I SKRIFTLIGE meningsudvekslinger er det forskellene, der trækkes frem, og dermed ender de nemt i mundhuggeri. Det har også præget debatten mellem Carsten Mulnæs og undertegnede.
Jeg vil godt dreje debatten i en mere konstruktiv retning med udgangspunkt i underrubrikken den 5. november: ”Folkekirken har behov for kvalitativ produktudvikling.” Det er jeg nemlig enig i, og det er netop det, landsforeningen sigter imod med de to projekter, vi for tiden bruger mange kræfter på, nemlig Kirken på Landet og dåbsprojektet.
For begge gælder det, at vi begynder med at skabe systematisk viden. Vi har ingen forestillinger om, at vi allerede ved, hvad de små landsogne skal gøre, eller hvad det er, der får unge forældre til at fravælge dåb af deres børn. Når vi er blevet lidt klogere på de ting, kan vi gå i gang med et udviklingsarbejde, og det skal netop, som Mulnæs peger på, have kvalitet og give plads for forskelligheden, både den lokale og den teologiske.
Der er brug for et fælles udviklingsarbejde, for det enkelte sogn kan og skal ikke begynde forfra, men vi skal samtidig have solid viden om de lokale forskelle, for ligegyldigt hvor lødig teologien er i det fælles projekt, skal det konkrete arbejde jo udfoldes i en lokal virkelighed. Jeg mener, det er en falsk forståelse af forkyndelsen, at den blot skal lyde. Hvis ordene lyder ud i den tomme luft uden at ramme nogen, eller nogen føler sig ramt, er ordet så forkyndt? Forkyndelsen skal kontekstualiseres, og når konteksten er børn og børnefamilier, skal det ske på en anden måde end til voksne midt i livet.
Jeg er enig med Carsten Mulnæs i, at vi skal tale voksent til voksne, og det har været en af mine kæpheste i årevis, at vi i folkekirken forsømmer generationen i midten. Vi ved fra en stor tysk undersøgelse (Wie finden Erwachsene zum Glauben), at der er mange veluddannede og erhvervsaktive, der midt i livet bliver mere optaget af de store spørgsmål. Jeg synes det er ærgerligt, når de går alle mulige andre steder hen end i folkekirken for at få svar på dem - også selvom de er medlemmer.
Netop fordi vi i folkekirken har veluddannede teologer, skulle vi være godt rustet til at tage den udfordring op, der vel egentlig matcher præsteuddannelsen bedre end babysalmesang og pastagudstjenester. Den bliver også taget op nogle steder, men ofte er der mere opmærksomhed på børnefamilierne og de ældre. Nogle vil sige, at højmessen er den kerneydelse, der retter sig mod de voksne. Ja, det gør den, og det er den vigtigste ”ydelse” for mig personligt, men dels skal der også arbejdes med den (med kvaliteten i højsædet), dels er der brug for oplysning om kristendom, der også har et praksisaspekt, der er ”indøvelse i kristendom”.
Jeg mener stadig, at den faldende dåbsprocent er en udfordring, vi må reagere på med andet end resignation, men det er en lige så stor udfordring at få det gjort klart for danskerne, at folkekirken har andet og mere at byde på end ritualer som en god ramme om familiebegivenheder. At den beskæftiger sig med eksistentielle spørgsmål og har noget at byde på for hin enkelte. Men samtalen med den enkelte om tro forudsætter, at der skabes relationer. Det er ikke nok med den gode teologi.
Og har Mulnæs ret i, at menighederne mest går efter underholdning, så er der virkelig en udfordring med den folkekirkeordning, vi har, for den forudsætter et myndigt lægfolk i det enkelte sogn. Det er ikke nok at præsten har en god teologisk uddannelse, der holdes ved lige; menigheden og menighedsrådet skal også dannes og dueliggøres.