisme gør Lindhardts teologiske tilsyn umuligt, så han burde gå skridtet ud af folkekirken og tilbage i frikirkernes kreds.

Nu kan man jo godt skifte tilsynsførende biskop, og måske er det løsningen. Det forekommer mig efter Carsten Mulnæs' indlæg stadig mere rigtigt at have skrevet ”Den forbudte dåb”, når man ser, hvordan ellers modernistiske og ”tolerante” præster og biskopper reagerer over for Massoud Fouroozandeh.

Hvorfor vil man føre dialog med imamer, tage muslimer til alters, uden at de vil døbes eller er døbt, skrive apologetiske indlæg for Muhammed, som en provst gjorde i Kristeligt Dagblad i oktober, men ikke acceptere, at Massoud Fouroozandeh sætter selv livet ind på at gøre muslimer til kristne?

Det handler om, at man forveksler Massoud Fouroozandehs teologi med fundamentalisme. Typer som Carsten Mulnæs ser simpelthen Vilhelm Beck forklædt som perser, når de ser Massoud Fouroozandeh. Og over for den type teologi har man altid fra de modernistiske teologers side tilladt sig at sige alt, råt for usødet.

Man har haft sin teologis sikre forvisning om, at man var kommet længere, og at de andre reaktionært sad fast i fortidens moral og teologi. Men fundamentalisme er et vestligt fænomen opstået i oplysningstiden, da bibelkritikkens angreb på Det Nye Testamentes kildeværdi fjernede skriftens autoritet og skiftede Bibelens autoritet ud med fornuftens. Fundamentalisterne lagde så autoritetstrykket endnu tungere på Bibelens bogstavelige ord. ”På knæ for Bibelen, professorer,” som daværende formand for Indre Mission Vilhelm Becks ord lød.

Herefter udspandt der sig en kirkekamp mellem liberale teologer, som Carsten Mulnæs står i tradition af, og fundamentalisterne, som Indre Mission er det kendteste udtryk for. Det er ikke en kamp, Massoud Fouroozandeh og mange af de omvendte muslimer, jeg har mødt, er del af.

Mulnæs og en del andre har ikke opdaget, at vi står i en hel ny kirkelig og historisk situation, hvor de gamle skel fra 250 års kirkekampe i Danmark, er faldet. Massoud Fouroozandeh og andre omvendte muslimer står i tiden, jeg af mangel på bedre vil kalde Apostlenes Gerningers tid. De spekulerer ikke på kirkelig positionering og magtkamp i folkekirken, men på den befrielse, evangeliet skænker mennesket.

De oplever ikke kristendommen gennem den 200-årige hermeneutiske cirkel af fortolkningers fortolkninger af kristendom, som har ført til, at man nærmere forholder sig til Grundtvig, Løgstrup eller Kierkegaard end til Det Nye Testamente, når man forsøger at forstå sig som kristen. For dem er Kristus ham, der gør dem frie. Det var historien, som en kvinde først i 30'erne i en gul sommerkjole fortalte på årets missionskonference i Church of Love. Hun, som kort tid før havde gået i burka.

Den tilgang til kristendommen er ny for os, ligesom vores historiske situation er ny, men der ligger en kæmpe øjenåbner for os gamle kulturkristne danskere, hvis vi tør være åbne og ikke bange og defensive som reaktionerne fra Mulnæs' del af folkekirken er udtryk for.

Carsten Mulnæs og andre sætter straks Massoud Fouroozandeh i den kendte teologiske bås, han er bare frikirke, en pinse-, baptist-, apostolsk fundamentalist og skulle gå derhen, hvor de moderne, oplyste, tolerante kristne kan blive fri for ham.

Giv bogen en chance til, Mulnæs, og vågn op til en ny tid for folkekirken.