Jo, hvide mænd begår også æresdrab

Der ligger et fælles kvindesyn bag hvide mænds drab på deres (eks)kærester og kvindemord i indvandrermiljøer. De jaloux, hvide mænd også begår deres kvindedrab i en kulturel kontekst, hvor de møder identifikation og opbakning, skriver mag.art. og forfatter Jette Hansen

Eksempler på sager, hvor en hvid, dansk mand har slået sin (eks)kæreste ihjel i Danmark inden for de seneste 10 år
Eksempler på sager, hvor en hvid, dansk mand har slået sin (eks)kæreste ihjel i Danmark inden for de seneste 10 år.

DET HAR VAKT FORARGELSE, at danske mænds drab på (eks)kærester er blevet sammenlignet med æresdrab i de muslimske miljøer i artiklen ”Den hvide mands æresdrab” i Kristeligt Dagblad sidste fredag. Denne sidestilling udvisker alvoren og karakteren af æresdrab, hedder det. Sammenligningen med danske kvinders ligestillingsproblemer opfattes som manglende respekt for alvoren af de muslimske kvinders lidelser.

Elmas Berke, journalist og medie-/kommunikationsrådgiver, kalder det en lussing til dem, der kæmper imod kvindeundertrykkelsen i de muslimske miljøer. Og Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti mener ligefrem i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 1. november, at danske æresdrab slet ikke findes: ”Der er en verden til forskel på et drab begået som et udslag af jalousi og et drab begået for at værne om familiens ære. Jalousi og ære er to fundamentalt forskellige følelser. Jalousien er individrettet, æren er et kollektivt begreb.”

Ord til andet den samme argumentation som Elmas Berkes.

Jeg mener, man bør se Kristeligt Dagblads artikel i lyset af sommerens ophedede debat om drab på kvinder foretaget af krænkede (eks)partnere.

Debatten kom meget hurtigt til at handle om indvandrernes kvindesyn i stedet for kvindesynet i den hvide hovedkultur. Minoriteten af indvandrere stod for en statistisk set større andel af kvindedrabene, end deres numeriske antal tilsagde. Det ændrede ikke ved, at mord på (eks)kærester, er et mønster, man med al (u)ønskelig tydelighed kan iagttage i den danske hovedkultur - og at danske mænd jo stadig stod for hovedparten af mordene. Men danske mænd fr frem med en udpræget vilje til at tørre ansvaret for kvindedrabene af på indvandrermænd - slet og ret! Helt den samme tendens, som man kan iagttage på debatsporet til Kristeligt Dagblads artikel på avisens hjemmeside!

Alene derfor er der grund til at diskutere, om hvide mænds drab på deres (eks)kærester og kvindemord i indvandrermiljøer virkelig adskiller sig så fundamentalt fra hinanden? Dybt nede kunne der jo tænkes at ligge et omend uformodet, så alligevel fælles kvindesyn.

Det siges, at jalousi og æresdrab er væsensforskellige, fordi jalousien er individrettet, imens æren er et kollektivt begreb. Jeg forstår godt indvendingen. Men sandheden er faktisk, at de jaloux, hvide mænd også begår deres kvindedrab i en kulturel kontekst, hvor de møder identifikation og opbakning. Begrebet om ”husspektakler” som en nedgraduering af vold begået imod (fortrinsvis) kvinder er et sådant eksempel. Lige så vel som ”æresdrab” har en undskyldende klang, så har ”jalousimord” det også.

Den velkendte mistænkeliggørelse af voldtægtsofre i retssystemet er et andet eksempel. Ligesom den relativt lave strafudmåling ved denne type forbrydelser er det. Summa summarum: De hvide danske mordere på (eks)partnere begår også deres forbrydelse med en form for indforståelse.

Dernæst må man spørge, hvor langt jalousi og tab af ære egentlig ligger fra hinanden? Giver denne skelnen overhovedet mening? Hvis begge handlinger (muslimske såvel som danske mænds kvindedrab) er fremkaldt af krænkelse ... Og det hersker der enighed om, at de er. Så må man gøre sig klart, at krænkelse jo altid er en krænkelse af ære! Det vil sige at motivet til kvindedrabene er det samme. Det er æresdrab. Motivet er i alle tilfælde en kompensation for tabet af kontrol med kvinders seksualitet og følelsesliv, hvor drabet udgør den ultimative kontrol. Selve dette motiv er jo ondets rod. Og dette motiv ligger også til grund for etnisk danske mænds drab på (eks)partnere.

Jeg ønsker ikke at underkende alvoren af så frygtelige ting som stening, æresdrab og syreangreb. Men jeg mener, der er noget sundt i at indse på tværs af kulturelle grupperinger, at alle kvinder er oppe imod et patriarkat, og at disse patriarkater deler nogle grundstrukturer.

At få øje på dette fællesskab imellem kvinder mener jeg kunne være meget værd. For det er et helt andet og mere fælles udgangspunkt for at kæmpe imod kvindeundertrykkelse end hvide kvinders frelste bedreviden.

Tidslinje: 10 års kærestedrab i Danmark 


SpecialhistorieDen hvide mands æresdrab