VINTERDEPRESSIONEN plejer først at melde sig, når mørket fylder dagene op og udvisker skellet mellem nat og dag. I år er det anderledes. Mørket kommer ikke fra universet i år, men fra politikerne, som er holdt op med at drømme, med at kæmpe for værdier og med at definere klare politiske projekter. I stedet løber de med en folkestemning præget af egoisme og snæversyn. Danmark er blevet en lille, bitter nation, når vi ikke længere er villige til at hjælpe verdens fattigste og forfulgte.
Nødvendighedens politik har gennemsyret den demokratiske samtale i lang tid. Nu har den også fundet vej til værdidebattens og demokratiets kerne, nemlig hjælpen til dem uden en stemme: verdens fattigste, miljøet og dermed vore børn og hele deres fremtid.
Værdipolitiske budskaber er helt fraværende i debatten om nu at tage 20 procent fra verdens fattige, fordi politikernes vigtigste projekt ikke længere er at værne om menneskelige værdier, men om en økonomi, som allerede er blandt verdens stærkeste i kraft af fortidens fremsynede satsning på velfærdsstat og lige muligheder også for de svagere.
Politiske værdier er næsten usynlige i den politiske debat. Den mest udbredte argumentationsform i dag er, at et tiltag betaler sig. De fleste politikere ankommer til enhver debat med regneeksempler under armen. Medierne går ikke efter at stille dem til ansvar for at handle i overensstemmelse med deres værdier, men går efter, om regnestykkerne holder vand - på kort sigt.
DR-PROGRAMMET ”Detektor” er blevet vores fornemmeste våben for at vurdere, om et politisk forslag er godt eller ej.
Sjældent træder en politiker ud af regnearkslogikken for at tale fra et hjertets ståsted. I debatten om besparelser på hjælp til verdens fattige fremhæver politikerne, at det er ærgerligt, men nødvendigt, for de må betale for flere flygtninge i Danmark.
At de i processen saver de grønne grene af, som jeg for eksempel i Care har været med til at plante i mange u-lande for at modvirke vore forsyndelser mod klimaet og yderligere fattige klimaflygtninge, betyder mindre end en sikker taburet de næste fire år plantet på beregnende stemmemaksimering frem for fremsyn.
Det er en hønen eller ægget-diskussion, om denne visionsløse politik eller en stigende egoisme i befolkningen kommer først. Politikere, som kommunikerer, at det handler om at vælge mellem velfærd i Danmark og hjælp til fattige mennesker, avler egoisme.
Det skaber en forståelse i befolkningen af, at pengene er så knappe, at vi intet andet valg har. Men er de virkelig knappere end i fattigfirserne, hvor borgerlige regeringer gav os verdens højeste skatteprocent og u-landshjælp netop i fremsynets navn? Befolkningen fulgte med deres visioner.
I dag ville politikere med tilsvarende høje visioner selvfølgelig også kunne finde pengene og få befolkningen med sig ved at optræde som ophøjede statsmænd frem for som folk i små sko. Det kunne være grønne afgifter eller landbrugsstøtte for at nævne et par muligheder.
Formen og indholdet af den politiske samtale gør ikke befolkningen i stand til længere at se alternativerne og til at tage aktivt del i diskussionerne. Politikerne har et ansvar for, at vi er endt i en situation, hvor den politiske samtale har tabt værdierne på gulvet. Vi er blevet en lille bitter nation frem for en humanitær stormagt.
HJÆLPEN TIL VERDENS fattigste var et af de sidste værdipolitiske ståsteder, som nu er blevet underlagt ”nødvendighedens politik”. Debatten om solidaritet, medmenneskelighed og om, hvilken rolle Danmark vil spille i verden, er forsvundet. Det er svært at få øje på politikere, som tør eje og forsvare udviklingsbistanden og vore børns klimafremtid som politisk projekt. Når politikerne ikke selv gør det, smitter det af på befolkningen, og de kan ikke få øje på værdien og glæden af at hjælpe andre.
Det skubber personligt mig ud i politisk hjemløshed, når en grundværdi om at hjælpe verdens svageste forsvinder. Når politikerne stopper med at kæmpe for nogle idealer og værdier, bliver den politiske virkelighed håbløst trist og grå. Hvor skal vi gå hen, når både blå og rød blok svigter det, jeg tidligere gennem mange år i udlandet var stolt af at betragte som ægte ”danske værdier”?