Racisme kan vel ikke accepteres i folkekirken?

'Den forbudte dåb' fortæller om racistiske episoder mod indvandrerpræsten Massoud Fouroozandeh i kirkemiljøet på Fyn. Folk bør tage bogen seriøst, for racisme skal ikke accepteres i folkekirken, skriver debattør.

Massoud Fouroozandehs oplevelser med racisme skal tages seriøst, skriver debattør.
Massoud Fouroozandehs oplevelser med racisme skal tages seriøst, skriver debattør. Foto: Malte Kristiansen.

”Krimi og kirkekamp” er overskriften på et debatindlæg torsdag den 30. oktober i Kristeligt Dagblad, hvor sognepræst Carsten Mulnæs skriver, at han tabte interessen for at læse ”Den forbudte dåb”, skrevet af sognepræst Torben Bramming. Også selvom han burde vide, at det, der er kommet frem i bogen, har bevirket, at biskop Tine Lindhardt har bedt om en redegørelse fra migrantpræsten Jesper Hougaard Larsen, som herefter skriver om ”perker-episoden”: Det, der står i bogen, er usandt. Jeg kan ikke kommentere på noget, der ikke er sket, så derfor har jeg ingen kommentarer. Biskoppen har bedt mig om en redegørelse, og den får hun naturligvis.”

Om ”perker” er et skældsord eller ej, var der vel ikke tvivl om i den store sag på Nørrebro med politiet indblandet, hvor det var vigtigt, om der var råbt ”perle” eller ”perker”. Racisme inden for politiet kan ikke accepteres.

Carsten Mulnæs skriver blandt andet også: ”Hændelsen - opdigtet eller ej ...” Jeg må skuffe Carsten Mulnæs. Der var vidner, og en af de tre sognepræster har bekræftet hændelsesforløbet over for Kristeligt Dagblad, som kender vedkommendes identitet. Men hvis Carsten Mulnæs som lovet, havde læst hele bogen, ville han vide, at denne hændelse blot var en af flere, som har vist Jesper Hougaard Larsens sindelag og meget klare afvisning af Massoud som mulig teologisk samarbejdspartner.

Carsten Mulnæs opdager heller ikke, at problemet ikke er løst med dannelsen af valgmenigheden. For det giver ikke mening at skulle ansøge Kirkeministeriet om dispensation for at kunne være i samme provsti, når det viste sig, at stillingen som halvtids sognepræst alligevel ikke blev forlænget, skønt det havde været Tine Lindhardts oprindelige forudsætning. Se, det er problemet, som de, der slutter op om Massoud, ikke mindst retsteolog Kristine Garde, har reageret på og betegnet som løftebrud.

Når det desuden nævnes, at Massoud har udtalt: ”De, der sidder på magten på Pastoralseminariet og i bispestolene (er) mere humanister end bibeltroende præster”, er det på baggrund af udtalelser citeret i denne avis, som ikke har været til at misforstå:

Når man offentligt kan udtale, at et menighedsråd ikke kan tillade sig at kræve, at en præst skal være troende, og når biskop Kjeld Holm i et radiointerview den 16. december 2013 i ”Ordet er dit” erklærer, at han ikke kan forholde sig til begreber som omvendelse og mission, men i stedet bruger skældsordet fundamentalisme om Massoud Fouroozandehs syn på kirkens forpligtelse, så er det udtryk for et kirkesyn, som ligger langt fra Luthers syn på det troende menneske, når han erklærede: ”Kirken er menigheden, og vi er alle præster.” Dermed er alle troende forpligtede på at adlyde Jesu befaling om mission, sådan som den fremsiges ved enhver dåb i folkekirken.